PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det finske ord ”sisu” forbindes med sejhed, energi, viljekraft. I praksis betyder det at nå det mål, man har sat sig. Egenskaben er beundringsværdig. Der er noget jysk i den. Men den har også et element i sig af dumstædig trasken fremad i samme spor.
Uden sisu havde Finland ikke klaret sig i krigene mod Sovjetunionen i 1940’erne.
I Finland er sisu hjørnestenen i skolegang og uddannelse. Uden sisu havde Finland ikke ligget i toppen af de undersøgelser af skoleelevers kundskaber og færdigheder, der går under navnet Pisa. – Til sagen hører naturligvis også, at lærerne i Finland er veluddannede. Og at forældrene ikke blander sig i skolens daglige arbejde med andet end lektiehjælp. Det giver en arbejdsro, som mange danske lærere kun kan drømme om.
I det flade Finlands granskove er der ikke plads til vidsyn, og begynder man at fumle rundt derinde mellem de tætte træer, går det let galt. Her kommer man frem ved at gå målrettet og med sisu som kompas. Men netop i sammenhæng med uddannelse kan dumstædig målrettethed let lede til, at kreativiteten kommer på vågeblus.
Pisatesterne er et godt eksempel. Skolebørn i Finland trænes tidligt i tester og er helt på hjemmebane, når skemaerne bliver uddelt.
I Danmark - Frejas sal, der bugter sig i bakke, dal - er det ikke altid en fordel at styre lige efter næsen, når man vil sikkert frem. Det samme lærer man på havet omkring Danmark. Her er vidsyn vigtigt, og afsøgning af, hvordan landet ligger, bliver en grundlæggende færdighed. Det kreative spørgsmål og den selvstændige løsning ligger lige for.
Forleden læste jeg et interview i dagbladet Information (29.12.10). Økonomiprofessor Jakob Brøchner Madsen fortæller her, at hans danske ph.d.-studerende altid har egne ideer. Desuden stiller de kritiske spørgsmål. Derfor skriver de bedre afhandlinger end hans asiatiske studerende, der kommer til ham og spørger, hvad de nu skal lave.
Artiklen var som så mange andre i begyndelsen af året rettet mod fremtiden og grublede over spørgsmålet: Hvordan skal lille Danmark dog klare sig mod alverdens muskelnationer?
Jeg finder svaret i Oplysningstiden for godt et par hundrede år siden. Det var den, der skabte begrebet menneskerettigheder. I den periode blev ytringsfriheden begrundet, og retten til den blev tilkæmpet som en daglig praksis for menigmand. Kampen stod mod en streng central styring af alle borgernes aktiviteter.
Et diktatur, med andre ord.
I oplysningstidens kamp herimod blev vor moderne verden skabt. Og den måde, vi forstår os selv og vore frihedsrettigheder på, stammer fra denne tid. Grundlaget var kreative spørgsmål, vidsyn og selvstændige løsninger. Det er noget ganske andet end udenadslære og færdige svar på forventede spørgsmål.
Således at slå sig fri af det gamle og skabe en bedre verden krævede også en god portion sisu.
Før som nu.
PS Den første omtale af min seneste bog, Den brændende Fakkel, se Rasmus Agertoft, ”Til forsvar for en nuanceret kulturdebat”, Kristeligt Dagblad d. 21.12.2010. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/400663:Kultur--Til-forsvar-for-en-nuanceret-kulturdebat?all=1
Næste blog, om en uge, starter med to nytårstaler.
ANNONCE:
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar