DANSKERE



PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Jeg indrømmer det blankt – jeg har været tankeløs. For egentlig er det ufortjent og uretfærdigt og strider mod alt, hvad jeg har lært og står for.
Alligevel er jeg glad og taknemmelig for deres danske statsborgerskab. Og for mit eget. Men bliver også en smule skamfuld. For det har virkelig været nemt for dem, når man ser det i lyset af dagens debat om indfødsret. De har jo ikke gjort andet for det end at blive mine børn, og det var virkelig ikke en indsats, der betyngede dem.
De fik indfødsretten via mine gener – eller sagt med et i visse historiske sammenhænge noget belastet ord: mit blod. Fra deres mor har de efter samme gamle tradition fået indfødsret i Finland. Den rettighed giver til gengæld god mening, for de har alle gået i børnehave og i skole i Finland.
To af dem havde næppe sagt en fuldstændig sætning på dansk, før de efter opvækst og studentereksamen i Finland flyttede til Danmark med ret til dansk pas, ret til at stemme og ret til at komme og gå, som de har lyst til. Og sker der noget kedeligt for dem ude eller hjemme, kan de være sikker på en hjælpende hånd.

Blod eller kundskab
Tanken om, at privilegier erhverves gennem kundskab og lærdom og ikke gennem blod og gener, er et barn af Oplysningstiden. Det var den gang, retten til at sige det, man tænkte, og gøre det, der var god fornuft i, begyndte at blive hver mands eje. Før havde det været kongers og adels ret. Det er derfor helt efter bogen, at ”fremmedes” børn i 1776 fik dansk indfødsret, når de var født og opvokset i Danmark. For gennem deres opvækst havde de jo optjent den samme kapital af indsigt og lærdom i landets anliggender som alle andre børn i kongens riger.
Synspunktet var tidstypisk og revolutionerende, fordi det knyttede rettigheder til det enkelte menneske og dets fortjenester. Vi finder tankegangen fuldt udfoldet i den amerikanske Declaration of Independence fra den 4. juli 1776 og i Den franske Revolutions forskellige forfatninger efter 1789.
Det er en lang historie, der handler om borgernes kamp for frihed og menneskerettigheder.
I det her snævre perspektiv drejer det sig om indfødsretten som et højst forpligtende, personligt valg. I øvrigt er det et valg helt i Søren Kierkegaardsk forstand, idet det jo i hans filosofi er valget, der skaber personligheden. Letkøbt er det ikke. Og meget passende stammer hans filosofi fra netop den periode, hvor også Danmarks første fri forfatning, Grundloven af 5. juni 1849, var på trapperne.
For at tage det hele én gang til er det netop det, Grundtvig i 1848 synger om med ordene:

”Til et folk de alle hører,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild.”

Med andre ord bliver den dansker, der vælger at blive det. At dette valg ifølge Grundlovens paragraf 44, stk. 1 skal bekræftes ved lov er et udtryk for gensidigheden i forholdet mellem et menneske, der vil, og staten, der siger Ja dertil.
Enkelt og smukt.

Nationalt eller internationalt
I det officielle Danmark har kampen om indfødsretten længe været forpestet, og det bliver bare værre og værre. Blandt andet har Dagbladet Information afdækket, hvordan Integrationsministeriet har handlet i strid med loven. Det er ikke godt, men virkelig skræmmende bliver det, fordi ingen og da slet ikke ministeren vil påtage sig ansvaret.
Eksemplerne er mange, lad mig nævne et enkelt:
Sagen om den statsløse palæstinenser Susanne, født og opvokset i Danmark og med eksamensbevis fra folkeskolen og handelsgymnasiet. Hun fik, i strid med loven, afslag på sin ansøgning om dansk statsborgerskab og kunne derfor ikke, som hun ønskede, blive politibetjent. (Se Information 11. januar 2011).
Man skulle tro, at der er tale om en konflikt uden hoved og hale. Men det er ikke tilfældet. Konflikten hviler på to principper:
Oplysningstidens tro på mennesket som en skabning, der i fællesskab med andre tager ansvaret for sit eget liv. Princippet er i sin grund internationalt orienteret.
Det andet princip påberåber sig blodet og fædrelandets jord og er mere nationalt betonet.
I dag, op imod folketingsvalget 2011, betones uforeneligheden. Målet er uden tvivl at slå politisk mønt på forskellene ved at skræmme tilhængerne af de to principper med hinanden. Som om det ikke var muligt at være dansker med et internationalt grundsyn.
Det er skammeligt og helt unødvendigt, for principperne har fungeret side ved side i mere end to hundrede år.
Dét hædrer danskernes evne til tolerance.


PS Hvis man vil læse om en mand, der forstod at se de fleste sager fra to sider og gerne forenede dem i ét synspunkt, kan man passende anskaffe Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman. Eller låne den på biblioteket.


Bloggen på næste tirsdag drejer sig om racisme.


ANNONCE:

2 kommentarer:

  1. Hej Asger,
    Grundtvig kör ju med den idag väl hoppas jag ogiltiga logiken "en nation, ett språk". Hur blir det då med t.ex. finlandssvenskar? För att inte tala om t.ex. barn till svenskar i Finland? Du vet, det där gamla vanliga med att finlandssvenskar måste förklara för svenskar att "vi är finländare, men har svenska som modersmål", och för finnar att "vi är finländare, men har svenska som modersmål", och för danskar att ... (Nej, jag vet, i vårt/deras (jag är själv halvblodig och vet varken ut eller in, bara att jag eventuellt är finlandsskåning med sympatier för det svenska (i vissa avseenden men absolut inte alla), det danska (det som det brukade stå för), det engelska (inte det som det brukade stå för), det italienska (det som det brukade står för), det portugisiska (nåja, här är jag nog lite okritiskt positiv, medges ...) och det finska (älskar delar av språket, men absolut inte det finska i alla avseenden, hov, hov!) Vart vill jag komma? Jo, därhän att: nationen är död, leve världsmedborgaren! Men det är väl mest vi rotuppryckna som tänker i de banorna, antar jag ...

    SvarSlet
  2. Hej Hasse!

    Vil man være dansker, svensker eller tysker, er det ret enkelt, så må man lære dansk, svensk eller tysk. Her synes jeg, at Grundtvig følger sund fornuft.

    Jeg er helt enig med dig i, at synspunktet går efter modellen ”et folk et sprog”. Men der er mange andre muligheder. Skal vi et øjeblik kikke på Finland? Her er det som bekendt mere kompliceret, for Finland har ifølge tradition og grundlov to sprog, svensk og finsk. Jeg nævner svensk først, for uden svensk ville Finland aldrig være blevet den nation, vi kender i dag.

    At en del borgere i Finland ønsker svensk og alt, hvad svensk står for, eksporteret til den anden side af Den Botniske Bugt er dumt og udtryk for historisk snæversyn.

    I sin grundform udgår det fra forestillingen om
    nogle urbeboere, der siden arilds tid har befolket det geografiske område, der på svensk hedder Finland, på finsk Suomi. Så vidt jeg forstår, forenes Dansk Folkeparti (opinionstal: næsten 15 pct.) og Sannfinländarna (opinionstal: næsten 20 pct.) på hver sin måde og med hver sine specielle forudsætninger i dette standpunkt.

    Og det er der i og for sig ikke noget forkert i. Hvis man altså ikke glemmer, at der også skal være plads til det nationale tilhørsforhold, der erhverves gennem kundskab, valg og ansvar for egen og andres tilværelse.

    Dette har siden Oplysningstiden været en mulighed og bærer i sig en udvidelse af, hvad nation og nationalitet står for. Tænk, at man i dag kan identificere sig med mange sprog og kulturer. Den klassiske nationalitetstanke er i dagens verden ved at miste relevans. Det fortæller du levende om. Tak for det!

    At sådan noget skræmmer indadvendte huleboere er på den anden side ikke så mærkeligt. Lad dem komme frem i lyset.

    Bedste hilsener
    Asger

    PS Dagens forestilling om ”stedet” er for resten også under rivende udvikling: Tænk, hvor mange der i dag lever og arbejder på nettet.

    SvarSlet