IDENTITET, VÅBEN OG TOBAK

Først rygestop

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mit finske identitetskort skal fornyes, og det skal ske på politistationen i Esbo. Fremgangsmåden er, at man bestiller tid på nettet, hvorefter man modtager en bekræftelse. På den står der blandt andet:

En tidsreservering gäller en person och behandling av ett ärende.

Om flera personer kommer samtidigt bör var och en ha en egen tid. Om ditt besök gäller flera olika ärenden (ex. pass, körkort, skjutvapentillstånd), bör varje sak ha egen tid.

OBS! Om flera än två vapen uppvisas, bör en ny tid reserveras för följande två vapen.

Da jeg læste ovenstående, følte jeg mig ikke så lidt ilde til mode ved at konstatere, at mit og andre borgeres ønske om erhvervelse af noget så grundlæggende som identitetsbeviser for ubesværet at kunne gå i banken, køre bil og rejse i blanketmæssig sammenhæng sidestilles med erhvervelse af våbentilladelse til et, to, fire eller flere skydevåben. Normale og uundgåelige borgerlige identiteter som bankkunder, bilførere og rejsende er med andre ord i offentlige sammenhænge sidestillet med brugere af skydevåben, som om den identitet var den naturligste i verden.

Det er det ikke i fx Storbritannien, hvor civilpersoner ikke må indehave våben.

I Finland er våbentætheden uhyggelig. I gennemsnit har mere end hver anden finlænder adgang til et våben. Helt præcist findes der i Finland 56 våben pr. 100 indbyggere, hvilket gør Finland til det våbentætteste land i EU. På verdensranglisten ligger kun USA med 90 skydevåben pr. 100 indbyggere og Jemen med 61 våben pr. 100 indbyggere foran Finland.

VÅBEN I BRUG

Ved skolemassakren i Jokela den 7. november 2007 blev 9 mennesker dræbt. Skolemassakren i Kauhajoki den 23. september 2008 krævede 11 ofre. Begge massakrer blev udført med legale skydevåben anvendt af gerningsmænd med våbenlicens. Hertil kommer, at i det seneste tiår er omkring halvdelen af de våben, der anvendes ved forbrydelser, legale. I samme periode er antallet af mord begået med skydevåben omkring 20 pr. år.

Skolemassakrerne resulterede i en lam debat i Finland om en skærpelse af våbenloven, og resultaterne blev kosmetiske. Den største ændring er, at læger har fået pligt til at anmelde personer med våbenlicens, hvis de konstaterer betydende ændringer i deres sindstilstand.

Retten til at besidde våben er indgroet i Finland. En genkommende forklaring er jagt. En anden, kun i fortrolighed hørt forklaring er den, at russerne ikke tør overfalde et Finland med en bevæbnet mand bag hvert træ. Begge forklaringer er langt hen integreret i finsk kultur og identitet.

Et radikalt forslag til løsning af våbenproblemet er, at jægere kan hente deres våben fra centrale våbendepoter i jagtsæsonen, samt en konstatering af, at militæret og et organiseret civilforsvar alene kan passe forsvaret af Finland. Hvornår mon vi ser det komme?

TOBAK

I 1975 flyttede jeg som storrygende dansker til Åbo. Her fandt jeg forbløffet, modvilligt og uendelig langsomt ud af, at rygning på offentlige steder eller i lokaler, hvor flere opholdt sig, enten var forbudt eller yderst ildeset. Og jeg var langt fra den eneste. Jeg husker, at jeg som det naturligste i verden lige havde tændt piben, inden jeg således støttet til mit røgværk temmelig nervøs bankede på hos Sven Linnér, professor ved Åbo Akademis Litteraturvetenskabliga institution, for at præsentere mig og spørge, om der var arbejde at få.

Først, da jeg efter håndtrykket så professoren bevæge sig fra sit skrivebord hen til vinduet, som han diskret åbnede, indså jeg min fadæse og stoppede piben i lommen. Men jeg husker, at jeg ikke beklagede det indtrufne, for ikke alene var rygning med mine danske øjne det naturligste i verden, det var nærmest en menneskeret.

Resultatet af mødet var, at jeg fik to timers ugentlig undervisning. Om det var, fordi professor Linnér ud over mine faglige kvalifikationer, som vi i forvejen havde korresponderet om, i mig så ”en genuin dansk”, som dog i en vis grad kunne indordne sig under de rådende forhold, skal jeg lade være usagt.

Meget er ændret siden. I dag er røgfri miljøer indgroet i Finland som det naturligste i verden og nærmest en menneskeret. Danmark er, som så ofte, bagefter, men det kommer.

Det rigtig bemærkelsesværdige er, at denne udviklingen ikke har taget stort mere end en menneskealder.

Men udviklingen mod en røgfri verden kom ikke i stand uden et dristigt initiativ. Tobak dræber, sagde man. Javel, sagde lovgiverne, men så må vi virkelig se at mindske rygning og se stort på, at rygning anses for en umistelig del af identiteten hos mere end halvdelen af befolkningen.

På samme måde dræber skydevåben. Ud over det er de totalt unyttige. Nu venter jeg bare på, at lovgivningen trodser alle vaneforestillinger om, at besiddelse af skydevåben er en umistelig del af rundt regnet halvdelen af befolkningens identitet.

Det er, på nationalt plan, begyndelsen til et fredeligere samfund. Om international våbenhandel m.v. kan enhver tænke sit.

ANNONCE