MENS VI VENTER PÅ KATE

Jomfruoffer eller eventyrbryllup










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I det sidste årstid har jeg været til to kirkebryllupper, hvor unge, stærke, frigjorte kvinder blev gift med ditto mænd. Den ene brud blev ført op ad kirkegulvet af sin far til den ventende brudgom. Den anden brud kom alene og mødte sin vordende ægtefælle midt i kirken.
Det er små deltaljer i et stort ritual, og fuld af positive følelser for de unge betragtede jeg ikke de to forskellige møder mellem brud og brudgom som noget, der var grund til at hæfte sig ved.
En klumme i den finlandssvenske avis Hufvudstadsbladet fik mig til at genopleve de to møder på kirkegulvet. Overskriften lyder: ”Avstår Kate från den vita burkan?” Skribenten er Markus West, han skriver fra Stockholm og refererer i sin klumme til Ingrid Hedström, svensk forfatter og journalist.
Udgangspunktet for det provokerende spørgsmål er Diana Spencers ankomst til Westminster Abby den 29. juli 1981 i noget, der kan få en amatør på området til at tænke på det, som vi alle tyve år senere lærte at kende som burka.
Hedström pointerer, at vi her ser det samme hengemte symbolsprog, som når vi ser muslimske kvinder med slør. Og hendes enkle spørgsmål er, om vi er vidne til et eventyrbryllup eller ser et jomfruoffer i et patriarkalsk samfund. 
De kvikke analytiker, og dem er der virkelig mange af, kan fortsætte diskussionen med populistiske generaliseringer.
Jeg vil af slutte med, at jeg ikke kan finde ud af hvem af de to kvinder, jeg så stå brud, der var den mest frigjorte eller den mest undertrykte. De stod for deres valg og havde begge ret.
Vi lever i et kulturelt grænseland, og det giver lyst til at tage stilling til både det ene og det andet, som er lidt forskelligt fra det tilvante. Men før en fordømmelse eller latterliggørelse af brudslør eller tørklæde kunne man jo lige se på mennesket bag og finde ud af, hvem Diana, Kate eller Amina i virkeligheden er.
Har de fortjent vores hån eller medlidenhed som undertrykte? Eller er de lige så almindelige, som man kan forventes at være i et individualiseret samfund? 


ANNONCE:





TRIVIALITETER


Strid blæst fra højre
 
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Moikka!

EN BOG
Helt ærligt - morgenerne er for det meste trivielle. Samme sutsko, samme tandbørste, samme sæbe, samme jogurt, samme te og samme finske gummiost. Havde det ikke været for morgennyhederne i radioen, ville det være svært at skelne den ene morgen fra den anden.
Torsdag den 14. april handlede et af indslagene om en ny bog med et lidt usædvanligt indhold. Fire unge kvinder, Senni Jyrkiäinen, Päivi Sievänen, Jenny Stenbäck og Anna Suvilaakso, alle antropologer, har samlet og udgivet en lærebog for 7.-9. klasse.
Bogen hedder Toisella katsomalla, hvilket betyder med andre øjne.
I bogen fortæller indvandrere fra forskellige dele af verden om deres liv. Tanken bag bogen er at vise indvandrerne som almindelige mennesker med almindelige problemer og glæder og dermed nedbryde klicheer om forskellige indvandrergrupper. Hvert kapitel slutter med øvelser og tankeeksperimenter.
Bogen er blevet varmt modtaget af både lærere og elever.
Nogle skoleelever, som havde læste bogen, grinede og sagde, at bogen egentlig ikke var en øjenåbner for dem, derimod ville deres forældre kunne lære noget af at læse den.

ET VALG
Politik i Finland har indtil valget i søndags stort set lignet mine morgener. Man kunne få den tanke, at finske politikere, som er verdensmestre i konsensus er blevet enige om, at politik skal være maksimalt trivielt.
For så får de lov til at passe butikken mellem valgene uden indblanding.
Men i søndags så skete der noget, som fik Finland til at ligne Danmark. Sannfinländarna, et fremmedfjendsk parti, som er imod EU, grønne værdier og finlandssvenskere*, gik frem fra næsten ingenting til at blive Finlands tredjestørste parti med næsten 20 pct. af de afgivne stemmer. Samlingspartiet, der ligger tæt op ad Det konservative Folkeparti, og Socialdemokraterne fik hver for sig en anelse flere stemmer.

FROMME ØNSKER
I denne forbindelse har jeg et par fromme ønsker:
- at Toisella katsomalla vil blive læst af en masse forældre, der har stemt på Sannfinländerna,
- at et hold af danske antropologer vil gribe ideen og skrive en bog til danske skoler med danske indvandreres fortællinger, og at børnene vil få deres forældre til at læse den.
--
*finlandssvensker: finsk statsborger med svensk som modersmål

ANNONCE: 
 

HVERKEN FRIKADELLER ELLER TOLERANCE


 


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Moi!

– Hvad er mest dansk – pizza eller frikadeller?
– Klart nok frikadeller. Bortset fra leverpostej findes der ikke noget mere dansk.
– Forkert. Ordet frikadelle har vi lånt fra tysk Frikadelle, som er sammenblandet af italiensk frittatella og fransk fricandeau.
– Jamen fænomenet, jeg mener selvfølgelig den lille     kødbolle, som vor mor lavede den.
– Kødbolle er svensk (köttbulle), og frikadeller efter vor mors opskrift smager forskelligt overalt i Europa. Dine svar var forkerte og dumme. Du er dumpet.

”PIS MIG I ØRET”
Som lærer har jeg aldrig haft det som en kær pligt, bare en pligt, at dumpe folk, der bringer noget sludder til torvs.
Men nu skal jeg afsløre min lystfyldte drøm: Det er en  statsautoriseret dumpecentral, som skal endevende og sætte tommelfingeren ned for alt det sludder, der dag ud og dag ind og i årevis er sagt om såkaldte danske værdier lige fra rødgrød til Vesterhavet.
Bundkarakter tilfalder Søren Pind, der friskfyragtigt har kaldt sig ”frihedsminister”. Jeg forstår det som frihed til at pisse folk i øret med noget lort – for nu at bruge et ordvalg, som ikke er mit, men som en anden Venstreminister har gjort til sit.

BVADR!
Hvad var det så, hr. Pind konkluderede midt i marts i sin kronik i Berlingske Tidende?
Jo, at danskhed er

”Ytringsfrihed. Ligestilling. Demokrati. Personlig frihed. Accept af forskellighed. Religionsfrihed – og adskillelse af religion og politik.”

Bvadr!
At gøre ovennævnte til danske værdier er lige så dumt som at ville tage patent på luften som noget særlig dansk. Flere har været efter ministeren med riven og talt om, at vi her har at gøre med almene spilleregler i et civiliseret samfund.
Jeg vil bære mit strå til stakken og gøre opmærksom på, at de opregnede værdier siden Oplysningstiden har været med til at forme vores mentale struktur – hvad denne blogs trofaste læsere vil kunne nikke genkendende til.
Desuden vil jeg pointere, at de i samme nærhistoriske perspektiv kan henføres til Den franske Revolution og Den amerikanske Uafhængighedserklæring fra slutningen af 1700-tallet.  

MED ET GLIMT I ØJET
Men hvad er det egentlig, jeg er i gang med?
 Jo, jeg er i gang med præcis det, som Anne Mariager i et fint, ironisk indspark fra slutningen af februar i den endeløse danskhedsdebat (se: http://annmariager.blogs.berlingske.dk/2011/02/23/dirigent-rasmussen-og-danske-v%25c3%25a6rdier/ ) bestemmer som danskhedens væsen:

”Men denne kredsen om ’danske værdier’ og ’hvad det egentlig vil sige at være dansk’ er det mest grundlæggende danske, jeg kan komme i tanker om. Jeg er tæt på at tro, at det alene er dén diskussion, der binder os sammen som folk. Hvad skulle vi gøre uden?”

Kort sagt: Det mest danske er diskussionen om danskhed.

SHUBIDUA
Jeg vil supplere synspunktet, og det skal sanggruppen Shubidua hjælpe mig med. Sangen hedder ”Danmark”, er fra grammofonpladen 78-eren og kan høres på http://www.youtube.com/watch?v=Rmt7gS0N5Fo
De afgørende linjer lyder:

”Der findes andre mensker end dem der er danske
de bor i huler og slås hele da’n
det har vi li’godt aldrig nogensinde gjort
de varme lande er noget lort.”

I 1978 og de følgende år, som i denne sammenhæng føles som meget, meget fjerne, indgik Shubiduas ”Danmarkssang” som et eksempel på danskernes brug af ironi i min undervisning af finske og finlandssvenske studerende ved Åbo Akademi og Helsingfors Universitet.
Da udlandet for omkring ti år siden til min utrøstelige græmmelse lærte Danmark at kende som et land med udtalte racistiske tendenser, skrottede jeg sangen fra min undervisning og har aldrig brugt den siden.
Men i dag opdager jeg til min glæde, at sangen stadig står i Folkehøjskolens Sangbog, i daglig tale Højskolesangbogen. Hvordan kan dette være muligt?
Jeg spurgte min datter, der efteråret 2010 gik på en dansk højskole:
Hendes svar var lidt nedladende (hvordan kunne jeg dog få mig selv til at stille så dumt et spørgsmål?), kortfattet, men fyldestgørende:

”Ingen tog den ju på allvar.”

See, det var en rigtig Historie!

SELVIRONIENS NÅDEGAVE
Men denne tirsdagsblog skal ikke munde ud i et skjult citat og ironiske finter – selv ikke, når det er ironiens sværvægter H.C. Andersen, der leverer varen som slutning på verdens måske mest kendte eventyr, nemlig det om prinsessen på ærten.
Jeg skal også bemærke, at Højskolesangbogens redaktion tilsyneladende stadig går ud fra, at danskerne har selvironiens nådegave. Og netop evnen til at se på sig selv med et glimt i øjet er en kærneægte danske værdi.
Når man vel at mærke ikke opholder sig på selvhøjtidelighedens politiske piedestaler.  
Jeg vil ikke slutte med mit yndlingsgruk, ”Den, der kun tar spøg for spøg”, men med et anden, hvor Piet Hein på en direkte måde giver den selvcentrerede Danmarksopfattelsen en tur ved vingebenet:

”Det eneste rigtige

Når klokken er 11 i Danmark,
er den 5 i U.S.A.,
10 i London, og 18 i Kina,
og 13 omkring Moskva.

Hvor er vi danske et udvalgt folk,
at vi netop er født i selve
det lille velsignede land,
hvor klokken er 11, når den er 11.”

Og så siger jeg i øvrigt Bvadr! igen-igen til den del af diskussionen om danskhed og dansk kultur og danske værdier, hvis formål det er at slå politisk mønt, som kun kan indløses af folk med danske aner i atten led.

PS Er man ny læser af bloggen midtialt, kan jeg passende benytte lejligheden til at anbefale en bog om Oplysningstiden i et dansk perspektiv, se http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html

ANNONCE:

 


ARVESØLV PÅ UDSALG




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Moi!

Denne landsby kunne vi kun redde ved at udslette den.

Sentensen genkendes sikkert af mange. Den er fra Vietnamkrigens tid for snart halvtreds år siden og ofte gentaget. Dens perverse logik gjorde mig den gang så vred, at jeg aldrig siden har kunnet glemme den.
For intet reddes ved at blive ødelagt.
Den samme vrede ramte mig for en uge siden, da jeg i Dagbladet Politikens webavis så, at nu skulle man til at redde velfærden i Danmark ved at nedmontere den. Jeg lukkede og slukkede og gik i seng og håbede, at alting ville være anderledes næste dag.
Det var det ikke.
Tværtimod svømmede debatten ud over alle grænser i løbet af ugen. Og igen var det frygten for ”de fremmede”, der stod i centrum. På den måde ligner debatten i Danmark debatten i fx Finland og Sverige. I Sverige er valget godt og vel overstået, i Finland er der valg om en lille måned, og Sannfinländarna, en usofistikeret udgave af Dansk Folkeparti, kan meget vel vokse fra stort set ingenting til at blive landets største parti.
Men sagligt set er frygten for ”de fremmede” uden bund i virkeligheden.

LIGE VÆRDIGHED
Økonomiske argumenter er der nok af til at sikre et venligt velkommen til mennesker, der kommer til Danmark som allerede fuldvoksen arbejdskraft, mange med en høj uddannelse. For en indbydelse til at blive en del af fællesskabet taler også det lave fødselstal i Danmark og den globalisering, som vi deltager i, og som vi høster utrolige fordele af.
Hvad vi derimod må frygte er, at de nye borgere i Danmark gennem principper om kontant afregning og nye regler for optjening af velfærd allerede fra starten mistænkeliggøres som snyltere og dermed stemples som en ringeagtet og udstødt del af samfundet, og derfor altid skal forblive fremmede.
En sådan holdning er intet mindre end et opgør med den lighedstanke, vort demokratiske fællesskab er bygget på. Vi ved alle, at lighed aldrig er realiseret fuldt ud. Men vi ved også, at den siden Oplysningstiden har stået som et ideal i kampen for demokratiet, hvor alle har ret til at værdigt liv.
Angrebet på ”lige Værdighed i Borg og Hytte” (Grundtvig) tegner nu den danske debat under det påskud, at det danske velfærdssamfund ikke klarer det massive pres fra indvandrere, der bare vil nyde og ikke yde.

DET UMISTELIGE

”Men det er klart,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, ”at det er et højt velfærds- og velstandsniveau, som bliver udfordret, hvis man - - - hvis man bare ligesom kan sætte foden ind over grænsen, og uden at have bidraget til det danske samfund så får hele paletten af velstands- og velfærdsydelser.”

Statsministeren ved godt, at det ikke drejer sig om ”hele paletten”. I centrum står tre kerneydelser, som er
- gratis adgang til uddannelse,
- gratis adgang til sundhed
- og gratis adgang til en tryg alderdom.
Indskrænkes netop disse af en oppisket angst for, at nogle få skal kommer herop for at nyde vore goder uden at ville bidrage, er der åbnet en ladeport til et samfund med øget ulighed og al den splid og fortræd, der følger.

At redde velfærdssamfundet efter de retningslinjer er at udslette det. Og som bekendt er det svært at få arvesølvet tilbage, når det først er solgt.

NÆSTE BLOG SKAL HANDLE OM DANSKE VÆRDIER, SOM HVERKEN ER RØDGRØD, TOLERANCE ELLER VESTERHAVET.


ANNONCE: