PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
På årets sidste dag holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe II sin traditionelle nytårstale.
”Med vidt forskellig baggrund kommer flygtninge hertil, kvæstede somme tider både på sind og krop. Vi tager imod dem og er nok også lidt stolte over, at de har valgt netop vort lille paradis, men når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden, og skuffelsen melder sig på begge sider. […]
Så kommer vi med vores ”danske humor” og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt.”
Men det var ikke i 2010, hun sagde det, det var i nytårstalen den 31. december 1984.
Med stolthed brugte jeg denne tale til noget så simpelt som en prøve i lytteforståelse for finske danskstuderende ved Helsingfors Universitet. Og jeg husker tydeligt, hvor imponerede de var, studenterne, ikke blot over deres egen evne til at forstå langsomt og tydeligt dansk, men over talens indhold. Hun havde noget at komme med, mente de. En tale om respekt og menneskeværd, der aftvang beundring. Det var ikke som den finske præsident, der i sine nytårstaler bare leverede politisk ”snömos”.
I marts følgende år talte Pia Kjærsgaard, som den gang var 38 år og folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, ikke om den
”muslimske invasion af kriminelle, løgnagtige bekvemmelighedsflygtninge”.
Det gjorde formanden for hendes parti, Mogens Glistrup, derimod. Det skete ved en pressekonference den 11. marts 1985, da den fhv. straffefange nr. 8817 netop var blevet prøveløsladt fra sit fængselsophold i Horserød. Mens han kaldte til kamp for Danmark som en ”muhammedanerfri nation” svingede han små Dannebrogsflag med begge hænder.
Hermed iscenesatte han mærkesagen for det parti, Dansk Folkeparti, som Pia Kjærsgaard ti år senere var med til at stifte på ruinerne af Fremskridtspartiet.
Året efter, i 1986, blev miljøspørgsmålet hovedtemaet i Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s nytårstalen. Hun gjorde her op med ”smide-væk-mentaliteten”:
”Alligevel kommer mange af os nok til at mindes 1986 som året, der for alvor viste os, hvor voldsomt, ja katastrofalt mennesket kan gribe ind i naturen. Forureningen er rykket os nær ind på livet […]
Men lad os lige standse op her. Er det virkelig rigtigt, at vi intet kan stille op? Passer det, at det kun er ”de andres” skyld? Begynder det hele ikke netop med os selv? […]
Vi er ved at forstå, at de ydre omgivelser er en del af den arv, vi skal forvalte, at også de naturgivne værdier skal gives videre til næste generation. Men det er ikke nok, at vi er opmærksomme på rammerne. Kernen i vor kulturarv er respekten for det enkelte menneske og viljen til at række en hjælpende hånd til den, der har hjælp behov. Det har vi lært fra barnsben, og vi har prøvet at indrette vort samfund efter det […].
Majestætens moralske integritet har næppe stået stærkere end i disse taler, og deres indhold er forfærdende aktuelt. De værdier, hun bygger på, er konservativ anstændighed, kristelig barmhjertighed og indsigt i menneskets forhold til naturen. Hendes taler var en statsmands. Desværre talte hun for døve ører, og desværre er problemerne i det sidste tiår blevet mærkbart større og hendes taler samtidig mærkbart tyndere.
I nytårstalen ved afslutningen af det europæiske fattigdomsår den 31. december 2010 sagde Hendes Majestæt Dronning Margrethe II således ikke:
”I det forgangne år har jeg i flere sammenhænge advaret imod, at det danske velfærdssamfund er i forfald. Det danske og de nordiske samfunds styrke og grundstenen i deres internationale succes har været ligestilling. En ny undersøgelse fortæller os, at retfærdighed, omsorg for de ældre, bekæmpelse af fattigdom og et fungerende demokrati stadig er vigtige værdier for danskerne.
Men dagligdagen ser anderledes ud. De kraftigt øgede forskelle i indkomst og brister i sociale ordninger er spørgsmål, som ofte er fremme i nyhederne. Manglende ligestilling ses tydeligt i de ældres hverdag. Fattigdommen i familier med børn er vokset. Ungdomsarbejdsløsheden og korte ansættelser få de unges tro på fremtiden til at vakle. Samtidig bliver mange ældre arbejdstagere udbrændt på grund af det øgede pres i arbejdslivet.”
Ordene er Finlands præsident Tarja Halonens fra hendes nytårstale den 1. januar 2011. I min oversættelse har jeg erstattet ”Finland” og ”finsk” med ”Danmark” og ”dansk”.
Så kan enhver tænke sit.
Som statsoverhoved i Finland har Tarja Halonen stor politisk magt. Herved adskiller hun sig fra det danske statsoverhoved. Men begge har en stærk moralsk integritet, og deres udgangspunkt er det grundfæstede fællesskab i nationen, som den danske monark aftenen før fremhævede som det dansk samfunds store rigdom:
”Vi har et grundfæstet fællesskab, som vi er stolte af. Det går langt, langt tilbage i vor historie, tilbage til den frie forfatning; ja, længere endnu, for Grundloven af 1849 kan netop ses som en bekræftelse af et fællesskab, som allerede eksisterede.”
Sådan! På et splitsekund tager monarken os godt et par hundrede år tilbage i historien, nemlig til Oplysningstiden, hvor grundlaget for alt godt i vort moderne samfund blev tilkæmpet. For eksempel ytringsfrihed, lighed for loven, som blandt andet indebærer den ligestilling, Finlands præsident talte om, og medmenneskelighed.
Eller med dronningens egne ord fra 1986:
”Kernen i vor kulturarv er respekten for det enkelte menneske og viljen til at række en hjælpende hånd.”
På de ord kan der bygges en republik. Eller opretholdes et kongedømme. Held det land, hvis ledere klarer at fastholde magt og moral i et sådant dobbeltgreb.
PS Min seneste bog med undertitlen Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, køb den på fx
handler netop om kunsten at håndtere tilsyneladende uforenelige størrelser. Knud Lynes Rahbeks gode ven, Peter Andreas Heiberg, dummede sig og blev landsforvist, mens Knud Lyne himself klarede frisag og bidrog til udviklingen af Danmark mod et demokratisk og tolerant samfund.
Næste blog om en uge handler om spørgsmålet hvorfor? i børnehøjde.
ANNONCE:
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar