 |
| Jakob Forsell (1696-1768) |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Set
i et europæisk perspektiv er Sveriges Frihetstid forfatningsmæssigt en mærkelig
epoke, som ikke har sin lige i noget andet europæisk land. Den tager afsæt i 1718
efter Karl XII’s død, en hensynsløs krigsherre, hvis eftermæle blandt andet
blev at være idealfigur for svenske nynazister. Med Frihetstiden, der starter i
1719 med en ny statsforfatning, var det ikke længere kongen, men Riksdagen, der
havde magten til at lovgive.
Et halvt århundrede senere blev ordningen ophævet gennem et
statskup begået af Sveriges såkaldte teaterkonge Gustav III, som ikke ville
nøje sig med rollen som statsmagtens kongelige kransekagefigur. Kuppet fandt
sted i 1772 nogle få måneder efter lemlæstelsen og henrettelsen af den psykisk
ustabile danske konge, Christian VII’s
livlæge. Han hed Johann Friedrich Struensee, og hans enestående handling var
ikke, at han blev en forvildet dronnings elsker. Det var, at han gennem
dekreter i kongens navn, sytten år før Den franske Revolution og
syvoghalvfjerds år før Danmarks første grundlov, på nogle få måneder banede
vejen for nogle af demokratiets store frihedsideer.
I det omfang en dansker overhovedet interesserer sig for Sveriges
historie som et middel til andet end at sætte sin egen historie i relief,
glemmer han garanteret den del af Sverige, der lå øst for Den botniske Bugt,
eller med andre ord Finland.
En af de mange brikker til forståelse af det svenske i Finland er
Gösta Kjellins Sissi-Jaakko
(Schildts, 2011). Bogen har undertitlen En
klassresa i svenskt 1700-tal.
Sissi-Jaakko lyder ikke så lidt fremmedartet i en danskers ører,
men en del vil nok være med, når jeg fortæller, at det har klang af Svend Gønge
eller Gøngehøvdingen efter Carit Etlars roman om en legendarisk dansk
frihedskæmper under krigene mod Sverige i midten af 1600-tallet. Siger jeg snapphane, kan svenskere måske
identificere fænomenet som en dansk guerillakriger i svensk-danske krige i
samme periode.
Men Sissi-Jaakko, eller Jakob Forsell som hans borgerlige navn
var, drev ikke sit spil mod Karl X Gustavs tropper på Sydsjælland, hans område
var det svenske kongeriges østgrænse mod Rusland. Bygningen af St. Petersborg
var et af mange tegn på, at dette mægtige rige ville være moderne og derfor var
begyndt at vende ansigtet – eller sit grimme fjæs, som Sissi-Jaakko måske kunne
have tænkt, mod vest.
Bogen om den lille Jakob, partisanen Sissi-Jaakko og adelsmanden
Jakob af Forselles i én og samme person, søn af en gæstgiver og nummer fem i en
børneflok på seks, bygger på gedigen forskning. Men det er der mange bøger der
gør, uden at de er værd at læse af andre end specialister. Historiske sandheder
i kubikmetervis kan gøre sådanne bøger til nyttig sengelæsning for folk med søvnproblemer.
Gösta Kjellins bog holder tværtimod sin læser vågen, fordi den formår at blande
det sande med det sandsynlige i stilistisk elegante
formuleringer. Metoden beskrives i forordet med en tak til Aristoteles, der
bruger begreberne det sande og det sandsynlige om henholdsvis historieskrivning
og digtning, og eksemplificeres i beskrivelsen af den nyfødte Jakob:
För
vår del inser vi ödmjukt att vårt antagande nyss, att den lille nyfödde
skrynklade ihop ansiktet och skrek, inte duger som historieskrivning. Det kan
visserligen vara sant men lika gärna falskt, hur skulle vi kunna ha en på kalla
fakta grundad mening, vi var ju inte där och ingen annan har veterligen heller
vittnat om saken. Ändå väljer vi att anta det, i förvissning om att det skulle
kunna ha hänt.
Med afsæt i ovenstående spædbarn kan man virkelig sige, at
udgangspunktet for Gösta Kjellins lange essay er den lille historie. Men smidigt blandes den ind i den store historie, som er Sveriges i Frihetstiden.
Ja, blikket rettes også mod fjerne lande, hvortil driftige købmænds
handelsskibe når, nogle af dem med den voksne Jakob Forsell som delejer. Men
ikke nok med det, forfatteren er ærlig nok til ikke at se bort fra sig selv,
han kalder sig historiens tredje
hovedperson. Han er den, der iagttager det hele og skaber en helhed af det.
Jeg vil ikke komme ind på detaljer i Jakob Forsells klasserejse. Han var søn af et
gæstgiverpar i det helt ubetydelige Veckelax nær grænsen til Rusland og endte
som adelsmanden af Forselles. Essayets tredje hovedperson leverer i
nedenstående citat en sammenfatning, der giver et indtryk af samspillet mellem den
stilistisk altid nærværende fortæller, den lille histories hovedperson Jakob
Forsell og den store historie, Sveriges historie som en del af den europæiske
historie på vej mod de nye tider. Og minsandten om ikke den tredje hovedperson
er fræk nok til at levere nogle små, anakronistiske hints, som i det mindste én
sur faghistoriker har taget ham ilde op. – Vi er først i 1750’erne i købstaden
Lovisa, som Jakob Forsell har været en drivende kraft i opbygningen af.
Och
växte till sig gjorde också Forsells privatekonomi. Javisst, den plikttrogna
borgmästaren som såg till det allmänna bästa och den kyligt kalkylerande
kapitalisten som samlade i de egna ladorna var faktiskt en och samma person!
Men häri ligger ingen motsättning, vår man ska inte ses som en tidig Dr Jekyll
och Mr Hyde. Utan som en typisk representant för frihetstidens expanderande
borgarklass, medveten och självmedveten på en gång. Medveten var han i synen på
den fria handelsstaden som en organism, som krävde varje medborgares lojala
insats för att fungera – Jakob Forsell, le citoyen. Självmedveten blev han i trygg vetskap om att han ägde omdöme,
erfarenhet, ledaregenskaper och inte minst en förmåga att snabbt slå till –
Sissi-Jaakko, fastän omstöpt för det civila samhället.
Den allersidste pointe, at kapitalister er og bliver nogle snaphaner,
som i sin oprindelige betydning er de rene stratenrøvere, hvis griskhed ingen
ende vil tage, kan nutidens avislæser
mere end rigeligt bekræfte. Men i samme åndedrag må man ikke glemme, at det var
netop gennem le citoyens mulighed for
at handle frit i økonomisk og politisk henseende, at vort demokrati udviklede
sig. Det gik, som vi indledningsvis så, ikke den lige vej. Det kommer det med
al sikkerhed heller ikke til at gøre i for eksempel den arabiske verden, hvis
”forår” der stadig skrives meget om, selv om alle sande demokrater naturligvis
brændende ønsker det.
Jeg har med udelt fornøjelse læst historien om Sissi-Jaakko som en
del af Sveriges og Finlands fælles historie i en tid, hvor diktatur temporært måtte
vige for et ganske veludviklet repræsentativt demokrati med bl.a. Sissi-Jaakko
som aktiv deltager og repræsentant i Riksdagen i Stockholm. Historien er
levende og nærværende fortalt og med en elegance, som en ældre generation af
svenskere fra Sverige bemestrer. En stilig indpakning gør ikke en spændende
historie mindre vedkommende.
Til slut må jeg nævne, at Johanna Enckell i fin stil står for
bogens afsluttende kapitel om hustruen Johanna Ulrika Schultz, og at det også
er hende, der har redigeret de velvalgte illustrationer.
Nu glæder jeg mig til svenskeren Herman Lindqvists annoncerede bog
om Finlands og Sveriges fælles historie. Iflg. det finlandssvenske dagblad Hufvudstadsbladet er det svenskernes ”djupa
okunskap” herom, som har ansporet ham.
ANNONCE:
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar