PASSWORD

Stråhat på cimenea

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Brugernavnet var Alexander og passwordet Sværd. Koden, der stod mellem ham og verdensherredømmet, blev kaldt den gordiske. Det lå ikke i oplægget, at den magtbegærlige ungersvend skulle spilde tiden med at pille med trådene i knuden, men gøre kort proces, svinge sværdet og hakke sig igennem. For derefter at haste af sted på sin sorte ganger Bukefalos. Verden ventede.

Mit eget livs første kode var knyttet til cykellåsen Reo, som sad på en grøn drengecykel med klodser på pedalerne og sadlen på stangen. Min stolthed var grænseløs, og Alexanders vilde ridt over de andalusiske stepper var som en søndagstur med min farfar mod mit, når jeg med ét greb havde åbnet låsen og spurtede hen ad Skovsbovej for at komme først. Reo havde fire taster. Med venstre hånds tommel- og pegefinger trak jeg tasten øverst til højre ud, mens jeg med langemand og guldbrand skubbede de to underste ind og trykkede på udløseren. Det er længe siden nu, men jeg har stadig grebet i fingrene og kan høre klikket, når låsen smækkede op.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg for nogle dage siden fik post fra det centrale personregister med to personlige sikkerhedskoder, PIN 1 og PIN 2, til brug ved kryptering af e-mails og for digital underskrift. Som et par skrabelodder var de dækket af en uigennemsigtig hinde, som jeg blev bedt om at kontrollere var intakt. Ved problemer kunne jeg alt efter problemets natur ringe til tre telefonnumre eller gå ind på en nærmere angivet www-adresse.

Jeg har så forsøgt at tælle antallet af tal- og bogstavkoder og www-adresser, som kræves til at håndtere kuffertlåse, nøglekort, telefon, blog, computer, skype, e-mail, facebook med videre, og som myndigheder, banker, pengeautomater, foreninger, biblioteker og andre kontakter forventer, jeg skal have i fingrene, gemme i hovedet eller trylle frem fra hemmelige steder. Steder, som kun jeg kender og derfor også skal huske. Medsamt telefonnumre, som jeg skal ringe til, når noget går galt.

Da jeg havde fyldt den første side af et kvadreret A-4ark uden på nogen måde at være færdig med opstillingen af den mur af tal og koder, som forsvarer mig mod omverdenen og sikrer mig min identitet, blev jeg et øjeblik grebet af panik. For lå ikke her mit livs hemmeligheder blotlagt for hvem som helst, der tilfældigt kom forbi, rodede i min papirkurv eller spottede dokumentet på lossepladsen?

Et held, at jeg netop da havde gang i havegrillen, en mexikansk

chimenea, hvis grundmodel efter sigende har flere tusinde år på nakken. Mens alle hemmelighederne gik op i røg, drømte jeg om den ideelle måde at gemme koderne på, så de både er tilgængelige, og jeg kan holde dem for mig selv.

En måde er naturligvis at huske dem og lade dem erstatte det væld af tal, som findes lagret i mit hoved. Om Alexander den Store, for eksempel. Om mordet på Cæsar, vikingernes angreb på Lindisfarne, Slaget ved Hastings, Columbus’ rejse til det, vi kalder Amerika, Luthers teser i Wittenberg, Trediveårskrigen, Den store franske Revolution, Slaget ved Dybbøl, Pearl Habour, Romtraktaten og så videre i en uendelig strøm.

Jeg vil æde min stråhat på, at fremtidens borgere for at kunne holde styr på sin aktuelle identitet må luge kraftigt ud i historiens arvegods. Men ok, man kan jo google sig til det meste, hvis man ellers kan huske passwordet til sin computer og ved, hvad man skal spørge om.

Men man kan også gemme det hele i sin computer, min egen be’r ofte om at få lov til det. Men jeg la’r den ikke. For er det ikke at gøre livet lidt for let for en hvilken som helst normalt begavet hacker, der som en anden Alexander ønsker at erobre herredømmet over min lille verden, som jeg trods en maske af åbenhed lukker mig stadig mere om.

ANNONCE: