HØFLIGHED

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Med et høfligt smil stak han sin broder dolken i hjertet.

Nej vel? Brodermord rimer ikke på høflighed.

Sætningen faldt mig ind for nogle dage siden, da jeg læste en klumme af Dagbladet Informations verbale vandfald, Claus Lynggaard. For en gangs skyld handlede det om andet end rock, selv om ingen ringere end Leonard Cohen var i centrum.

For mange år siden havde han interviewet stjernen. Det havde han glemt alt om, undtagen ét spørgsmål:  HVORDAN VI HVER I SÆR KUNNE GØRE VERDEN TIL ET BEDRE STED?

”Vi kunne jo begynde med at være lidt mere høflige over for hinanden. Dét tror jeg faktisk ville være et stort skridt,” havde Cohen svaret. 

Svaret pleasede ikke unge Lynggaard, og det kom ikke med i den endelige tekst.

Godhed i metermål

Denne blogs andet svar på Claus Lynggaards spørgsmål er heller ikke særlig sexet, men også det har samme rækkevidde som håndtryk: De forbinder mennesker med hinanden i en uendelig kæde, så ingen kommer mere end cirka fem håndtryk fra noget andet menneske i verden.

Men altså – svaret. Her er det. Jeg har det fra Knud Lyne Rahbek, Danmarks mest læste forfatter omkring 1800:

”Ingen er god Borger, naar han ikke er god Søn, god Fader, god Broder, god Ven, god Ægtemand.”

Al den godhed, kan man sukke.

En ren godhedsindustri!

Jeg holder det ikke ud!

Men ok, lad os vende den og erstatte godhed med ondskab, ligegyldighed eller surhed. I hvert fald jeg ved godt hvilken verden, jeg helst vil leve i. Og det er ikke den, der domineres af ondskab og forfrossen ligegyldighed.

Godhed og humor passer mig langt bedre.

Det er ikke for meget sagt, at Rahbek, der for resten var en stor humorist, var vild med den sætning. Han kaldte den sin ”uforanderlige Troesbekiendelse”. I øvrigt havde han ikke selv fundet på den. Den er hentet fra den Franske Fri Forfatning fra 1795, som igen har lånt tankerne fra en revolutionerende bog om børneopdragelse af den franske filosof Rousseau. Og så videre tilbage i historien.

Spark opad

En af de gange, Rahbek brugte formuleringen, var i en dedikation til sin ven Peter Andreas Heiberg. Så langt tilbage som i 1798, var det. Rahbek skriver den på fransk, og så lyder den sådan:

“Nul n’est bon citoyen, s’il n’est bon fils, bon père, bon frère, bon ami, bon epoux.”

(De franske ord giver lissom dét internationalt touch til hele sagen, som den fortjener).

Som vi ved, var Heiberg mere rapkæftet end høflig, og han er siden blevet et ideal for mennesker, der forsvarer retten til at lade munden eller tegnepennen løbe frit.

”Ordener hænger man på Idioter,”

skrev han blandt andet. Et kolossalt spark opad i samfundssystemet.

Den slags bemærkninger var med til at sende ham i landsforvisning. Dommen faldt den 24. december 1799. Hvilken julegave fra Danmark, hvor magten den gang lå i én hånd, og det  var kongens. Man kan virkelig sige, at den forfatter kom til at stå til ansvar for sin rappe pen.

Heibergs projekt var langt fra at flette mennesker sammen i globale relationer gennem høflige håndtryk og god opførsel. Han ville sparke hul i systemet og sætte ild i debatten.

Og det var godt, selv om det gik ham skidt. Men det er en helt anden historie.

Had til Danmark

Den såkaldte Muhammedkrise er også en fortælling om, hvor galt det kan gå, hvis man negligerer god opførsel og høflige håndtryk. Men nu er det ikke bare én person, men en hel nation, der er i skudlinjen.

Danmark, nemlig.

Som blandt andet er blevet en af de meste hadede nationer i verden, og som alle fornuftige mennesker frygter vil blive udsat for hævn og terror.

Som dansker kan jeg ikke længere have mit danske flag på rygsækken, når jeg rejser ud. I mange år var det min stolthed, som gav anledning til mange samtaler om Danmark som et sjovt og tolerant og humant samfund, hvor menneskers ret til at vælge, tro og ytre sig frit blev sat højt.

Nu må jeg lade Dannebrog blive hjemme.

Når nogen i den store verden derfor spørger mig, hvor jeg kommer fra, glider jeg helst af på spørgsmålet. Men svaret kan også blive et halvhøjt:

”I come from Finland.”

Hvad der er så sandt, som det er sagt, for der har jeg boet i mange år, og min returbillet har altid den destination.

Og jeg har jo ikke råd til sikkerhedsvagter.

På den måde får jeg ikke anledning til så mange høflige samtaler og varme håndtryk som tidligere. Og det gør, hvis vi følger Cohen, ikke verden til et bedre sted.

PS Vil man læse mere om kampen for ytringsfrihed og den vanskelige kunst at tænke, før man taler, kan jeg varmt anbefale at begynde med Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman. Den udkom for halvanden måned siden, og der er endnu nogle hundrede usolgte eksemplarer. Her får man også et indblik i, at ytringsfrihed ikke har noget at gøre med den stærkes ret til at sige hvad som helt til den svage. Med andre ord at sparke nedad. Den ret har han nemlig altid haft.

Næste blog handler om danskere.


ANNONCE: