KONTROL – OVERVÅGNING – TORTUR


Tortur i Danmark blev afskaffet af Struense i 1771







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


  
EU ønsker at installere overvågningskameraer på EU-landenes fiskekuttere for at kunne kontrollere udsmid af utilsigtede fangster, dvs. af fisk, der er for små eller uønskede. Afhængigt af hav og fiskefartøj udgør sådanne bifangster fra 20 til 60 pct. af fangstmængden. De reducerer fiskebestanden og øger forureningen. Konsekvensen er overfiskede og forurenede have samt import af over 60 pct. af den fisk, der konsumeres i EU.
Jeg hørte om problemet for nogle dage siden i den stærkt anbefalelsesværdige nyhedsudsendelsen Aktuellt 17 i den finlandssvenske kanal Radio Vega. Problemet var nyt for mig. Naturligvis måtte jeg bifalde ønsket om at løse det. Men måden at gøre det på virkede skræmmende, fordi den er endnu et eksempel på samfundsmagtens tro på kontrol, trussel og straf som et universalmiddel til fremskridt.

DEN PERMANENTE MISTANKE
For fremtiden skal fiskeri, en lovlig virksomhed, fra de største til de mindste både overvåges på grund af et HVIS NU...
Således påtager den stærke stat sig endnu engang retten til at beskytte sine borgere mod kriminalitet ved også at involvere hypotetisk kriminelle. Ingen skal føle sig sikker for mistanke.
Tillid er en by i Rusland.
Bag den permanente mistanke finder vi et menneskesyn, der efter min opfattelse egentlig ikke hører hjemme i et demokrati. Derimod passede det godt til enevældens diktatur for et par hundrede år siden. Her kunne staten krænke individet, uden at den mistænktes skyld var slået fast juridisk.
Det evige skrækeksempel er de franske lettres de cachet, en kongelig arrestordre, som politiet eller indflydelsesrige privatmænd kunne udfylde med navnet på den, de ville have stuvet af vejen i statsfængslet Bastillen. Sådanne lettres de cachets kunne bruges mod mistænkte, der ikke fandtes beviser imod, eller mod personlige fjender.

OVERVÅGNING SOM PRINCIP
I retsstaten, derimod, er den ikke lovligt dømte uskyldig. Kollektiv straf hører lige så lidt som kollektiv mistanke til i et samfund af frie og lige individer. Med den amerikanske uafhængighedserklæring og de franske konstitutioner fra 1700-tallets slutning indgik borgerne i et forpligtende fællesskab, hvor individet ikke måtte sætte sin vilje igennem over for fællesskabet, og fællesskabet på sin side skulle respektere de frie borgeres private anliggender.
Det, som er mit problem, er ikke den konkrete overvågning. Den kan være motiveret. Det er overvågning som et princip med efterhånden ubegrænsede muligheder. Som den svenske EU-parlamentariker Isabella Lövin fortalte i indslaget i Aktuellt 17 om overfiskning, findes der nu et overvågningskamera i enhver taxa i Stockholm. Så også i den mindste fiskebåd skulle det uden problemer kunne installeres.
For vel omkring tyve år siden var der heftige diskussioner om elektronisk overvågning af mennesker, som færdedes på gader og stræder, i banker osv. Hermed gjorde den permanente mistanke til borgeren som potentielt kriminel sit indtog i en ny skikkelse. Men vi skulle ikke bekymre os, for overvågningen var bare et middel til finsortering, og med teknikkens udvikling ville alting blive sikrere og bedre.
Siden er der dukket overvågningskameraer op overalt. Min nabo har et, jeg møder dem på motorvejen, på gader og stræder findes de i mængder, bankerne og guldsmede tager man særligt hensyn til osv.

FJENDER OG BEDRAGERE OVERALT
Det skjulte signal, alle disse kameraer sender til os, er, at vi lige så godt først som sidst kan vænne os til at se en mulig lovovertræder, trussel eller fjende i enhver, som krydser vores vej. Eller i os selv. Efterretningstjenesters overvågning af medborgere krævede og kræver en dommerkendelse, nu er det frit frem.
Elektronisk kontrol af arbejdstagere ved påstået sygdom er ikke længere et teknisk problem. Påstanden om feber og rød hals kan sagtens tjekkes elektronisk. Gennem en frivillig ordning med løfte om lønforhøjelse kan sådant let indføres. Og den, der tilslutter sig, har hele tiden det gode argument, at hun eller han jo intet har at skjule, så hvorfor ikke?
Hvad med at glemme princippet om, at vi har domstolene til at fastslå skyld, og i stedet vende den og indføre princippet om, at borgerens første pligt er at bevise sin uskyld?

ALT FOR DET FÆLLES BEDSTE
Den glidebane, optrapningen af elektronisk overvågning har været inde på i de sidste år, begrundes med påstanden om det fælles bedste. Det er også tanken om dette det fælles bedste, der ligger til grund for en netop påbegyndt diskussion i de danske medier med udgangspunkt i endnu en fodfejl begået af den tilsyneladende permanent uheldige helt, Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal. I løbet af nogle få timer tvang omstændighederne, dvs. regeringssamarbejdet, ham til at ændre standpunkt fra at være absolut imod tortur til at acceptere fremmede efterretningstjenesters indberetninger, som var et resultat af tortur.
Straks efter kom De Konservatives retspolitiske ordfører Tom Behnke på banen med en i og for sig følgerigtig erklæring om, at også i Danmark kunne tortur være nødvendigt for at hindre terrorisme. At Tom Behnke straks blev banket på plads af sit parti var forventeligt. Men denne pæne repræsentant for det pæne parti De Konservative opnåede alligevel noget. Vel fik han ikke gjort diskussionen om tortur stueren, men nu har andre en meget bedre mulighed for at fortsætte, hvor han måtte slippe, for at fremme indførelsen af det, som PET’s tidligere operative chef Hans Jørgen Bonnichsen har kalde ”det ondeste af det ondeste”.
Bag brugen af tortur ligger forestillingen om, at en enkelt må lide for at redde hundredtusind. Eller måske titusind. Eller tusind. Eller én. Samtidig er det alment kendt, at tortur kun sjældent fører til brugbare oplysninger, samt at også uskyldige bliver torteret.
Men man kan også vende sagen på hovedet og stille spørgsmålet: Hvor mange uskyldige skal torteres i håbet om at redde ét liv? Et alvorligt svar er ophøret af tanken om tortur som praksis for at fremtvinge oplysninger til det fælles bedste. Eller med andre ord:
Ingen skal torteres.
Det var vel, hvad Villy Søvndal oprindeligt mente. Det var ikke stuerent. Men det er et godt udgangspunkt for en videre debat, og som sådant ingen fodfejl.

EN NY SIKKERHEDSKULTUR
Jeg skal være den første til at erkende, at overvågning og tortur ligger i hver sin ende af skalaen i den nye sikkerhedskultur, som er ved at vokse frem. Grundproblemet, der også kommer til syne i forebyggende krige og tilbageholdelser i lejre som Guantanamo, er i og for sig enkelt. Det kan nedskrives til, at en mistænkts skyld altid skal fastslås juridisk. Det var ikke tilfældet med Irakkrigen. I Guantanamo sidder mennesker uden lov og dom. Hvem sagde administrative udvisninger i Danmark?
Juridisk holdbare beviser for skyld er et fundament i vort demokrati, som hviler på den bekendte adskillelse af den udøvende, den dømmende og den lovgivende magt.
At for eksempel en Stalin kunne forkaste tillid, fordi kontrol i hans despotiske tankegang var bedre, har intet at gøre med den ånd, som vort demokrati er udsprunget af. Her er kernen, at mennesket, som er begavet med en fri vilje og en fornuft, i samspil med sine medmennesker kan skabe et stadig mere menneskevenligt samfund. Lige nu er der en del, der går den forkerte vej.
For til slut at vende tilbage til overvågning og udkast af uønskede bifangster. Der er faktisk metoder under udvikling til at undgå overfiskning. På svensk (jeg har desværre ikke kunnet finde et dansk udtryk for det) hedder det ”storskaligt reduktionsfiske”, og det kan den interesserede jo google videre på.
Det har fremtiden for sig.


PS Rens van Munster har 20.3.12 i Dagbladet Information en i denne sammenhæng læseværdig kronik, ”Tortur er et opgør med demokratiets arvegods”.

Har man lyst til at læse mere om en forudsætning for indførelsen af demokratiet, nemlig Oplysningstiden, og kampen i Danmark for at udbrede dens idéer, kan man fortsætte med fx Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, se fx http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html


ANNONCE:

NAVNET HELSINGFORS







Foto Peter Slotte



PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.






Vistnok første gang, jeg hørte navnet Helsinki i en danskers mund, var på Åland i slutningen af 1980’erne. Journalisten Jørgen Dragsdahl forsvarede sin brug af ordet med, at det var tre bogstaver kortere end Helsingfors og derfor prisbilligere i en trykt tekst.
Sådan!
Det var et argument, det ikke var til at skyde igennem. Det forsøgte jeg ikke den gang, og det vil jeg heller ikke forsøge nu.

ENCYKLOPÆDIEN VILDLEDER
For et par dage siden fik jeg en mail fra en god, dansk ven, som burde vide bedre, men insisterede på at anvende den finske form af navnet på Finlands hovedstad. Han gjorde det under henvisning til Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi, se http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Finland/Geografi/Helsingfors

Helsingfors, det svenske navn for Finlands hovedstad Helsinki.

I det tosprogede Finland reguleres brugen af bynavne af sproglove. En bys hovednavn afgøres af befolkningsflertallets sprog, og den finske form Helsinki er således den korrekte for hovedstaden, hvis ikke sammenhængen er historisk eller specielt svensk. Læs mere om byen under Helsinki.

Artiklen er desværre vildledende.
I sproglovgivningen i Finland tales der ikke om hoved- og binavne. Derimod er der i Finland en grundlovssikret ret til to nationalsprog, finsk og svensk, som er ligestillede. På samme måde hersker der fuldstændig ligestilling mellem personer, der tilhører de forskellige sproggrupper.

EN- OG TOSPROGET
På kommunalt niveau taler man om tosprogede, ensproget svenske eller ensproget finske kommuner. En kommune er tosproget, hvis  det sproglige mindretal indbefatter mere end 8 pct. af indbyggerne eller mindst 3.000 personer.
For at en tosproget kommune skal erklæres ensproget, skal mindretallet synke til under 6 pct. eller 3.000 personer. I tosprogede kommuner, hvor der findes parallelnavne, nævnes majoritetens før minoritetens, fx Turku før Åbo.

SVENSKE OG FINSKE NAVNEFORMER
Ved grundlæggelsen i 1550 havde Helsingfors kun ét navn, det svenske. Dets to dele er velkendte fra andre nordiske sprog, fx har vi i Danmark Helsingør, svenskerne har fx Orrefors.
Formen Helsinki er en senere konstruktion. Sproghistorisk er det en fonetisk tilpasning til navnet på sognet Helsinge nord for Helsingfors. Førsteleddet er uforandret svensk, mens sidste stavelse blev tilpasset finske udtaleforhold. Siden fandt navnet Helsinki anvendelse som den finske parallelform til navnet Helsingfors.
Det skal bemærkes, at parallelformerne har forskellig baggrund.
– Navnene Turku – Åbo er opstået uafhængigt af hinanden.
– I tilfældet Nystad – Uusikaupunki er der tale om oversættelse fra svensk til finsk.
– Helsinge – Helsinki er som set en tilpasning.
– Hybriden Uusikaarlepyy er både en oversættelse og en tilpasning af Nykarleby, grundlagt i begyndelsen af 1600-tallet, mens den finske form først skabes ca. to hundrede og halvtreds år senere.
Med udgangspunkt i finsk/finlandssvensk og nordisk sproghistorie er der gode argumenter for at anvende svenske former på dansk, der i lighed med svensk tælles blandt de nordiske sprog.
Svenske stednavne i Finland er, som navneforskeren Peter Slotte skriver i artiklen ”Våra ortnamn för utlandet” i Yhteinen nimiympäristömme  (1999) ikke

någon slags andrahandskonstruktioner som har åstadkommits för att tillgodose envisa finlandssvenskars behov av särskilda namn.

FINSKE OG SVENSKE NAVNEFORMER PÅ FREMMEDE SPROG
I citatet fra Gyldendals åbne encyklopædi henvises der til sproglove. Det er tilsyneladende en tung henvisning, men i virkeligheden er den indholdstom, idet der i Finland ikke findes lovgivning om anvendelse af navne på andre sprog end finsk og svensk. Sådanne love findes mig bekendt heller ikke i Danmark.
Derimod har de finske og svenske sprognævn på Forskningscentralen för de inhemska språk (Focis) i januar 1997 skrevet en fælles rekommandation angående anvendelsen af finske og svenske navneformer på fremmede sprog, se
Ifølge rekommandationen er det motiveret at tage hensyn til ikke blot stedets sproglige status (har stedet en ensproget eller tosproget befolkning), men også til det sprog, teksten skrives på. På den måde står sprog, som er nært beslægtede med finsk henholdsvis svensk, i en særstilling. Konsekvensen er altså, at hvis man er dansker eller svensker, bruger man Helsingfors, er man fra Estland eller Ungarn, bruger man Helsinki.
Men der er en tilføjelse:

I skandinaviska språk används de svenska namnen, om det inte på språket i fråga finns ett annat etablerat namn på orten.

Med andre ord: Hvilket navn er det etablerede navn for Finlands hovedstad på dansk?
Før olympiaden i 1952 var der ingen tvivl. Navnet var Helsingfors. Men i kølvandet på den store sportsbegivenhed blev formen Helsinki totalt dominerende i den store verden.
I Danmark tog det lidt længere tid. Hvornår formen Helsinki slår igennem for efterhånden at blive enerådende i fx dansk nyhedsformidling er mig bekendt ikke udredt. Jeg mærkede det som sagt i slutningen af firserne og har en fornemmelse af, at skiftet hænger sammen med ændringen af andre navneformer rundt om i verden, fx blev Rhodesia til Zimbabwe og Godthåb til Nuuk. Det er ændringer, der må ses som en sproglig sympatierklæring til de afrikanske og eskimoiske lokalbefolkninger, og de vandt naturligvis positiv genklang i det officielle Zimbabwe og det officielle Grønland.
Jeg forestiller mig, at denne for visse områders vedkommende rigtige tankegang er gået i selvsving, og at dette er grunden til, at det nordiske Helsingfors i danske munde og penne er blevet til det finske Helsinki.

SUOMESSA PUHUTAAN SUOMEA!
Set i dette perspektiv tager danske brugere af navnet Helsinki stilling i den permanente sprogstrid mellem finsk og svensk, en strid, som det officielle Finland har løst ved at grundlovssikre begge sprog og begge befolkningsgrupper som ligeberettigede. På det politiske plan er striden med de populistiske og racistiske Sandfinlændernes indtog i parlamentet med 19,1 pct. af de afgivne stemmer efter valget i 2011 ifølge genkommende rapporteringer i medierne blevet grovere. Det skal bemærkes, at de aggressive udspil stort set udelukkende kommer fra finsktalende.

Suomessa puhutaan suomea! (I Finland taler man finsk!)

er et udråb, vist alle finlandssvenskere i Helsingfors har mødt, når de formastede sig til at bruge deres grundlovssikrede modersmål i fx offentlige transportmidler. Jeg har erfaret, at finlandssvenske børn i det centrale Helsingfors har holdt kæft af frygt for at få tæv, hvis de talte svensk på gaden.
Der er som set gode sproghistoriske og aktuelt politiske grunde til, at danske sprogbrugere genoptager anvendelsen af navnet Helsingfors for Finlands hovedstad.
Skal man i samme åndedræt også tage hensyn til Finlands nationale historie, er der ingen grund til at tro, at Finland uden svensk indflydelse ville have eksisteret som selvstændig nation. Men det er en lidt længere historie.


ANNONCE:

DA EN KONGE VAR EN KONGE


Christian IV, malet af Pieter Isaacsz ca. 1615










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Christian IV besøgte i 1606 sin engelske kollega James I. I et brev til sin ven Sekretary Mr. Barlow fortæller den engelske digter Sir John Harrington (1561-1612) om festlighederne omkring besøget. Det indtrufne slog ikke skår i værdigheden hos Danmarks heltekonge.
Derimod er der nu til dags ingen ende på forargelsen, når royale personer begår mindre fejltrin ved festlige lejligheder. De kan næsten ryste monarkier, i hvert fald de nordiske.
Nedenstående er et brudstykke af John Harringtons beretning om Christians besøg for fire hundrede og seks år siden:

En dag holdt man en stor fest, og efter middagen fremvistes optrin med Kong Salomon, hans tempel og Dronningen af Sabas ankomst, arrangeret af Jarlen af Salisbury og andre, eller (må jeg hellere sige) skulle have været vist majestæterne. – Men, ak, vor opførelse understregede kun, at denne, som alle andre verdslige ting, må mislykkes for os arme dødelige, når vi ret ønsker at fornøje.
Damen, der spillede rollen som dronningen, kom bærende med kostbare gaver til begge majestæterne, men, da hun overså trinene, der fører op til baldakinen, tabte hun skrinene ud over den danske majestæts skød, og faldt selv omkuld for hans fødder, eller jeg tror snarere, hun ramte ham i ansigtet. Stor var forvirringen og opstandelsen; tørklæder og servietter kom frem for at tørre det hele af.
Hans Majestæt kom på benene og ville danse med Dronningen af Saba; men han trimlede om og kravlede rundt for fødderne af hende, hvorpå han blev båret ind i et sideværelse og lagt i en pragtseng, som blev stærkt tilsølet af de af dronningens gaver, som hans klæder havde modtaget såsom vin, creme, gélé, kager, krydderier og andre gode sager.
Underholdningen og forestillingen gik videre, men de fleste af aktørerne sakkede agterud, eller faldt omkuld; deres øvre regioner var i den grad i vinens sold. Nu kom, pragtfuldt klædte, Håbet, Troen og Barmhjertigheden; Håbet forsøgte at tale, men takket  være vinen blev hendes bestræbelser så matte, at hun trak sig tilbage og udtalte håbet om, at kongen ville undskylde hendes kortfattethed. Troen stod så alene tilbage, for jeg er sikker på, at hun ikke blev støttet i sit kald, og forlod  vaklende hoffet.
Barmhjertigheden kastede sig for kongens fødder og syntes at dække over de mangfoldige synder, hendes medsøstre havde begået; det lykkedes hende at gøre reverens og overbringe sine gaver, men hun sagde, hun ville vende hjem igen, thi der fandtes ingen gave, som Himlen ikke allerede havde givet Majestæten. Hun sluttede sig derpå til Håbet og Troen, som begge var ilde tilpas og ofrede i forhallen.
Dernæst kom Sejren, i skinnende rustning, og præsenterede et pragtsværd til kongen, som ikke modtog det, men greb ved siden af; hende lykkedes det at hylde kongen med et sælsomt sammensurium af versificationer. Men Sejren triumferede ikke længe; thi hun blev ført bort som en svækket fange efter mange beklagende ophævelser, og lagt til hvile på trinene til forværelset.
Nu kom Freden og stred sig frem mod kongen, men det smerter mig at måtte berette, hvor megen vrede hun røbede over for sine tilhængere, og, stik imod sin lignelse, kæmpede med sin olivengren og smurte hovederne på dem, der modsatte sig hendes komme.

Om Christian sad på tronen eller kravlede rundt ved siden af den spillede ingen rolle i en tid, da en konge var en konge.
Og ingen skal bilde sig ind, at han blev beskyttet af datidens mangel på massemedier.


ANNONCE: