DETTE HVIDE BLIK: II

På Uluguru. Hytten havde parabolantenne

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Det er en alvorlig forbrydelse at køre bort fra en trafikulykke, man har været involveret i. På blandt andet dansk har vi som kendt et entydigt fordømmende ord for fænomenet, flugtbilist. Andre sprog har lignende udtryk.
Afstandtagen fra eller fordømmelse af mennesker, der ikke hjælper andre mennesker i nød, er et tiltalende træk i alle de kulturer, hvor denne dyd praktiseres. Uegennyttig hjælp til nødlidende er tillige en kristelig dyd med reference til lignelsen om den barmhjertige samaritan, der reddede manden, som var faldet blandt røvere.

LYNCHNING
Lidt syd for Dar es Salaam fik jeg en af de første dage af min ferie en lektion i en helt anden måde at forholde sig på. I den anden vejbane kørte en personbil ud fra en sidevej, og en motorcykel tørnede med kraft imod den. Motorcyklisten fortsatte over bilens tag. Jeg nåede ikke at opfatte, om han havde hjelm. Min chauffør, en rutineret herre i sine bedste år, fortsatte uforstyrret. Den efterfølgende diskussion i bilen kan sammenfattes i følgende:
En expat, altså en tilflytter med en anden kultur og i dette tilfælde også en anden hudfarve end lokalbefolkningens, standser aldrig for at hjælpe en forulykket. Denne regel gælder også, hvis man har været personligt involveret. I stedet melder man sig på den nærmeste politistation eller endnu bedre ringer til sin ambassade. Her kan man også afgive forklaring som førstehåndsvidne. I den konkrete trafikulykke var der mange personer lige i nærheden, og chaufføren mente derfor ikke, at vores vidneudsagn, hans og mit, ville være af nogen som helst interesse eller betydning. Han havde gennemtænkt det her talløse gange og handlede derefter.
Konsekvenserne af en normal vestlig fremgangsmåde kunne blive skæbnesvangre, fastholdt han. Samtidig fremhævede han tanzanianernes store venlighed og hjælpsomhed. Desuden, at våben ikke forekom. Men i visse tilspidsede situationer kunne de reagere med eksplosiv vrede og brutalitet, og selvtægt i form af regelret lynchning kunne forekomme. I øvrigt standsede han heller aldrig om natten, eller når nogen uautoriseret person forsøgte at få ham til at gøre holdt midt på landevejen.
At en trafikulykke kunne kickstarte et kollektivt voldsudbrud og få de høflige tanzanianere til at tage loven i egen hånd, fandt jeg efterhånden forklaringer på.

DEN STORE KONFERENCE I BERLIN
Som selvstændig nation er Tanzania ikke mere end et halvt århundrede gammelt, og det tager tid og uendelige ressourcer at opbygge en retsstat og troen på, at alle bliver dømt lige uanset status. Traditionen for selvtægt er med andre ord ikke sådan lige at få bugt med i det vidtstrakte land på næsten en million kvadratkilometer.
Som hvid har man et særligt problem, for i tanzanianernes  kollektive hukommelse ligger erindringen om en grum tid som tysk, siden som engelsk koloni.
Gadau, vores guide under en vandring på Uluguru Mountains nær Morogoro små to hundrede kilometer vest for Dar es Salaam, åbnede en flig for en indsigt, jeg selv efterspurgte, men på en måde godt kunne have undværet. Han var læreruddannet, kyndig i sit lands historie og næringsliv, specielt interesseret i videnskab og teknik.
Det startede med, at vi under opstigningen passerede et vandfald, hvor en lyshåret pige havde lagt et par bukser og nogle T–shirts til tørre på en klippe. Som den høflige mand, han var, hilste Gadau helt i overensstemmelse med det lokale ritual ved at spørge til hendes velbefindende og de nærmere omstændigheder ved den situation, hun befandt sig i. Jo, hun havde det godt, manglede intet og kom i øvrigt fra Tyskland.
– Have you ever heard about the conference in Berlin 1884-85? spurgte han uden overgang.
Det havde hun så ikke.
– Den gang blev mit land tysk.
– Ok, svarede hun.
– Det indgik i Tysk Østafrika under navnet Tanganyika.
Han vendte sig og gik videre.

VED DET LILLE HOTEL
Den sidste del af opstigningen var ganske stejl, men efter endnu en lille time nåede vi vort mål, et hotel af sten bygget af tyskerne. På gavlen årstallet 1911.
Udsigten over junglen og markerne med Morogoro helt nede i bunden var svimlende. Og svimlende smuk. Tanzania er et frugtbart land. De grønne farvenuancer er talløse, men fremherskende er den skære grønne, som også indgår i flaget.
Lidt højere oppe ad bjerget, skråt til venstre, stod en bjergbonde og så ud over sine jordlodder.
Soil erosion undgås ved hjælp af klassiske dyrkningsmetoder, forklarede Gadau og fortalte, at afgrøderne for en stor del bestod af majs, mango, bananer, zucchini og kasawa, en slags kartoffel, dertil alle slags grøntsager. Ingen blev rige, men alle fik mad. I lavlandet var det lettere at dyrke jorden. Her fandtes farme, der blev drevet af hvide.
Han pegede på det lille hotel med facade og døre overmalet med graffiti. Forfaldet var til at tage og føle på, lugten indenfor de skamfilede døre var muggen.
– I gamle dage var der anlagt kørevej helt herop.
Vi havde åbenbart vandret på en del af den, nu var den så forfalden, at det var svært at forestille sig, at der havde ligget en vej, som hestevogne eller automobiler havde kunnet færdes på.
Den medbragte mad blev spist siddende i græsset på en stort anlagt terrasse foran hotellet. Gadau var forundret over at høre, at vi vesterlændinge overhovedet kunne komme på tanken at spise gående, og at der i vores kultur kunne være knyttet prestige til at gå på gaden og drikke kaffe.
Jeg forstod det på den måde, at man med en sådan opførsel udviste foragt for mad og drikke. Ikke, at man var en travl mand med en  vigtig opgave.

ANGRY WITH THE GERMANS
Da vi var kommet halvvejs ned, spurgte jeg Gadau, om han var ”angry with the Germans”.
– Not at all, svarede han.
– But…, sagde jeg.
– Tyskerne var brutale.
Det kom helt uden overgang. Han talte roligt. Smilede, som han plejede.  Men indignationen bag ordene var det ikke til at gå fejl af. Der lå et udbyttet kontinents vrede under.
– De ville have rigdommene. Tog kvinder, som det passede dem. Tvang os til at arbejde, så de kunne nyde. Dræbte, når de havde lyst. De var ustyrligt rige. Ustyrligt grusomme. Vi var de fattige.
Han trak paralleller til krigen i Irak, og jeg følte mig dømt for al slags medvirken i både gammel og moderne kolonialisme og imperialisme. Mon han kendte til Danmarks kolonier i Vestafrika og hele trekantshandelen, der fragtede sorte slaver til de Dansk Vestindiske Øer?
Jeg ville undskylde og forklare. Men forklaringer og undskyldninger var tomme ord. Jeg var dømt på forhånd. Og jeg indså, at der var en grund til, at de lod tyskernes kørevej og det lille hotel forfalde. For stod det ikke som en erindring om et utilgiveligt hærværk imod dem?
Da vi tog afsked med hinanden på en benzinstation nede i Morogoro, fik jeg en afrikansk mandeknuser af ham. Min højre og hans venstre skulder mod hinanden. Derefter omvendt.
Gadau fik det honorar, han havde bedt om.


ANNONCE: