MENS VI VENTER PÅ KATE

Jomfruoffer eller eventyrbryllup










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I det sidste årstid har jeg været til to kirkebryllupper, hvor unge, stærke, frigjorte kvinder blev gift med ditto mænd. Den ene brud blev ført op ad kirkegulvet af sin far til den ventende brudgom. Den anden brud kom alene og mødte sin vordende ægtefælle midt i kirken.
Det er små deltaljer i et stort ritual, og fuld af positive følelser for de unge betragtede jeg ikke de to forskellige møder mellem brud og brudgom som noget, der var grund til at hæfte sig ved.
En klumme i den finlandssvenske avis Hufvudstadsbladet fik mig til at genopleve de to møder på kirkegulvet. Overskriften lyder: ”Avstår Kate från den vita burkan?” Skribenten er Markus West, han skriver fra Stockholm og refererer i sin klumme til Ingrid Hedström, svensk forfatter og journalist.
Udgangspunktet for det provokerende spørgsmål er Diana Spencers ankomst til Westminster Abby den 29. juli 1981 i noget, der kan få en amatør på området til at tænke på det, som vi alle tyve år senere lærte at kende som burka.
Hedström pointerer, at vi her ser det samme hengemte symbolsprog, som når vi ser muslimske kvinder med slør. Og hendes enkle spørgsmål er, om vi er vidne til et eventyrbryllup eller ser et jomfruoffer i et patriarkalsk samfund. 
De kvikke analytiker, og dem er der virkelig mange af, kan fortsætte diskussionen med populistiske generaliseringer.
Jeg vil af slutte med, at jeg ikke kan finde ud af hvem af de to kvinder, jeg så stå brud, der var den mest frigjorte eller den mest undertrykte. De stod for deres valg og havde begge ret.
Vi lever i et kulturelt grænseland, og det giver lyst til at tage stilling til både det ene og det andet, som er lidt forskelligt fra det tilvante. Men før en fordømmelse eller latterliggørelse af brudslør eller tørklæde kunne man jo lige se på mennesket bag og finde ud af, hvem Diana, Kate eller Amina i virkeligheden er.
Har de fortjent vores hån eller medlidenhed som undertrykte? Eller er de lige så almindelige, som man kan forventes at være i et individualiseret samfund? 


ANNONCE:





Ingen kommentarer:

Send en kommentar