LYS I NOVEMBER







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Novembermørket, som ligger kompakt over den sydlige del af Finland uden et snefnug til at lyse op, har mod forventning ikke påvirket mit humør.
Jeg er tvært imod lidt euforisk. Og en del selvglad. Det kan jeg lige så godt indrømme med det samme.

ET ARBEJDSLIV GÅR TIL PAPIRMØLLEN
Jeg går nemlig og rydder op. Ikke en hvilken som helst oprydning, men en gennemgang af alt det, jeg som underviser har været igennem i mit arbejdslivs ca. 40 år. Det drejer sig om næsten hundrede samlemapper. Plus det løse. Det var begyndt at fylde for meget i reoler og garderober og store stabler langs vægge og op i hjørnerne.
Udgangspunktet var selvfølgelig, at jeg aldrig mere ville få brug for det, og det var den tanke, der i næsten præcis et år både havde tilskyndet mig og holdt mig tilbage. For tænk, hvad der var nedlagt af arbejde i tilrettelæggelse af undervisningsforløb indenfor det område, som bredt formuleret hedder dansk sprog, litteratur, kultur og samfund. Og nu skulle det smides væk.
Det er naturligvis ikke blot mine egne planer, som fylder op, meget af det er materialesamlinger, kompendier med øvelser og litteratur, eksamensopgaver og oplæg fra studerende, eller det angår ekskursioner, seminarer, konferencer, kollegialt samarbejde og så videre.
Mere end 90 pct. ryger direkte i en stor kasse, som jævnlig må tømmes. Jeg kan naturligvis ikke genlæse alt, men orienterer mig koncentreret i det forgangne. Jeg kan se, at jeg engagerede mig. Engagement kan somme tider bøde på manglende kundskaber, men kun, hvis det smitter og får de studerende i gang med at tænke og arbejde selvstændigt. Og uden faglig substans i engagementet går det trods alt ikke.

SAVNET
I det forløbne år har jeg virkelig savnet én ting fra mit lange undervisningsliv. Det er den opstemthed, man kunne få efter en grundigt forberedt og vellykket udført lektion. Man har været nervøs, for jo mere forberedelse, jo mere opdager man somme tider, man ikke ved og kan. Og jo mere minutiøs planlægning, des større risiko er der for, at tingene ikke går, som de skal. Men når man så er midt i det og egensindigheden korrigeres af samværet med de studerende, som også møder forberedte, behøver det slet ikke altid at gå som tænkt for at gå godt.
Opstemtheden kan komme, når tavlen tørres ren, eller man går hjemad. Jæs, det lykkedes! siger man til sig selv. Det gav ikke blot løn og kundskaber, men også en retning for tanken. Det sidste er ikke det mindst vigtige.
I disse dage indfinder den savnede følelse sig somme tider igen, mens jeg smider væk for kun at gemme nogle få, ofte tilfældigt udvalgte pluk fra min virksomhed. Det er en lykkelig følelse, som jeg håber, at jeg kan bære med i de næste ti, tyve eller måske hele tredive år.
Og jeg er naiv nok til at tro, at det er en tanke, som jeg har fælles med alle lærere. Vi elsker den gode lektion. Det er den, vi samler på. Det er den, der giver – eller har givet os energi til at fortsætte.

”VI HAR SKRATTAT MYCKET TILLSAMMANS”
Blandt meget andet finder jeg kursuskritik, som jeg har været omhyggelig med at indsamle. Var den troværdig, korrigerede og ansporede den. Nu ryger det meste ud.
Nedenstående, indledningen til en kritik af et kursus i dansk lytteforståelse, faldt jeg lidt i staver over. Og gemte. Under overskriften ”Positivt”, markeret med et +, skriver den studerende:

+ Kursen har varit rolig, vi har skrattat mycket tillsammans.
+ Jag har lärt mig att förstå danska.

Jeg tror på den studerende. For hvordan virker en kursuskritik, der påstår, at kurset var kedeligt, og man lærte meget?
Sammen med kærlighed til de studerende og kærlighed til faget – eller i det mindste til faget, er latter det mest effektive undervisningsmiddel, der findes.

Erindringen om den studerendes kritik giver en god fornemmelse at blive gammel på.


ANNONCE:

 

EU ELLER KAOS?



Occupy Wall Street
 PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


”EU er det eneste politiske spørgsmål i Europa i dag,
som det overhovedet er værd at diskutere.”

Ordene er den tyske filosof Jürgen Habermas’. De falder efteråret 1997 fem år efter Maastricht-traktaten, der skabte Den Europæiske Union, og nogle måneder før vedtagelsen af Amsterdam-traktaten, der skulle gøre Maastricht-traktaten smidigere og mere demokratisk.
Maastricht-traktaten blev som bekendt forkastet af danskerne, mens Amsterdam-traktaten fik et komfortabelt ja. Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet var imod, regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre samt den borgerlige opposition med Venstre og Det Konservative Folkeparti anbefalede et ja.

”DEM” OG ”OS”
I dag er Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom skeptiske, ønsker genforhandling af dansk medlemskab, kræver, at Danmark skal holde sig uden for euroen, eller taler ligefrem om udmelding. EU-projektet er blevet alt for stort og er ved at gå i stykker. Hermed befinder fremtidens politikere fra de borgerlige partier i Danmark sig mere eller mindre på linje med Dansk Folkeparti, Sannfinländarna i Finland, Sverigedemokraterna, mange ultraskeptiske britiske konservative osv.
Årsagen er indlysende og beskæmmende: Når finanskrisen truer en række fortrinsvis sydlige og katolske lande, erstattes det europæiske ”vi” af et ”dem” og ”os” lige så let, som man vender en hånd. Sammenholdet og de smukke tanker om en sikring af fred og stabilitet i Europa bliver sejlet agterud, i stedet råber den nationale egoisme:

”Man burde simpelthen starte forfra og lave et nyt samarbejde mellem selvstændige nationale stater,”

som formanden for Konservativ Ungdom, Jens Salling, udtrykker det til Berlingske Tidendes netavis den 21. november 2011.

UDEN STJERNER OG SKRÅBÅND
Desværre for Jens Salling kan intet i historien rulles tilbage, og man kan derfor aldrig starte forfra. Hans manglende omtanke viser sig også i, at ingen af EU’s syvogtyve medlemslande formelt har opgivet deres status som selvstændige nationer.
Men tænker han på den behandling, den græske statsminister Anderas Papandreou blev udsat for efter sin ønske om, at grækerne skulle tage stilling til EU-redningspakken gennem en folkeafstemning, kan han have en pointe. Vist aldrig i EU’s historie er en legitim regeringsleder blevet udsat for et sådant pres for at opgive at forankre afgørende beslutninger i et folkeligt mandat.
Reelt var der tale om at deponere landets økonomiske selvstændighed i en aftale, hvis hovedarkitekter var Tysklands regeringsleder og Frankrigs statsoverhoved. Med andre ord var et indgreb i folkesuveræniteten på trapperne. Ikke en militærjunta med stjerne og skråbånd, men et despoti light med dobbelt demokratisk legitimitet i såvel EU-forfatningen som i de nationale parlamenter - samt påskyndet af ECB (Den Europæiske Centralbank) og IMF (Den Internationale Valutafond).

TILBAGE TIL RØDDERNE
I en artikel i Frankfurter Allgemeine og Information skriver førnævnte professor Habermas om de enøjede politikere, der siger farvel til de europæiske idealer, fordi de ikke vil balancere den vildtvoksende finanskapitalisme mod vælgerkravet om rimelig indkomstfordeling og social sikkerhed. Med andre ord handler det om bankernes kortsigtede og borgernes langsigtede interesser.
Udgangspunktet for artiklen er krisen i Grækenland, men perspektivet er europæisk og globalt.
Jürgen Habermas ønsker på ingen måde at sige farvel til det europæiske, demokratiske projekt, hvis oprindelse han fortjenstfuldt har belyst i klassikeren Strukturwandel der Öffentlichkeit. Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft (1962), på dansk kendt under navnet Borgerlig offentlighed.
Udgangspunktet er og bliver de statsomvæltninger, der i Europa uigenkaldeligt starter med Den franske Revolution i 1789. Her finder vi rødderne til den nationale, borgerlige offentlighed, som i atten- og nittenhundredtallet resulterede i meget godt set ud fra en demokratisk synsvinkel, men som også udløste historiens forfærdeligste krige.

SKRÆVE LÆNGERE END BUKSERNE HOLDER
Habermas ønsker således ikke at ophæve de nationale udgangspunkter for de europæiske folks fordybede samarbejde. Med andre ord er der ikke tale om en livsfarlig opdeling af verden i et ”dem” og ”os”. Det er den slags opdelinger, der, jævnfør ovenstående, har styrket magtopportunister som Sannfinländarna i Finland og Dansk Folkeparti. Og nu er altså også fx Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom i Danmark hoppet på vognen.  
Den opdeling, som derimod ligger lige for, skal finde sted mellem befolkningernes legitime krav om social retfærdighed og finansfyrsternes grådighed, som politikerne i Europa og i USA  åbenbart mangler politisk mod til at tøjle. Her står de og skræver længere og længere, og det ser ikke elegant ud.
Opdelingen kræver tro på en demokratisk fremtid, politisk mod og indsigt i finansverdenen.
Og den haster.
For Den Europæiske Union (man kan lide den eller ej) er ved at falde fra hinanden på en ukontrolleret måde og med et resultat, hvis konsekvenser for freden i Europa og i verden ingen ønsker at tage ansvaret for.


PS Den læser, der vil vide noget om en borgerlig, demokratisk offentligheds fremvækst i Danmark, kan fx fordybe sig i Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, se http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html


ANNONCE:

MANKELL, ENGLUND OG MIN LILLE JORDVOLD










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 
I de sidste dage er jeg kommet igennem to tykke bøger, den ene har jeg læst i en behagelig lænestol, den anden har jeg hørt i min nyligt anskaffede iPod, mens jeg skovlede tolv kubikmeter jord op til en lang vold mod nabogrunden, som nu skal bebygges.
For at slippe for den sandsynlige indtrængen af gravkøer på græsplænen, markerede jeg først grundens grænse med farver og med pæle. Og for at sikre illusionen om havelivets private fred, skal jeg til foråret plante seksogtredive blærespireaer i min jordvold. Buskens kælenavn er diabolo, bladene har samme farve som blodbøgens, og den er kendt for at vokse sig stor og tæt med rasende fart.

JOURNALISTIK, ROMAN, HISTORIE
Bogen, jeg læste, har jeg tidligere nævnt i denne blog. Det er Peter Englunds Poltava. Berättelsen om en armés undergång (1988).
Bogen, jeg lyttede til, er Henning Mankells Kennedys hjärna (2005).
Mankells bog er mere journalistik end roman – i hvert fald hvis kravet til romanen er, at den skal fortælle en afrundet historie. Englunds bog er historie forklædt som journalistik i det omfang, det er journalistikkens opgave at gengive dagens hændelser med stor baggrundsviden, perspektiv og på en levende måde. Det kan indvendes, at hændelserne fandt sted for tre hundrede år siden, men selve måden at gribe stoffet an på er den rapporterende og undersøgende journalists.
Begge bøger fortæller virkelighedens historie, giver indsigt i, hvorfor ting hænder og sætter dem i en stadig bredere sammenhæng.

GRUSOMHED OG LIGEGYLDIGHED
Omdrejningspunktet i begge bøger er menneskers grusomhed og ligegyldighed over for død og lidelser, som de påfører andre mennesker for at skabe rigdom for de få.
Efter nedkæmpningen af den svenske armé til en pris af ti tusind døde og lige så mange sårede afholder zaren et festmåltid med deltagere fra både den svenske og den russiske lejr. Former og omgangstone blandt de høje officerer og embedsmænd er høvisk. Komplimenter udveksles rundt om det bugnende banketbord. Den forfinede og chevalereske sammenkomst finder sted i et grandiost telt af kostbare stoffer fra Kina og Persien.
Hvor står dette telt? Jo, midt på slagmarken omgivet af sønderrevne og døende mennesker. Den bloddrukne jord under teltet er dækket af tæpper og måtter.
Tidspunktet er en varm sommernat den 27. juni 1709.

PROFIT PÅ AIDS
Mankells bog udspiller sig i vore dage i aids-epidemiens skygge og på kanten af en underverden, hvor medicinselskaber, hensynsløse forskere og kyniske forretningsmænd, som bevæger sig langt op i magtens korridorer, slår mønt af aids-epidemiens ofre og påfører andre mennesker sygdommen i håb om at kunne frembringe en sikker vaccine.
Hovedpersonen er en kvindelig arkæolog, Louise Cantor, der forsøger at stykke årsagen til sin aids-ramte søns pludselige død sammen af stumper af information, som hun finder i europæiske, i asiatiske og ikke mindst i afrikanske lande.
Når romanen slutter, er intet opklaret. Men den vrede, som ifølge efterordet drev Henning Mankell til at skrive bogen, har han givet videre til sin hovedperson. Hun vil, med et billede fra arkæologien, fortsætte med at grave og sammenføje skærver til alting er klarlagt. For, som hun citerer den aidsramte Lucinda for at have sagt, er det ikke godt at dø, før man har fortalt sin historie færdig.

DET EVIGE FESTMÅLTID
Den afgørende forskel mellem Englunds og Mankells bøger er ikke de tre hundrede år, der ligger mellem slaget ved Poltava i det fjerne Ukraine, hvor Sveriges stormagtsdrømme bliver knust, og så den 27. december midt i det enogtyvende århundredes første tiår, da Louise Cantor beslutter sig til at fortælle sin, sin dræbte mands og søns historie færdig.
Forskellen ligger heller ikke i grusomhedernes omfang i dag og den gang og i den kynisme og ligegyldighed for alt andet end vinding og profit, de udføres med. 
Den afgørende forskel mellem før og nu er, at mens grusomhederne for tre hundrede år siden foregik åbent, forsøger man i dag at skjule det frastødende, så vi i vestverdenen ikke skal miste appetitten til vore evige festmåltider. Det frastødende skjules under kåber af bedrag om humanitær hjælp og gemmes væk i jungler og i kælderlaboratorier på fremmede kontinenter.
Henning Mankells bog viser fortjenstfuldt, at vores afskærmning mod det, vi ikke vil se, men hvis resultater vi vil nyde i fred og harmoni med os selv, er en illusion. Hans bog viser ikke afslutningen på kampen mod de grusomheder, der følger af aids. Den viser begyndelsen. Den begyndelse, som hans hovedperson Louise Cantor lover sig selv, hun vil give en fortsættelse og fuldføre.
Bliver det et ubetydeligt værn mod det uønskede, bliver det bedre end ingenting.


ANNONCE:


OPMUNTRING I NOVEMBER












PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Skønt at være i samme båd som Henrik Nordbrandt (1945) og alle andre, der heller ikke kan komme forbi november.

Året har 16 måneder

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Henrik Nordbrandt: Håndens skælven i november, 1986


ANNONCE: