Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Da jeg i Nairobi trådte ind i KLM-flyet, som skulle bringe mig til Amsterdam, blev atmosfæren med ét en anden. Det var ikke bare mig, der mærkede det. Den canadiske pige med rødder i Indien og i Afrika, der satte sig ved siden af mig i det 400-passagerers store fly, var enig.
MENTALT HJEMME
Men vi var ikke enige om vurderingen. For mens hun straks længtes tilbage til varmen og det langsomme liv sammen med forældrene i Kenya, var jeg begejstret for den airconditionerede kølighed. Og ikke mindst den humørfyldte effektivitet, de hollandske stewardesser udstrålede, når de med hurtige smil og raske håndbevægelser viste os passagerer ned ad de lange gange. Afstanden blev mærkeligt kortere. Man fik næsten lyst til at løbe.
Da jeg havde fundet min plads på seat 61J, mærkede jeg til min forundring, hvordan en anspændthed, som jeg ikke tidligere havde registreret, dampede af mig. Nu var jeg i min egen verden. Efter en nats og en halv dags flyvning ville jeg være hjemme igen. Endelig! Til hvad? En Verdensbank på knæ? Et EU i opløsning? En SRSF-regering, som Enhedslisten netop havde væltet?
– Couldn’t care less! tænkte jeg.
Og alligevel kastede jeg mig over Süddeutsche Zeitung, Financial Times og Le Monde, som jeg havde snuppet på vej ind i flyet. Og se, EU holdt stadig sammen. Mitt Romney var på vej til at blive Republikanernes præsidentkandidat, og Nikolas Sarkozy ville trods EU indføre skat på finanstransaktioner, hvilket blev udlagt som et træk i hans valgkamp.
Min medpassager, den indiske pige, havde ikke taget aviser. Da jeg skiftede fra en til en anden, spurgte hun, om jeg tit havde været i Kenya.
– My very first trip to Africa, sagde jeg og forklarede, at Nairobi blot var første mellemlanding på vej fra Tanzania til Finland.
Hun var ivrig efter at høre om min største oplevelse, og på den måde levede hun forbilledligt op til mine fordomme om canadiere som nysgerrige, venlige og kommunikative mennesker.
VAREHUS PÅ LANGS
Et øjeblik tænker jeg på at fortælle om det varehus på langs, jeg flere gange havde oplevet i Dar es Salaam, når myldretidens uendelige trafik bevæger sig i små ryk, mens motorcykler af kinesisk oprindelse med dødsforagt kiler mellem de lange bilrækker.
Bortset fra Toyotaer inklusive pickuppen Hilux af alle årgange er det gadesælgerne, der tegner billedet. På hovedet, på skulderen eller fremstrakt i hænderne tilbyder de iskolde, læskende drikke, cashewnødder fra Zanzibar, chips med eller uden chili, bananer i klaser, tørrede mangostrimler, isvafler fra en trehjulet ladcykel. Men ikke bare varer, der kan lindre de bilbårnes tørst eller lyst til at tygge, svælge og sutte. En mand kommer bærende på to stumtjenere så lange, at de næppe kan rummes i en almindelig firhjulstrækker, en anden faldbyder et multitool med blandt andet en velvoksen økse, en tredje har fire blåmalede havehakker over skulderen og en femte i hånden, cigaretter kan købes enkeltvis eller i pakke, der sælges undertøj i alle størrelser, bukser spændt ud på rammer, så man kan vurdere, om der er plads til rumpen, sjaler, duge, puder, solhatte, solcreme, de evindelige solbriller, karameller af ukendt mærke med smag af appelsin eller banan, telefonkort, kinesiske DVD’er, kolossale landkort med Tanzania og hele Afrika, tingatingamalerier med kontinentets dyreverdenen og livet i byer og landsbyer, bilværktøj, stoptrekanter, cykeldæk, plastiklejetøj, der virker som genbrug, tallerkener, spisebestik og meget andet flimrer forbi.
Handlerne foregår hurtigt. Bud. Modbud. Prisfastsættelse. Ok? Yes! Pengene ud ad det halvt åbne vindue, mens varen glider ind. Det er mænd, der står derude i heden og tjener til livets ophold. Unge, slanke, stærke, med vågne øjne. Man ser, at de arbejder hårdt i de fyrre grader celsius.
GANGARTER
Eller man lader måske blikket glide ind over rabatten, hvor tanzanianerne, dem med rod i Afrika, går til og fra arbejde. Nogle skal gå langt, mændene gør en lille knæbøjning midt i hvert skridt. Det var sådan, danske bønder gik, før blandt andet højskolerne disciplinerede gangarten til den, vi kender i dag. Det ser langsomt ud, men er i virkeligheden en jordvindende måde at komme frem på. Jeg har bjergvandret med en, der gik sådan, han var ved at tage pusten fra mig.
Nogle kvinder med højhælede sko og vestlig frisure tripper af sted. Mange med strejf af hennarødt i det glatte hår og moderne briller.
Men engang imellem toner et under af skønhed frem. Jeg ser dem som regel to og to. De går ikke. De flanerer med den langsomme rytme i kroppen, som jeg altid har set hos Poul Møllers unge piger i ”Grøn er vårens hæk”. Udtrykket er uskyld og sval sensualitet af en helt anden verden end min daglige. De er så utroligt smukke, disse unge kvinder, at det hele løber sammen for mig. Jeg bliver åndeløs, men så rykker det i køen, vi passerer dem, eller de vugger ind i skyggen ad en sidevej og forsvinder.
AFSTANDE
– Min største oplevelse, siger jeg og flytter blikket fra sædet foran mig, hvor monitoren viser et gult fly hængende over Afrika, til min canadiske medpassagers brune øjne.
Hun nikker.
– Vi var på South Beach syd for Dar es Salaam i går, begynder jeg. – Her så jeg en dhow komme ind gennem brændingen nogle hundrede meter nede ad stranden. Jeg ville se den rigtigt, på nært hold. Ikke bare som et fjernt billede af en drøm om at vugge i et smækkert fartøj over verdenshavet. Det trekantede sejl var hurtigt nede, den blev tømt og slæbt op på stranden. Smal, dyb og usandsynlig lang lå den i sandet, endnu sval og allerede tør i heden. Med den rigtige mand ved roret kunne en dhow bære mig over oceanet. Til Indien, hvis jeg ville.
– Jeg har set dem på billeder, siger hun.
– Fint, svarer jeg. – Men det var ikke den – dens skønhed på havet og sødygtighed, der var den store oplevelse. Det var selve afstanden tilbage til det skyggefulde halvtag af palmeblade, hvor mine venner sad og tog sig en slurk øl eller planlagde den næste tur gennem solen og ud i bølgerne mindre end halvtreds meter borte.
Mens jeg havde vendt ryggen til dem, havde heden ændret afstanden. Den var mangedoblet.
Hun smiler indforstået. Så dykker hun ned i en farvestrålende mulepose, der hænger om halsen på hende, og trækker et lille hæfte frem.
– Listen. Det er et citat af Julius Nyerere, Tanzanias første præsident:
”Et folk,” siger han, ”der ikke vil lære fra andre kulturer, er intet andet end et folk af idioter og tosser. At lære fra andre kulturer betyder ikke, at man skal afvise sin egen.”
Jeg ryster på hovedet, tager min franske avis, der ligger over knæene, og begynder at læse om Sarkozys seneste rævekager for at blive genvalgt.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar