DEMOKRATI OG MENTAL SUNDHED

Tvangsfodring af gæs giver stor lever til foie gras.

Det er der penge i.

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det velansete finlandssvenske dagblad Hufvudstadsbladet havde den 28. november en notits, som fortjener at blive citeret i sin helhed:

Politikersprog trussel mod mental sundhed

Politikernes kragemål kan udgøre en trussel mod borgernes mentale sundhed. Det siger Pekka Sauri, formand for Centralforbundet for mental sundhed.

Pekka Sauri mener, at den politiske jargons største problem er, at midlerne spærrer udsigten til målene. Sauri fremhæver krisen i euroområdet som et eksempel.

- Den ustandselige nyhedsstrøm om et kollaps i euroområdet kombineret med det faktum, at den politiske debat bliver koncentreret om midlerne i stedet for om målsætningerne, undergraver mere end støtter borgernes mentale sundhed, siger Sauri.

Sauri påpeger, at politikernes sprog bliver stadig mere uforståeligt, fordi det vrimler med besværlige termer som euroobligationer og stabiliseringsmekanismer.

- Depression hænger sammen med manglende motivation og fremtidstro. Hvis politikerne har tabt sigtet mod et helhedsbillede af samfundet, bliver det svært for det enkelte menneske at kortlægge sit eget liv.

RÅDVILDHED

Der er jo en del andre områder end eurokrisens, der kan få almindelige mennesker til at sukke som madammen med moppen i H.C. Andersens eventyr ”Hjertesorg” (1953) og opgivende sige sit ”jeg er kun et Fruentimmer” – et udsagn, man i feministisk forstand ikke skal lægge noget odiøst i.

Hvad madammen giver udtryk for er den nød, hun som et skrivekyndig og derfor den gang forholdsvis dannet menneske er havnet i, når opgaven bliver overmægtig. I dette tilfælde at skulle stave til ”Generalkrigskommissær”. 

 Det er muligt, at de ansvarlige politikere i dagens eurokrise kan og ved bedre end madammen, selv om deres rådvildhed i længere tid har været åbenbar. Vi kan aflæse den af deres hektiske mødeaktivitet. Men også af synspunkter og forslag, der går fra en omsiggribende eurotræthed, udtrykt i fx den finske præsidentkandidat Paavo Väyrinens ønske om at trække Finland, EU-mønsterstaten, ud af eurosamarbejdet, til supereuropæernes velkendte mantra, her med Belgiens fhv. statsminister Guy Verhofstadt ord:

Gældskrisen begyndte i Grækenland, men den begyndte, fordi vi har sytten forskellige økonomiske linjer, men én valuta. Den eneste mulighed er en fuldstændig sammenslutning.

I mine øjne er det første synspunkt udtryk for en populisme, der trives godt i kølvandsstriben efter Sandfindlænderne (= Dansk Folkeparti light), mens det andet er udtryk for en ideologi uden praktisk forankring – med andre ord den rene dumhed.

Ja-så.

Jo, faktisk: Den rene dumhed! I lighed med fx en påstand om, at hvis sytten mennesker har svært ved at få ét stykke af en kage ned, så vil det gå meget lettere for dem at spise hele kagen. Jamen hvordan skulle dette kunne ske uden tvangsfodring? Gæs, hvis lever skal svulme for at blive optimal til produktionen af foie gras, tvinges til at finde sig i det.

Men hvordan vil borgerne i euroens sytten demokratiske stater reagere på tvangsfodringen med mere EU? Mon protesterne, som jo er i gang, kan udvikle en voldsomhed, der gør tankerne om EU som et fredens projekt helt til skamme? Hvem ønsker i den situation en EU-hær?

DEMOKRATIETS KOLLAPS

Vi er med andre ord ude i en alvorlig krise, som bygger på politikernes og finansfolkenes (se min blog om finansmarkedets aktører, ”Poltava før og nu”) manglende indsigt i, hvad de foretager sig, og hvis værste konsekvens er demokratiets kollaps. I Italien har man taget konsekvensen af det ved at give statsroret til en regering af teknokrater. Begrundelsen må jo være den, at almindelige mennesker og deres folkevalgte ikke har den fornødne indsigt og er ude af stand til at gennemskue noget som helst.

Det kan der, set fra det høje nord, tilsyneladende være fornuft i. Men i et demokrati drejer det sig altså ikke om at påtvinge andre stater en abstrakt fornuft. Kernen er og bliver, at borgerne i frihed vælger ud fra egne interesser, respekterer hinandens valg og samlet tager ansvaret.

Sådan var det i den græske bystat for mere end to tusinde år siden, og sådan genopstod tanken i og med Den store franske Revolution for godt to hundrede år siden.

Og det gælder stadig. Fx også for eurolandene, der ikke bare skal stikke halen mellem benene, når det p.t. går lidt skidt. Og det gælder for supereuropæerne, der ikke skal spille op med en totalisering af politisk, økonomisk og finansiel fornuft. I dagens EU-politik kommer man ikke længst ved at slingre mellem yderligheder, men ved at holde en støt og fælles kurs baseret på gennemtænkte beslutninger.

Men borgerne skal være med, og det kræver oplysning, oplysning og stadig mere oplysning. Uden oplysning kan vi ikke handle i frihed. Uden oplysning mangler vi motivation og havner i depression uden fremtidstro. Uden oplysning giver demokrati ingen mening.

Så får vi det som eventyrets moppe, der bliver sat på gulvet, mens madammen forsøger at stave til ”Generalkrigskommissær”:

[…] han knurrede; han var jo ogsaa taget med for sin Fornøielse og Sundheds Skyld, og saa skal man ikke sættes på Gulvet. Braknæse og Fleskeryg var hans Udvortes.


ANNONCE: