PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Moi!
Denne landsby kunne vi kun redde ved at udslette den.
Sentensen genkendes sikkert af mange. Den er fra Vietnamkrigens tid for snart halvtreds år siden og ofte gentaget. Dens perverse logik gjorde mig den gang så vred, at jeg aldrig siden har kunnet glemme den.
For intet reddes ved at blive ødelagt.
Den samme vrede ramte mig for en uge siden, da jeg i Dagbladet Politikens webavis så, at nu skulle man til at redde velfærden i Danmark ved at nedmontere den. Jeg lukkede og slukkede og gik i seng og håbede, at alting ville være anderledes næste dag.
Det var det ikke.
Tværtimod svømmede debatten ud over alle grænser i løbet af ugen. Og igen var det frygten for ”de fremmede”, der stod i centrum. På den måde ligner debatten i Danmark debatten i fx Finland og Sverige. I Sverige er valget godt og vel overstået, i Finland er der valg om en lille måned, og Sannfinländarna, en usofistikeret udgave af Dansk Folkeparti, kan meget vel vokse fra stort set ingenting til at blive landets største parti.
Men sagligt set er frygten for ”de fremmede” uden bund i virkeligheden.
LIGE VÆRDIGHED
Økonomiske argumenter er der nok af til at sikre et venligt velkommen til mennesker, der kommer til Danmark som allerede fuldvoksen arbejdskraft, mange med en høj uddannelse. For en indbydelse til at blive en del af fællesskabet taler også det lave fødselstal i Danmark og den globalisering, som vi deltager i, og som vi høster utrolige fordele af.
Hvad vi derimod må frygte er, at de nye borgere i Danmark gennem principper om kontant afregning og nye regler for optjening af velfærd allerede fra starten mistænkeliggøres som snyltere og dermed stemples som en ringeagtet og udstødt del af samfundet, og derfor altid skal forblive fremmede.
En sådan holdning er intet mindre end et opgør med den lighedstanke, vort demokratiske fællesskab er bygget på. Vi ved alle, at lighed aldrig er realiseret fuldt ud. Men vi ved også, at den siden Oplysningstiden har stået som et ideal i kampen for demokratiet, hvor alle har ret til at værdigt liv.
Angrebet på ”lige Værdighed i Borg og Hytte” (Grundtvig) tegner nu den danske debat under det påskud, at det danske velfærdssamfund ikke klarer det massive pres fra indvandrere, der bare vil nyde og ikke yde.
DET UMISTELIGE
”Men det er klart,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, ”at det er et højt velfærds- og velstandsniveau, som bliver udfordret, hvis man - - - hvis man bare ligesom kan sætte foden ind over grænsen, og uden at have bidraget til det danske samfund så får hele paletten af velstands- og velfærdsydelser.”
Statsministeren ved godt, at det ikke drejer sig om ”hele paletten”. I centrum står tre kerneydelser, som er
- gratis adgang til uddannelse,
- gratis adgang til sundhed
- og gratis adgang til en tryg alderdom.
Indskrænkes netop disse af en oppisket angst for, at nogle få skal kommer herop for at nyde vore goder uden at ville bidrage, er der åbnet en ladeport til et samfund med øget ulighed og al den splid og fortræd, der følger.
At redde velfærdssamfundet efter de retningslinjer er at udslette det. Og som bekendt er det svært at få arvesølvet tilbage, når det først er solgt.
NÆSTE BLOG SKAL HANDLE OM DANSKE VÆRDIER, SOM HVERKEN ER RØDGRØD, TOLERANCE ELLER VESTERHAVET.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar