STEN SOM ORD

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg har lagt sten. Sten på sten. Måske tusind. Formodentlig flere. Tre lange og høje mure har jeg bygget. Dertil syv terrasser til solbær, hindbær, jordbær, ribs, et flor af forskellige blomster og krydderurter. Og én rose. Det må man, når man bor på en klippe og vil have skønhed for øjet og velsmag på bordet.

Der var dog for meget klippe til rosen.

At bygge med sten slider på handskerne og udfordrer øjet. Kan man ikke se former og størrelser, går der flere handsker. For så skal der hele tiden bygges om. Det er ikke bare den aktuelle stens tykkelse, endernes vinkler, alle uregelmæssighederne og længden, der skal aflæses. Det er også de sten, der skal føje sig ind til den, og de sten, der skal komme efter.

Var de tilhuggede eller formet på et teglværk, var det ingen sag at lægge dem op imod hinanden, for så var de jo skabt til at passe sammen. Men naturens egne kampesten og dynamitladningernes sprængsten er ikke sat i verden af en ordnende fornuft. Derfor kræver det kreativitet og en utrættelig styrke eller vedvarende tankevirksomhed at finde dem, der passer til de andre.

Den mere tænksomme stenbygger står gerne med hovedet lidt på skrå, mens han lader blikket glide hen over sine udspredte sten. Han skræver hen over de nærmeste og vender en, han aldrig før har lagt mærke til, kaster et blik over skulderen til den påbegyndte mur, mumler et det var alligevel ikke helt den rigtige vinkel, men… Søger utrættelig videre. Finder så en, der passer perfekt til et sted lidt længere henne på muren. Det er et svært sted med en lille runding. Et løft, og stenen ligger som støbt fast.

Men den slags sten er farlige, for tomrummet skal fyldes af en sten med en forudbestemt længde og med de rette vinkler til nabostenene. Og har den ikke det, må der findes en tredje sten, måske en kileformet, der kompenserer.

Før den er fundet, sker der ikke andet, end at fuglene fortsætter med deres aftensang. Og mens solen går ned bag træerne og stenlæggeren ser sin skygge forsvinde mellem stenene, finder han løsningen. Tre sten løftes og lægges på plads.

Var det ikke sværere?

En stenmur fortæller om stædighed og fantasi og en usvigelig tro på, at den manglende sten findes. Her gælder om noget sted det gamle ord om, at hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene. Desuden i ryggen, i hænderne, i armene. Forbandet svært bliver det, hvis muren skal ligge på en skråning. Men det skal lykkes, og når muren endelig tager form, og stenene ligger der og griber fat om hinanden, indfinder der sig en euforisk følelse af samklang, orden og overensstemmelse.

De rimer, sgu! Stenene.

Jeg forestiller mig, at det må være en sådan oprømthed, som rammer digteren, der som et utænkeligt mirakel finder et rim på et umuligt ord. Et sådant fund har den danske digter Halfdan Rasmussen skrevet om.

Jeg kan ikke finde digtet, men kan det heldigvis by heart. Håber jeg.

Min skrivemaskine har mistet sin skråstreg i ø.

Jeg skriver sø,

men den skriver so.

Og vil jeg skrive, at bonden har bøfler,

skriver den bofler.

Så nu har jeg endelig fundet et rim på kartofler.

At få tingene til at passe sammen i uventede eller forudbestemte mønstre og bygge videre på dem er en urmenneskelig aktivitet, der forudsætter bevidsthed om det forgangne og det kommende. Et dyr vender snuden efter det, som det ser og lugter. Kommer byttet uden for dets sansers rækkevidde, bliver det forvirret og glemmer, hvad det var i gang med. Termitter og myrer bygger, men uden bevidsthed om, at det kunne gøres anderledes. Mennesket husker sit bytte og bygger i de forskelligste materialer og stilarter, som låner af hinanden.

Det centrale i at bygge en stenmur er at få stenene til at gribe ind i hinanden, så de holdes fast i hensigten at fremstille en mur. I min forestillingsverden er det som at bygge med sprog. Her har man et utal af ord og elementer fra grammatik og syntaks, som man føjer sammen til noget, man har en mening med, men hvis endelige form man kun havde en uklar forestilling om, da man begyndte.

De tunge ord og de store sten er de dele i værket, der falder i øjnene som meningsbærende. De små sten er som sammenbindende og’er og men’er eller de uundgåelige relative pronominer. De er lette at placere for den, der kan sin grammatik. Men optræder der for mange af dem, bliver strukturen indviklet af aflæse. Det er som uformodet at blive væltet ind i en latinsk syntaks, hvis skønhed ligger i en kompleksitet, det utrænede intellekt sjældent værdsætter.

Sproget menneskeliggjorde. Stenmuren er bare en refleks. Jeg glæder mig til at plante rosa pimpinellifolia i den nye terrasse. Når den er færdig. På svensk har busken det smukke navn midsommerrose.

ANNONCE: