REVOLUTION

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

For tiden svømmer aviser og andre nyhedsmedier i rapporter fra dagens revolutioner i Nordafrika og i Mellemøsten.  I kommentarerne bliver det ofte nærhistorien, der står som hovedleverandør af baggrund og perspektiv på begivenhederne. For eksempel er revolutionen i Iran blevet vendt og drejet, og sammenligninger med Sovjetunionens sammenbrud og latinamerikanske omvæltninger er genkommende.

Eller det bliver repeteret, hvordan det hele begyndte i Tunesien for så og så mange dage eller uger siden og hvilke voldsomme begivenheder, der udspiller sig i dette eller hint land netop nu.

Det er alt sammen fremragende og vidner om journalisternes nærvær og engagement.

Men vidner det ikke også om et vestligt burkasyn med en kollektiv fortrængning af,  at vores eget herlige, demokratiske samfundssystem blev født i blod?

ALLE BORGERLIGE REVOLUTIONERS MODER

I hvert fald udelukker det tanker om alle voldelige revolutioner i sytten- og attenhundredetallet, da vi i Vesten var mindst lige så underkuede som de folkeslag, der lige nu kæmper for et værdigt liv – et liv, som de selv har ansvaret for gennem frie valg og virkeliggørelse af menneskerettighederne.

En anden ting, som jeg savner i dagens rapporter, er en klasseanalyse. Jeg ved godt, at bare ordet ”klasseanalyse” for slet ikke at tale om ”klassekamp” kan give solide borgere kraftige kuldegysninger.

Men i grunden er en klasseanalyse ikke andet end en bestemmelse af, hvad der binder mennesker sammen i fælles interesser. I vore dages vestlige demokratier, for eksempel i det danske, er det lidt mere speget, end det var den gang, bønderne fra 1870 sluttede sig sammen i Venstre, og et socialt demokrati fra 1871 blev arbejderbevægelsens mål. Bønder og arbejdere gjorde det for at bekæmpe hinanden, men især borgerne samlet i Højre.

Og tager vi endnu et skridt tilbage i historien, så var det netop disse borgere, der i 17- og 18-hundredtallets demokratirørelser kæmpede mod konge- og adelsdiktaturer for at få en politisk indflydelse, der svarede til deres økonomiske magt.

Så vidt jeg kan forstå, har vi netop her de væsentlige præmisser for dagens revolutioner. Med visse korrektioner fra land til land er det præcis den samme middelklasse, eller med et gammelt udtryk tredjestand, der kræver radikale omvæltninger i Mellemøsten og i Nordafrika.

Netop denne tredjestand var drivkraften bag alle borgerlige revolutioners moder. Jeg tænker naturligvis på Den franske Revolution, der startede den 14. juli 1789 med stormen på det forhadte statsfængsel Bastillen.

NU OG DENGANG

I midten af januar 2011 giver idéhistorikeren Soumaya Ghannoushi i en klumme følgende signalement af revolutionen i hendes hjemland Tunesien:

”Dette sammenstød mellem et såret gammelt regime, der kæmper for sin overlevelse, og en ny orden, der smerteligt og møjsommeligt bliver til under vedvarende folkeligt pres, er historien om Tunesien i dag.”

Helt overordnet kunne beskrivelsen dække Frankrigs historie fra 1789 og nogle år frem. Jeg hæfter mig især ved ”møjsommeligt”, ”folkeligt” og ”vedvarende”, der bygger på den erfaring, at revolutioner kommer nedefra, tager tid og kræver hårdt arbejde og ofre.

Den gang fandtes der som bekendt ingen ætermedier og onlinerapporter, og skulle nyhederne fra Frankrig til Danmark, måtte de bogstavelig talt bæres frem. Dette til trods kunne man med blot få dages forsinkelse i København læse udførlige redegørelser for begivenhederne i revolutionens Paris.

Det bedste sted var månedsskriftet Minerva, og man fandt beretningerne under rubrikken ”Historien”. Her skrev oplysningsmanden Knud Lyne Rahbek flere end tusind sider om revolutionens udvikling og citerede lange dokumenter, så læseren kunne være opdateret – eller på fransk à jour.

Når rapporterne er bedst, fremtræder de som rene øjenvidneskildringer, der fra dag til dag, somme tider fra time til time, fortæller om skabelsen af en ny verden. Men også den gamle verdens angst og modstand mod alt det nye får sin plads.

Vi bliver for eksempel vidne til, hvordan betalte lømler indgår i magthavernes strategi for at bevare magten, og bliver underrettet om, hvordan ekstremismen florerer på venstrefløjen.

REVOLUTION OG KÆRLIGHED

Det kan tage form af et kolossalt roderi, som det er mere end svært at finde hoved og hale på, for eksempel i følgende citat:

”Ligesom Palaisroials Uordener og Vildskaber havde tient Hofpartiet til at vække Forbittrelse mod det orleanske Parti, saaledes tiente ogsaa, især i et Øieblik, da Kongens Vægring ved at sanctionere det Decret, der gav Lehnsaristokratiet sit Banesaar, samt Adelens og Klerkeskabets Kamp – ligesom til Giengield – for Kongens uindskrænkede Veto, desuden opbragte Gemytterne, dette ulykkelige Gardergilde, der maatte være dobbelt anstødeligt paa en Tid, da Paris leed under en maaskee frem­kunstlet Brødmangel, Demagogerne til at opflamme den parisiske Almue mod Hoffet.”

Både den horrible sætningsbygning, og hvad der i øvrigt henvises til, er stort set ubegribeligt for dagens læser. Men da passagen fremkom i 1799 i en spændende kærlighedsroman, havde læserne  gode forudsætninger for umiddelbart at fatte indholdet.

Ikke blot havde de via latin baggrund for at afkode indviklede sætninger, også Minerva havde givet nyttige forkundskaber, og hvorfor ikke også lige nævne Rahbeks Statshistorie samt hans hundrede sider lange artikel ”Om Factionerne i Frankrig fra Revolutionens Begyndelse, og deres fornemste Kampe og Kampdage”?

Kærlighedsromanen, jeg citerer fra, hedder Camill og Constance. Et Revolutions Skilderie, og den har indtil i dag været nærmest overset. Det er ikke blot ufortjent, men også skammeligt, for romanen er intet mindre end den moderne europæiske litteraturs første historiske roman.

På denne måde forsøgte Rahbek som journalist, historiker og romanforfatter at udbrede fortællingen om Den franske Revolution, så også danskerne kunne blive inspireret af de nye ideer.  Gennem den bedrift blev han foregangsmand i Danmark for den nye tids tanker og måde at organisere samfundet på.

EN ANDEN TID MED SAMME MÅL

I vore dage hedder rapportørerne fra revolutionernes arnesteder BBC, CNN, Al Jazeera og så videre, og der er facebook og twitter samt oldgamle sms’er og e-mails, når der skal fortælles om revolutionerne i Mellemøsten og i Nordafrika.

Det er engang imellem forfærdende at være vidne til.

En gang imellem glædeligt over alle grænser.

Men mon ikke også kærligheden får plads til at blomstre blandt dem, der kæmper for en ny og bedre verden? Det kommer der sikkert siden fortællinger om.

Og målet er de samme som i 1789: Opfyldelse af kravet om, at mennesket i fællesskab med andre skal bære ansvaret for sit eget liv.

PS Afhandlingen Den brændende Fakkel. Om Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman er en oplagt mulighed for et udvidet perspektiv på kampen for menneskerettighederne i Danmark og i Frankrig. Samtidig er den, måske, en vej til at forstå dagens revolutioner lidt bedre.

Bloggen næste tirsdag handler om en god roman.

ANNONCE: