DETTE HVIDE BLIK: III

Hvid eller sort? To klassiske skulpturer på Nordic House i Dar es Salaam.


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.








På de strande med barer, soltag og swimmingpool, som jeg besøgte under mit ophold i Tanzania og på Zanzibar, så jeg stort set kun hvide mennesker. Derimod var arbejdskraften, så vidt jeg husker, altid lokal. Det vil sige sort.

DET RENE DRIVERLIV
Til stranden kommer jeg, fordi jeg har god tid og vil slappe af. Se ud over vandet. Plaske og pladre med mine venner. Gå lidt rundt. Men ofte mærkede jeg en gnavende irritation over de mennesker, som var på arbejde, men undte sig den selv samme luksus. Sad vi ikke her i den overmægtige varme og havde virkelig brug for en kold øl, for eksempel?
     For en kop kaffe var ventetiden typisk som følger: Vente på tjeneren 10 minutter + vente på kaffen 10 minutter + vente på regningen/byttepenge 10 minutter = 30 minutter.
     Og det tog mere end en halv time, hvis kaffemaskinen endnu ikke var sat i gang.
     – Hvad laver de dog, var det ofte usagte spørgsmål, som også ramte dem, hvis opgave det for eksempel var at holde stranden ren for papir og flasker fra nattens fest. Samt andet skidt, som skyllede i land. Men som ofte sad i skyggen, kikkede ud i luften, småsnakkede uden at gøre noget.
     Mens jeg måtte kæmpe energisk med mig selv for at kunne hengive mig til driveri og dovenskab, oplevede jeg gang på gang fuld udfoldelse af netop denne kunst som en naturlig færdighed hos landets egne indbyggere. Med andre ord blev den luksus, som jeg havde arbejdet hårdt og sparet sammen til for at kunne nyde i fulde drag, administreret af de lokale som en selvfølgelig del af hverdagslivet.

DEM OG OS
Én tanke er, at tanzanianerne ikke er kommet så langt i deres udvikling som os, der betragter dem med vort hvide blik.
     Tanken er ikke ligefrem fremmed for mennesker, der er født og opvokset i samme land som Jantelovens skaber Aksel Sandemose. Den langer som bekendt ud efter dem, der tror, at de er lige så meget, klogere og bedre end netop os.
     En anden, meget ubehagelig tanke er, at det liv, vi lever, måske slet ikke er så attraktivt. Mange lider af stress. Er det virkelig en kunst, også afrikanerne må se at lære?

RETTEN TIL DOVENSKAB
Paul Lafargue (1842-1911), fransk-kreolsk socialist med rødder på Cuba og svigersøn til Karl Marx, der for tiden synes at få en renæssance, skrev i 1880 en serie artikler i avisen L’Égalité. De blev året efter udgivet samlet under den provokerende titel Le droit á la paresse (Retten til dovenskab, dansk oversættelse i 1970). Pamfletten regnes vistnok for Lafargues eneste originale værk. Den opnåede som marxistisk utopi hurtigt en uhyre popularitet blandt datidens socialister, og den skal blandt andet læses som et opgør med et destruktivt begær efter arbejde, som en asketisk og lystfjendtlig socialisme mere eller mindre havde adopteret fra kapitalismen.
     Et lag dybere i historien ligger opgøret med den protestantiske etik, hvor Guds nåde måles på det vel gennemførte arbejde. Følgen af denne forestilling er en udbredt tradition for ustandselig arbejdsomhed, en galskab, som ifølge Lafargue skaber menneskelig ulykke.
     Men der er hjælp forude. For hvad er den industrielle revolutions maskiner skabt til andet end til at befri mennesket ved at udføre det slid, som har trælbundet det i hele dets historie?
     Paul Lafargues tanker slog aldrig igennem, og arbejdsfrihed er endnu ikke et officielt mål I nogen stat, jeg kender til.
     Tværtimod!

ARBEJDSFRIHEDENS SPØGELSE
Efter mine relativt få, men absolut sammenfaldende oplevelser er jeg dog ikke fri for at føle arbejdsfrihedens spøgelse som et tanzaniansk kulturfænomen. Netop Arbejdsfrihedens spøgelse er titlen på en bog, som Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer (SABAE), der modarbejdede arbejde for arbejdets egen skyld og i stedet ville gøre det til et middel for øget frihed, udgav i 1979 på Husets Forlag i Århus.
     Og at det er et spøgelse med al den uhygge, der er hæftet til et spøgelse, står klart for mig. Det absolut værste er, at det truer min arbejdsmoral, der er mit hele eksistensgrundlag. Som følge deraf skælder jeg ud over dovent tjenestefolk og koncentrerer mig om de rejser, hoteller og restaurationsbesøg, som jeg ærligt har fortjent, fordi jeg har tjent op til dem ved at løbe stærkere og længere på kortere tid.

KORRUPTION
Ser vi et øjeblik væk fra de brede lag i den tanzanianske befolkning og betragter ministre og embedsmænd, står det i et større geografisk perspektiv klart, at netop disse udvalgte tjenere af folket har forstået betydningen af et liv i relativ luksus. Blandt andet fordi de uden den er uden status og følelse af ligeværd med deres politiske ligemænd og forhandlingspartnere fra vestlige stater. 
     Midlet til at opnå status og rigdom er i mange fattige lande korruption. Fænomenet er alt for udbredt, også i Tanzania.
     Paradokset er, at netop den korruptionsbekæmpende bistand således kan generere den korruption, den vil bekæmpe. På den måde opstår der på et højt niveau rollemodeller for korruptionen, hvad der over en bred front gør det endnu vanskeligere at komme den til livs.

VED OISTER BAY
Og så er jeg igen tilbage ved de indhegnede og bevogtede villaer nær Oister Bay i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam. Flere gange så jeg en uniformeret vagt foran den mur, der angiveligt omgav den amerikanske ambassadørs bolig. Han, eller hans afløsere, havde taget opstilling et par skridt fra muren med front imod den. Støvlerne var blankpolerede, pressefolderne som knive, og hænderne holdt han stramt på ryggen, mens han med et interval på et par sekunder så skiftevis til højre og til venstre.
     Hvad var det, han var så bange for skulle kravle over muren og true ambassadøren?
     Arbejdsfrihedens spøgelse?
     Den lange strand nogle få hundrede meter fra den mur, han bevogtede, var et populært samlingssted for lokalbefolkningen. Det var en fin strand om end lidt flad og fyldt af koralrev, hvad der stedvis gjorde den noget vanskelig at færdes på. Der var altid nogle hundrede, der stod i strandkanten og kikkede ud over havet, sad i sandet, spillede boldt eller måske stod og snakker. En eftermiddag gik jeg hen langs den og fulgte den et par kilometer.
     På den tur var jeg den eneste med hvid hudfarve.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar