PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Stina om Stina och konsten att intervjua (2011) har givet ny næring til en af mine yndlingsfordomme, som jeg skal præsentere til allersidst i denne blog.
Stina om Stina er skrevet af Stina Lundberg Dabrowski og udkom sidste år på Bokförlaget Atlas. Forfatteren er en af Sveriges førende journalister og professor ved Dramatiska instituttet i Stockholm.
Blandt hendes interviewpersoner finder vi blandt andre Hillary Clinton, Leonard Cohen, Catherine Deneuve, David Bowie, John Travolta, Michail Gorbatjov, Mia Farrow, Madelene Albright, Muammar Gadaffi, Madonna, Nelson Mandela, Arnold Schwarzenegger, Ulf Lundell og Margaret Thatcher.
Finere kan det ikke blive.
DINE FEJL ER DIN BEDSTE LÆREMESTER
I bogen møder vi hende selv som voldtægtsoffer, narkoman og selvmorderske. Hun lægger heller ikke fingrene imellem, når hun stilfærdigt, men med skarp indlevelse, arbejder for at nå sine interviewpersoners smertepunkter.
Ifølge forordet skrev hun Stina om Stina i stedet for en lethåndterlig lærebog. Og tak for det, for i stedet for at hænge fast i lange udredninger, der let kunne bidrage til den akademiske begrebsforvirring, viser hun med levende eksempler, hvad der gik galt og godt og hvorfor.
Og det er af netop sine fejl, man lærer noget, ikke af sine sejre, fremhæver Stina Lundberg Dabrowski.
Dette er selvfølgelig en velkendt pædagogisk pointe, men får man den demonstreret gennem en hudløs selvudlevering af hendes egne nederlag, det gælder især interviewet med filmstjernen Catharine Deneuve, får synspunktet virkelig pondus.
VÆGTEN AF AT LYTTE
At interviewer kræver styrke i forberedelsen og mod og list i udførelsen fremhæves gang på gang. Men trods alle forholdsregler kan man ikke være sikker på, hvor man havner. Her kan jeg ikke lade være med at sende en tanke til den gamle krigsteoretiker Carl Philipp Gottlieb von Clausewitz, der i Vom Kriege fremhæver, at krigens gang og dens udfald aldrig er givet på forhånd.
Nu fremstår interviewer jo sjældent som en kamp, formen må gerne ligne den gode samtales, hvor de to parter både giver og tager, mens de lytter og aflæser hinanden. Men tag ikke fejl, i sit udgangspunkt er interviewet interviewerens kamp for at erobre interviewpersonens inderste tanker. Det måste göras med varsamhet och respekt. som bogens afsluttende ord lyder. Her er et paradoks, som virkelig kræver sin kvinde.
I forordet, der hedder ”Tillkortakommnanden”, på dansk ”Nederlag”, giver Stina Lundberg Dabrowski hovednøglen til interviewprocessen:
Jeg skriver om vægten af at lytte og af virkelig at se den, du interviewer. Kan du indoptage og reflektere uden at afskærme dig fra det, du hører, så vil den, som taler, fortælle mere.
KUNST, FORSKNING – OG INTERVIEWER
Denne holdning til interviewet fritager ikke intervieweren fra forberedelse, men den giver mulighed for med (tilsyneladende!) enkle midler at få svar på det, hun ikke på forhånd kendte spørgsmålet til. Hermed har hun overskredet grænsen til det forudsigelige og har her nået et niveau, som kendetegner kunst og forskning.
Jo, også forskning, nemlig den forskning, der ikke er hakkelse til døgnets rejsestald. For rigtig forskning, den, der løfter, er kendetegnet som en kreativ proces, hvor man først kender spørgsmålet, når man har svaret.
Præcis dét er en af mine yndlingsfordomme om kunst og forskning. Noget tyder på, at den også gælder for det gode interview.
Jeg skal i hvert fald være meget opmærksom, når jeg næste gang lytter til for eksempel hvirvelvinden Clement Kjersgaard. Kan han virkelig den kunst?
ANNONCE:
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar