SEX, KORRUPTION OG HYBRIS

Egentliga Finland, våbenskjold og kort


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
 

Finland er delt op i nitten regionale råd eller landskabsforbund,  hvis hovedopgave er regional udvikling over kommunegrænserne. Et af dem, Egentliga Finlands Landskapsförbund, dækker et lille hjørne noget større end Sjælland nede i den sydvestlige del af landet.
I de sidste uger har en korruptionsskandale med fokus på netop dette landskabsforbund været i mediernes søgelys. Den centrale person er landskabsforbundets formand og medlem af Finlands Rigsdag Ilkka Kanerva.
I sidste uge faldt så dommene ved byretten i Helsingfors. Den strengeste blev på seks års ubetinget fængsel. Den indkasserede en af flere dømte forretningsmænd. I den milde ende finder vi nævnte Ilkka Kanerva med en dom på et år og tre måneders betinget. Dommens grundlag er ulovlig valgfinansiering samt Ilkka Kanervas modtagelse af ulovlige bidrag til et brag af en tresårs fødselsdagsfest. Folk med en lidt længere hukommelse vil erindre, at det var samme Ilkka Kanarva, som nogle år tilbage mistede sin hverv som Finlands udenrigsminister i forbindelse med en skandale om vovede sms’er til letlevende damer.
Kald gerne hans måde at agere på hybris. Eller det overmod, der kommer af for lang tid ved magten.
Ilkka Kanerva hævder sin uskyld og har appelleret dommen. Men af egen fri vilje, som det hedder, har han frasagt sig hvervet som formand for landskabsforbundet.
Den samme modsigelse finder jeg i friske rapporter om dommens konsekvenser set fra de øvrige landskabsforbund og fra et mere lokalpolitisk niveau:
Også her sværger alle sig fri. Men mange vil ikke fremstå i interviewer.
Ingen fejl er begået. Men dommen vil ændre skik og brug i planlægningen.
Alt er gået rigtigt til. Men frygten for, at det bliver sværere at finde folk, der vil gå ind i politik, er udbredt.
Rapporteres der.
Det fire gange gentagede ”men” i overstående fortæller mere end andre ord om hænder, der sveder over ulovlige bidrag. Og bukser, der ryster af skræk for nærgående undersøgelser. Prisen for magt er altid høj. Også for den, der er ærlig.
Men overraskende, at den nævnte type uredelighed er så udbredt i Finland, som i gentagne undersøgelser sammen med Danmark ligger helt i top som et af verdens mindst korrumperede lande.
Ironien i Jesper Jensens bekendte digt med blandt andet linjerne

er der noen der er gode og sande,
så’ det os i de nordiske lande

ligger lige og lurer. For den der har lært dem udenad, altså. For hvad gemmer der sig ikke bag de pæne politurer?


ANNONCE:

 

ARMBIND ELLER SATIRE?


Torsdag den 12. april 2012









 PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Torsdag den 12. april vækkede radioen mig som sædvanlig kl. 7. På det tidspunkt fatter jeg bedst halvgamle nyheder, for i den vågnende bevidsthed finder de lettere deres vante plads i selskab med noget allerede velkendt end det virkeligt nye. Så meldingen fra Syrien om forventede problemer med våbenhvilen og sigtelsen for mord i Florida af den vagtmand, der skød en ubevæbnet teenager, gled stille på plads i de mentale skuffer, mens jeg forsøgte at holde øjnene åbne.
Så kommer der noget, der ikke passer ind i nogen halvfærdig helhed. Noget med sandfinlændere og armbind, halvmåner og hammer og segl. Politi og russere og en blog i avisen Uusi Suomi. Mere kl. 8, siger oplæseren Åsa Thodén.
Kl. 8 og resten af dagen følger jeg nyhederne i det omfang, det er muligt. Siden supplerer jeg blandt andet via radioens netside, se http://arenan.yle.fi/haku//uusimmat/hakusana/aktuellt
Den centrale person er efter stemmen at dømme en ung kvinde, som med et par undertrykte fnis forklarer, at det er helt misforstået at tage hendes blog på Uusi Suomis webside alvorligt. For selv om hun har skrevet, at forskellige etniske minoriteter, finlandssvenskere og homoseksuelle skal bære armbind med særlige kendemærker, så mener hun det naturligvis ikke. Hun har bare fundet på det, for at politiet straks skal kunne se, hvorfra forskellige skummelt udseende personer kommer, uden at behøve at bede om identitetsbevis. Dette som et middel til mere effektivt at kunne bekæmpe bandekriminalitet og ulovlig indvandring.
Det, hun har skrevet, er bare humor og satire, bedyrer hun og sukker over det åndelige klima i Finland, der tager alting bogstaveligt og blæser det mindste op til utrolige proportioner.
Bloggens forfatter hedder Helena Eronen, og hun er assistent hos rigsdagsmedlem for Sandfinlænderne James Hirvisaari. Sidstnævnte forsvarer hende blog som et causeri, som ”genialiske” journalister med vilje har misforstået. Hvormed han giver hendes selvpåtagede martyrglorie ekstra glans.
Nu kan man påstå, at Helena Eronens tanker om at etikettere mennesker med andet sprog og af anden baggrund end finsk har velkendte forbilleder, og derfor selv i min morgensøvnige hjerne burde have fundet deres naturlige plads i et latent beredskab. Det kunne de dog ikke denne torsdag morgen.
Bloggen affødte en mængde kommentarer i medierne, men de ebbede hurtigt ud. Ingen præsident, hverken nuværende eller afgåede, har jeg hørt ytre sig, partilederne stod ikke i kø for at fordømme, interviewede professorer har rynket panderne, en ståopkomiker har fremført den gamle børnelærdom, at når begge parter ler ad en påstået  vits, så er det humor, men når kun den ene ler, så er det drilleri, lederskribenterne har skrevet færdigt, bloggerne er udmattede, og alt er som før.
Hverdag i Finland.
Men kun næsten.
Ordene er sagt. De er Helena Eronens. Og det er blevet lettere at sige dem, fordi de nu kan fremstå som en henvisning. Det er i sig selv et problem. Men problemet for også mig, der tilhører en minoritet i Finland, er og bliver:
Hvad afslører ordene  om Helena Eronens verdensbillede? Hvor mange i Finland deler det? Hvor omfattende er den mentale klangbund for ønsket om at sætte armbind på folk, så man kan kende russere på hammer og segl, muslimer på halvmåner, seksuelle minoriteter på en regnbue etc.?
Med andre ord: Hvor mange var det, der lo?
Ægte satire var Helena Eronens blog allermindst. For satirens mål er at latterliggøre for at svække, og den skrives altid ud fra den svages position. Den stærke har magten og behøver ikke satire for at hudflette den svage. Han har en virkelig pisk, som han uhindret kan slå løs med.
Men måske tager jeg  fejl? Måske er Helena Eronens blog bare et udtryk for en afmagtsfølelse blandt sandfinlændere, som til trods for, at de repræsenterer en femtedel af folket, ikke har udrettet noget af betydning i Finlands Rigsdag?
Kun på den forudsætning kan hendes platte tilkendegivelser opnå status som satire.

Torsdag den 12. april var en  mørk dag. Hen under aften tog jeg min sneskovl og skrabede sneen væk fra et lille bed, hvor jeg om efteråret havde sat tulipanløg. Som man kan se af billedet, var der ved at ske noget. I dag, tirsdag den 17. april, er debatten om armbindene som sagt forsvundet fra medierne. Helt andre, langt frygteligere ting, står øverst på spisesedlerne. Men er debatten faktisk død  eller ligger den bare og venter på at skubbe sig frem og blomstre op i ny skikkelse? 


ANNONCE:

 

TILLID OG UNIVERSEL VELFÆRD











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Denne tirsdags blog skal starte med at nævne en ung journalist ved navn. Han hed Stefan Wallin. I 2001 købte han en bolig, som han otte år senere, da han var blevet sit lands forsvarsminister, solgte tilbage til dens tidligere ejer. Det skal for god ordens skyld også nævnes, at Stefan Wallin som så mange andre før og siden tjente på handelen.
I dette er der intet egentlig interessant.
Det egentlig interessante i hændelsen er, at samme Stefan Wallins modersmål er svensk, og at han som politiker har ført den politik, hans vælgere ved det seneste valg gav ham mandat til. Derfor har store dele af pressen i Finland hængt ham ud som en mand, man ikke kan have tillid til. Også hvad angår lovlige handler på markedets vilkår.
Det lyder absurd, og det er absurd.

SPREDNING AF MISTILLID
Hvilke negative konsekvenser hændelsen får for stemningen i den wallinske familie, ved jeg ikke, og det er for mig ikke det afgørende her. Det er derimod den stemning af mistillid, et utal af journalister, debattører og politikere har brugt kolossal energi på at fremkalde og sprede i samfundet.
For mistillid er ressourcekrævende som få andre fænomener. Den kan aflæses i alt fra forsvarsbudgetter til landsdækkende, elektroniske tests af skolebørns læseniveau og videoovervågning af affaldsposens rette placering i skraldespanden. Mistanken om, at andre bedrager og begærer det, der retmæssigt tilhører mig, og i det hele taget ikke viser ansvar og ordentlig opførsel og i almindelighed er inkompetente, kalder på kontrol. Derfor er lille Danmark i dag overbroderet med 350.000 overvågningskameraer, og på den måde er Danmark blevet et af verdens mest overvågede samfund.
Påstanden om, at fremmumlingen af ordet ”bandekriminalitet” kan starte en indsamling til mere overvågning, er næppe en overdrivelse.
Sagen er bare den, at bandekriminalitet ikke udspringer af mangel på overvågning, og at overvågning giver sorteper videre. Den flytter problemet et andet sted hen, hvor der ingen overvågning er, hvilket selvsagt kræver endnu flere kameraer.
I dette er der det interessante, at kontrol tærer på kræfter, der kunne have været brugt konstruktivt.

AT FLYTTE EN ALT FOR STOR STEN
Lad mig tage et eksempel fra dagens fysiske arbejde, der gik ud på at flytte en i grunden alt for stor sten. Den slags kræver teknik, omtanke og tålmodighed. Og tillid, hvis man er flere om at gøre arbejdet, og det var vi. Styrke får man gennem diverse løftestænger, og småsten og kiler, som stikkes ind på de rigtige steder, fungerer som støtter for at få bakset stenen op i en neutral position, vippepunktet. Herfra kan man så med et ubetydeligt tryk rulle den resten af den halve omgang, hvis første del krævede så meget arbejde. I dette tilfælde blev stenen væltet over på en rød plastikpulk for fortsat transport op ad den sneklædte bakke.
Arbejdet blev gjort, og samarbejdet mellem mig og mine to hjælpere gik glat, fordi vi trods forskellige forudsætninger havde tillid til hinanden.
En kontrollerende kontrollant havde kun forsinket og besværliggjort flytningen.

VELFÆRDSSTATENS VIPPEPUNKT
I min ordbog nævnes tillid som et ord med modsat betydning af mistillid. Og omvendt. De er såkaldte antonymer.
Fravær af mistillid er derimod ikke altid identisk med tillid, ligesom fravær af tillid ikke nødvendigvis bliver erstattet af mistillid. Vi er her på et vippepunkt, hvor en positiv holdning kan vende både fravær af tillid og fravær af mistillid til ægte tillid. Eller en negativ holdning kan blive årsag til det modsatte.
Den måske vigtigste ingrediens i opbygningen af det danske og det nordiske universelle velfærdssystem er fravær af mistillid, som i mine ofte bagudrettede øjne kan forveksles med regulær tillid.
Man gør sit arbejde.
Man betaler sin skat.
Man har hermed uanset indkomstniveau sikret sig sin lige andel i velfærdsgoderne.
Dette system har i de seneste år været under langsom nedbrydning, tydeligst i sundhedssektoren, hvor man stadig mere må sande den gamle vises ord

og har du penge, så kan du få,
men har du ingen, så må du gå

underforstået med en lang næse.
Tilliden til, at man får den hurtigste og bedste hjælp, fx som ældre, fordi man gennem et langt liv har betalt skat og sparet kollektivt op, er under opløsning. I dag får man den bedste hjælp privat, og man skal betale selv. Det gælder lige fra sundhedsforsikringer af de mindste til pleje af de ældste i nærheden af det sidste suk.
Men dem på den nedre ende af lønstigen skal ikke bare spises af. Som kompensation for den tabte ret til optimal sundhedspleje skal de, hvis det ellers går efter planeren i den efterhånden ikke helt nye og helt enige danske regering, for fremtiden kunne lune sig ved tanken om, at de velbeslåede ikke længere automatisk får børnepenge og på et senere tidspunkt i livet må vinke farvel til hjælp til rengøring og mimrekort til tog og busser. Med mere med mere. Den slags velfærdsydelser skal behovsprøves, så fordelingen af dem bliver retfærdig, og i øvrigt målrettes til de lave indkomster. Fulgt af kompenserende skattelettelser til de rige, naturligvis.
Det er blandt andet den aktuelle krise og ønsket om at skabe økonomisk balance og genoprette konkurrenceevnen, der har fået regeringen til at overveje et frontalangreb mod de universelle velfærdsydelserne. Men det kan gøre mere skade end gavn, fordi der ligefrem er penge i den sociale tillid, som universel velfærd skaber. For ingen skal tro, at det er gratis at sikre sig mod snyd og misbrug. Kontrol er dyrt og øget kontrol er endnu dyrere. Mistillid skaber et dårligt arbejdsklima, og det kommer der mindre produktion ud af. Var der nogen, der talte om en ond cirkel mellem borger og stat og borgerne indbyrdes?
Det er her, vi finder velfærdsstatens vippepunkt.

NORDISKE DYDSMØNSTRE
Imod idelig behovsprøvelse, dyre advokatsalærer og forsikringer mod svindel står den universelle velfærdsstat med sine elementære krav til borgeren om aktiv deltagelse og sin enkle regelindretning, hvor der er klare og letfattelige grænser for, hvad der er ret, og hvad der er pligt.  
At der ud fra et nationaløkonomisk synspunkt er penge i den universelle nordiske velfærdsmodel er uomtvisteligt.

Af de fem lande i Europa, der på én gang har solide offentlige finanser og store overskud på betalingsbalancen, udgør Danmark, Norge, Sverige og Finland de fire. Det fremgår af OECD’s opgørelse af de offentlige finanser og betalingsbalancen. Det femte land er Schweiz,

skriver velfærdsforskeren, professor Jørgen Goul Andersen i en artikel i Dagbladet Information. Artiklens overskrift er ”Den nordiske velfærdsmodels triumf”. I samme artikel bringer Goul Andersen flere eksempler på den universelle velfærdsstats økonomiske fordele, bl.a. at de nordiske dydsmønstre har skabt verdens mest bugnende statskasser, kun overgået af Qatars. Vi har i de sidste tredive år lagt stor afstand til fx England, hvor Thatcheræraen fra 1979 påbegyndte den lang march mod indførelse af sænkede skatter og behovsprøvelse af alle velfærdsydelser.
Følgen blev som bekendt ulighed, fattigdom og social uro.

ET TUNGT PARADOKS
Og så er vi tilbage ved Stefan Wallin og den mangel på tillid, som han nyder i brede kredse. Sådant kan være med til at tage livet af en seriøs politiker på samme måde som fravær af tillid mellem stat og borger og mellem borgerne indbyrdes kan være med til at tage livet af velfærdsstaten. Noget bliver der tilbage, men det er ikke kønt.
Fravær af tilliden til andre mennesker og troen på, at de vil en noget godt, koster dyrt. Både på det personlige og på det offentlige plan.
Ved samarbejde og tillid kan man flytte sten, som er større og tungere, end man egentlig kan flytte.


ANNONCE:

 











ØNSKES: EN HØJT PROFILERET FINLANDSSVENSK SPROGPOLITIK



Timo Soini






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


I Sverige afgik forsvarsministeren for nogle dage siden efter eget ønske. Han havde ikke gjort noget, der i juridisk forstand var forkert, og han havde sin chefs, Sveriges statsministers, fulde støtte til den førte politik. Hans problem var ikke politisk, men at han ikke længere kunne holde stand mod mediernes klapjagt. Han motiverede blandt andet sit valg om at træde tilbage med en rørstrømsk henvisning til familien, som ikke kunne holde ud at se faderen i mediernes gabestok.
At svensk våbeneksport samtidig blev sat under debat er set fra mit eget skrivebord positivt. Det er dog næppe troligt, at hele opstandelsen vil resultere i en ændret svensk politik på området. Dertil er våbenfabrikation og våbeneksport en alt for vigtig del af svensk økonomi.
Men hvilket perspektiv er der ikke i en standsning af svensk våbeneksport. Verden ville blive et bedre sted at leve i!
For et par dage siden annoncerede Finlands forsvarsminister sin afgang som formand for Svenska Folkpartiet. Også her var den umiddelbare baggrund en klapjagt, og også her var hensynet til familien i fokus. Når hans parti, som i det store og hele bæres frem af svensktalende finlændere, om nogle måneder vælger en ny formand, er der gode grunde til at tro, at den nye formand overtager den gamles ministeransvar.
Det, der skabte problemer for forsvarsminister Stefan Wallin, var, at han sideløbende med, at han forestod en ud fra et militært synspunkt uklanderlig fornyelse af den finske forsvarspolitik, også førte den politik, hans finlandssvenske vælgere havde valgt ham til at føre, nemlig svensk sprogpolitik. Det var simpelthen hans job som folkevalgt! Hermed blev den svenske garnison i Dragsvik reddet, hvilket ikke blot ud fra et militært, men også et økonomisk synspunkt var fornuftigt.
At Stefan Wallin alligevel blev forfulgt med skærebrænder i den finsksprogede del af pressen må ses i lyset af den nygamle hetz mod alt, hvad der er svensk i Finland. Dagens hetz er en forstærket gentagelse af Veikko Vennamos og Landsbypartiets populistiske hetz i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne mod det svenske i Finland.
Set i lyset af dagens offentlige debat var sprogtonen dog nærmest høflig den gang. Og går man på nettet og følger diskussionen om svensk i Finland, minder den om debatten om jøderne i tredivernes Tyskland. Nu står der ikke jøde eller jødesvin, men hurri, et finsk skældsord for finlandssvenskere.
Men Veikko Vennamos Landsbygdspartiet gik med i ansvarligt regeringssamarbejde. Det blev ligefrem kvalt af det. Og lederen, Veikko Vennamo, er død.
Nu hedder partiet Sandfinlænderne og partilederen Timo Soini. Til trods for, at partiet ved seneste parlamentsvalg voksede fra næsten ingenting til at blive Finlands næststørste parti, unddrog partiet sig regeringsansvar for i stedet at tage plads ved sidelinjen for at komme med uforpligtende tilråb. Indenfor området racistisk hetz har fx rigsdagsmedlemmerne Teuvo Hakkarainen, James Hirvisaari, Jussi Halla-aho og Pentti Oinonen udmærket sig. De har, som det danske Fremskridtspartiets stifter og formand Mogens Glistrup gjorde i halvfjerdserne, firserne og halvfemserne, sagt det usigelige. Nogle er blevet sat på plads, også af deres egne, men ordene er udtalt, og forestillingen om et Finland renset for andre end racerene, finsktalende finner, er igen i omløb.
Protesterne mod denne racistiske tænkemåde fra en del af det finske parlaments øvrige partier er hverken massiv eller særlig overbevisende. Med Janina Anderssons ord, hun var rigsdagsmedlem for De Grønne fra 1995 til 2011, så

virker det som om Sandfinlænderne har vækket de sovende medlemmer af de øvrige partier, som har tilsvarende tanker, men som ikke tidligere har vovet at gå ud i offentligheden med deres synspunkter.

Det er i denne sammenhæng værd at lægge mærke til, at den nys tiltrådte finske præsident Sauli Niinistö er både

forundret og bekymret over den hidsige sprogdebat, som fulgte efter forsvarsreformen og beslutningen om at garnisonen i Dragsvik bevares.

Mit personlige synspunkt er, at han snarere burde være skrækslagen.
Som dansker med fast bopæl i Finland, med finlandssvensk slægt og mange finlandssvenske venner er min personlige bekymring bevarelsen af et mangesidigt Finland, hvis udgangspunkt i svenske traditioner og kultur, svensk lovgivning og svensk sprog giver det en selvfølgelig plads i en nordisk sammenhæng. At skubbe det svenske og dermed det nordiske ud for at dyrke finsk selvtilstrækkelighed vil på lidt længere sigt isolere Finland fra netop de sammenhænge, der har gjort det til en moderne, nordisk velfærdsstat.
I mine øjne er her et af de stærkeste argumenter for en målbevidst og højt profileret finlandssvensk sprogpolitik. Isolation og selvtilstrækkelighed fører kun sjældent noget godt med sig.
Samarbejde for at fremme fredeligt samvær, derimod, det er der perspektiv i.


ANNONCE: