BØRNEHJEMSBØRN OG ANDRE DÆMONER

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

At aflytte podcasts på en transportabel afspiller er en fortræffelig måde at få mening i en ellers triviel beskæftigelse som at skovle sne eller cykle til supermarkedet. Eller det afleder opmærksomheden fra den uundgåelige smerte, som stærkere fysiske aktiviteter medfører. P.t. lytter jeg helst til Dorthe Chakravartys fortræffelige udsendelsesrække ”Alle tiders historie”. Den kan nås på http://www.dr.dk/P1/Alletidershistorie/Arkiv/20050818102629.htm

DE VED IKKE BEDRE
I går aftes sad jeg imidlertid ved computeren og rodede længe efter et citat fra en podcast om børnehjemsbørn indspillet på Forsorgsmuseet i Svendborg. Det er en mand, som har tilbragt sin barndom og ungdom på børnehjemmet Kragelund, der har ordet:

        Som barn græd jeg.
        Som ung slog jeg.
        Som voksen tænkte jeg:
        De ved ikke bedre,
        når jeg blev kaldt børnehjemsunge.

    Når formuleringen går lige til hjertet, er det sikkert, fordi den har genklang i en kristen kulturtradition med udgangspunkt i Jesu andet korsord. Det handler om dem, der piner og korsfæster ham, og som ikke ved bedre. Netop denne uvidenhed er grunden til, at han beder Gud om at tilgive dem.

        Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.

DET STORE SPØRGSMÅL
Børnehjem har eksisteret i Danmark siden midten af attenhundredtallets første halvdel. Dengang, som senere, var det forældrenes nød, sygdom eller død, der var årsagen til børnenes anbringelse. Man skal dog ikke tro, at de havnede der for deres egen skyld. Sådanne bevæggrunde kom først i front halvandet hundrede år senere.
    Næ, i de onde, gamle dage, var ønsket at beskytte samfundet mod, at børnene voksede op som kriminelle. I stedet skulle de opdrages til at blive duelige tjenestefolk, karle eller piger.
    Så kommer det store spørgsmål, som ligger i citatet fra Kragelundbarnet: Hvad så, når børnene er kommet ud og skal begynde deres tilværelse som voksen:
    – Vil vi, de normale, have dem som svigersønner og svigerdøtre?
    – Vil vi, de normale, ansætte dem i vores firma, i staten og i kommunen?
    – Vil vi, de normale, byde dem velkommen som vore naboer?
    – Vil vi, de normale, kaste den første mistanke på dem, hvis noget bliver stjålet, eller der sker
en værre forbrydelse?
    Når jeg lytter til min podcast, forstår jeg, at det vil vi, de normale, ikke. Barnehjemsbarnet var den tids outcast, som nådigt blev accepteret. Det var vores grønlænder, neger, araber, prygelknabe. For det havde et stempel, ikke synligt som en anden hudfarve, øjenstilling eller et forkert tørklæde.
    Men som en indre, genetisk orm skulle det anderledes og farlige krybe frem og antaste vores, de normales, rettigheder, nattesøvn og sikkerhed.
    Ser jeg fra mit pessimistiske hjørne, er der tilsyneladende stadig en næsten uendelig lang vej igen, før forestillingen om den forkerte anden vil ophøre at dæmonisere bevidstheden hos os, de normale.
    Bevidstheden om det kan gøre mere ondt end værkende muskler.


ANNONCE: