Efter Helsinki Midnight Run |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Mens
diskussionen løber, om euroen/EU har en plan B, og Great Britain er ved at
bliver splittet op i tre selvstændige nationer, en engelsk, en skotsk og en
irsk, samles tv-seere verden over til alle tiders kropsfest i London. Jeg tænker
naturligvis på olympiaden og siger med vilje kropsfest, for jeg tror ikke en
skid på al gammel ammestuesnak om, at en toptrænet krop med nogen nødvendighed
huser en sund sjæl.
Tværtimod. I gymnasietiden, da jeg stod af en sportskarriere som
rytter, svømmer eller langdistanceløber, men desværre stadig måtte døje med skolens
tvangsgymnastik ledet af lærere med fedtede slipse og blankpudsede sko, blev
jeg grebet af en klippefast tro på verdens forbedring gennem kritisk åndelig
aktivitet.
Den opfattelse stod i højeste kurs under min studietid, da vi, som
var temmelig mange, ville revolutionere verden gennem selv-, fag-, og
kapitalismekritik. Udgangspunktet var sjældent selvoplevet nød, men erhvervede
kundskaber om verdens opdeling i alt for rige og alt for fattige, om krig,
udbytning og undertrykkelse med Vietnam og Palæstina som paradeeksemplerne.
Det var til at flippe ud over, og det var der da også mange, der
gjorde. Fx når de samledes til festivaler med rockmusik og fri love – eller
mere beskedent i hybler med ølkassereoler for at lede sig frem til holdbare
teorier om en uigendrivelig forbedring af verden. Utopien var frihed i stedet
for undertrykkelse, lighed i stedet for klassesamfund, og forbrødring over klasse-, nations- og kønsgrænserne.
Det med frihed/lighed/forbrødring lyder ikke så lidt som et ekko fra
den borgerlige revolution, der for alvor startede med den franske i 1789. Og
det er der ingen grund til at skamme sig over, al den stund netop disse værdier
er centrale i alle revolutioner, på hvilket tidspunkt i historien de nu har
fundet sted.
At sønner helst ikke vil lære af fædre, men hellere gøre det
modsatte, har ifølge fædrene sjældent bragt verden frem. Når jeg tænker så
langt tilbage, som jeg kan, ser jeg ikke én eneste lasket eller veltrænet, ung
eller gammel, mand eller kvinde bevæge sig i sveddrivende løb på skovstier
eller i vejkanten ivrigt checkende armbåndsuret for at registrere forbedringer
i tempo og distance.
Fænomenet begyndte lidt forsigtigt i slutningen af forrige
årtusinde og accelererede i nullerne, og jeg garanterer for, at hvis det er en
aktivitet, der bringer verden frem, så er tusindårsriget nærmere end i min
studietid, da vi uophørligt trænede hjernen og med forkærlighed lod kroppen
forfalde. Og nedlod vi os til fysiske aktiviteter, var det mestendels for at få
moralsk frirum til en ny brandert.
På den måde ville vi gøre os til fremtidens vindere. At mange fine
tanker blev forløst via alkohol og stoffer er en kliché, som jeg må have med
for yderligere at underbygge den tids mangel på omsorg for kroppen.
I dag er det taberen, der vågner med tømmermænd og længsel efter
mere fjolletobak. Forestillingen om, at det alternative samfund skabes gennem
endeløse nætters diskussioner, er død. Det alternative samfund er her allerede,
og adgangsbilletten er et medlemskab til fitnesscentret.
Men den markante forskel mellem den gang og nu går ikke mellem krop
og ånd og har intet med olympisk idræt at gøre. Den ligger på et andet niveau.
Den drejer sig om kritik set i forhold til et jeg og et vi. Viljen til
at indgå i kollektive bevægeler for at virkeliggøre sine væsenskræfter, som det
hed, er lysår fra den verden, hvor kroppen dyrkes på skovstier eller i
fitnesscentre. Her forbedrer man verden individuelt ved at tabe kilo og få
synlige muskler. De fattige og fede er selv ude om, at de er færdige, de kan jo
bare tage sig sammen og gøre lige som mig, for helvede!
Her er der ikke tale om kollektiv omsorg i socialistisk forstand,
men om liberalistisk aggressivitet og den selvhævdelse og selvforskønnelse, som
Facebook på det åndelige plan er dagens uovertruffen formidler af.
Problemet er bare den omgivende virkelighed, som det ikke er til
at komme uden om. For mens musklerne vokser og lungekapaciteten forøges hos
enkeltindividerne, så plager gældskriser stadig flere centrale europæiske
lande, antallet af arbejdsløse vokser på verdensplan, og det økonomiske
kredsløb er ude af balance. For slet ikke at tale om klimaet.
I dag, syvogtres år og én dag efter Hiroshimadagen, da den første
atombombe viste en måde at udslette verden på, plager det mig, at
undervegetationen af verdensforbedrere i min del af verden frembringer flere
sveddråber på panden end konstruktive ideer til kriseløsninger.
PS
For
at gøre det helt klart, så er jeg ikke modstander af hverken Fanden, Fitness og
Facebook.
-
Fanden har altid været en spore til at tænke gode tanker og virkeliggøre dem.
-
Fitness dyrket med måde giver en krop, som tankerne kan arbejde bekymringsløst
i.
-
Facebook er i dag, hvor afstanden mellem venner tenderer mod at blive tusindvis
af kilometer, en ny og god måde at fastholde et socialt liv på.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar