ARMBIND ELLER SATIRE?

Torsdag den 12. april 2012

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Torsdag den 12. april vækkede radioen mig som sædvanlig kl. 7. På det tidspunkt fatter jeg bedst halvgamle nyheder, for i den vågnende bevidsthed finder de lettere deres vante plads i selskab med noget allerede velkendt end det virkeligt nye. Så meldingen fra Syrien om forventede problemer med våbenhvilen og sigtelsen for mord i Florida af den vagtmand, der skød en ubevæbnet teenager, gled stille på plads i de mentale skuffer, mens jeg forsøgte at holde øjnene åbne.

Så kommer der noget, der ikke passer ind i nogen halvfærdig helhed. Noget med sandfinlændere og armbind, halvmåner og hammer og segl. Politi og russere og en blog i avisen Uusi Suomi. Mere kl. 8, siger oplæseren Åsa Thodén.

Kl. 8 og resten af dagen følger jeg nyhederne i det omfang, det er muligt. Siden supplerer jeg blandt andet via radioens netside, se http://arenan.yle.fi/haku//uusimmat/hakusana/aktuellt

Den centrale person er efter stemmen at dømme en ung kvinde, som med et par undertrykte fnis forklarer, at det er helt misforstået at tage hendes blog på Uusi Suomis webside alvorligt. For selv om hun har skrevet, at forskellige etniske minoriteter, finlandssvenskere og homoseksuelle skal bære armbind med særlige kendemærker, så mener hun det naturligvis ikke. Hun har bare fundet på det, for at politiet straks skal kunne se, hvorfra forskellige skummelt udseende personer kommer, uden at behøve at bede om identitetsbevis. Dette som et middel til mere effektivt at kunne bekæmpe bandekriminalitet og ulovlig indvandring.

Det, hun har skrevet, er bare humor og satire, bedyrer hun og sukker over det åndelige klima i Finland, der tager alting bogstaveligt og blæser det mindste op til utrolige proportioner.

Bloggens forfatter hedder Helena Eronen, og hun er assistent hos rigsdagsmedlem for Sandfinlænderne James Hirvisaari. Sidstnævnte forsvarer hende blog som et causeri, som ”genialiske” journalister med vilje har misforstået. Hvormed han giver hendes selvpåtagede martyrglorie ekstra glans.

Nu kan man påstå, at Helena Eronens tanker om at etikettere mennesker med andet sprog og af anden baggrund end finsk har velkendte forbilleder, og derfor selv i min morgensøvnige hjerne burde have fundet deres naturlige plads i et latent beredskab. Det kunne de dog ikke denne torsdag morgen.

Bloggen affødte en mængde kommentarer i medierne, men de ebbede hurtigt ud. Ingen præsident, hverken nuværende eller afgåede, har jeg hørt ytre sig, partilederne stod ikke i kø for at fordømme, interviewede professorer har rynket panderne, en ståopkomiker har fremført den gamle børnelærdom, at når begge parter ler ad en påstået  vits, så er det humor, men når kun den ene ler, så er det drilleri, lederskribenterne har skrevet færdigt, bloggerne er udmattede, og alt er som før.

Hverdag i Finland.

Men kun næsten.

Ordene er sagt. De er Helena Eronens. Og det er blevet lettere at sige dem, fordi de nu kan fremstå som en henvisning. Det er i sig selv et problem. Men problemet for også mig, der tilhører en minoritet i Finland, er og bliver:

Hvad afslører ordene  om Helena Eronens verdensbillede? Hvor mange i Finland deler det? Hvor omfattende er den mentale klangbund for ønsket om at sætte armbind på folk, så man kan kende russere på hammer og segl, muslimer på halvmåner, seksuelle minoriteter på en regnbue etc.?

Med andre ord: Hvor mange var det, der lo?

Ægte satire var Helena Eronens blog allermindst. For satirens mål er at latterliggøre for at svække, og den skrives altid ud fra den svages position. Den stærke har magten og behøver ikke satire for at hudflette den svage. Han har en virkelig pisk, som han uhindret kan slå løs med.

Men måske tager jeg  fejl? Måske er Helena Eronens blog bare et udtryk for en afmagtsfølelse blandt sandfinlændere, som til trods for, at de repræsenterer en femtedel af folket, ikke har udrettet noget af betydning i Finlands Rigsdag?

Kun på den forudsætning kan hendes platte tilkendegivelser opnå status som satire.

Torsdag den 12. april var en  mørk dag. Hen under aften tog jeg min sneskovl og skrabede sneen væk fra et lille bed, hvor jeg om efteråret havde sat tulipanløg. Som man kan se af billedet, var der ved at ske noget. I dag, tirsdag den 17. april, er debatten om armbindene som sagt forsvundet fra medierne. Helt andre, langt frygteligere ting, står øverst på spisesedlerne. Men er debatten faktisk død –  eller ligger den bare og venter på at skubbe sig frem og blomstre op i ny skikkelse? 


ANNONCE: