FANDEN, FITNESS OG FACEBOOK

Efter Helsinki Midnight Run

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mens diskussionen løber, om euroen/EU har en plan B, og Great Britain er ved at bliver splittet op i tre selvstændige nationer, en engelsk, en skotsk og en irsk, samles tv-seere verden over til alle tiders kropsfest i London. Jeg tænker naturligvis på olympiaden og siger med vilje kropsfest, for jeg tror ikke en skid på al gammel ammestuesnak om, at en toptrænet krop med nogen nødvendighed huser en sund sjæl.

Tværtimod. I gymnasietiden, da jeg stod af en sportskarriere som rytter, svømmer eller langdistanceløber, men desværre stadig måtte døje med skolens tvangsgymnastik ledet af lærere med fedtede slipse og blankpudsede sko, blev jeg grebet af en klippefast tro på verdens forbedring gennem kritisk åndelig aktivitet.

Den opfattelse stod i højeste kurs under min studietid, da vi, som var temmelig mange, ville revolutionere verden gennem selv-, fag-, og kapitalismekritik. Udgangspunktet var sjældent selvoplevet nød, men erhvervede kundskaber om verdens opdeling i alt for rige og alt for fattige, om krig, udbytning og undertrykkelse med Vietnam og Palæstina som paradeeksemplerne.

Det var til at flippe ud over, og det var der da også mange, der gjorde. Fx når de samledes til festivaler med rockmusik og fri love – eller mere beskedent i hybler med ølkassereoler for at lede sig frem til holdbare teorier om en uigendrivelig forbedring af verden. Utopien var frihed i stedet for undertrykkelse, lighed i stedet for klassesamfund,  og forbrødring over klasse-, nations- og kønsgrænserne.

Det med frihed/lighed/forbrødring lyder ikke så lidt som et ekko fra den borgerlige revolution, der for alvor startede med den franske i 1789. Og det er der ingen grund til at skamme sig over, al den stund netop disse værdier er centrale i alle revolutioner, på hvilket tidspunkt i historien de nu har fundet sted.

At sønner helst ikke vil lære af fædre, men hellere gøre det modsatte, har ifølge fædrene sjældent bragt verden frem. Når jeg tænker så langt tilbage, som jeg kan, ser jeg ikke én eneste lasket eller veltrænet, ung eller gammel, mand eller kvinde bevæge sig i sveddrivende løb på skovstier eller i vejkanten ivrigt checkende armbåndsuret for at registrere forbedringer i tempo og distance.

Fænomenet begyndte lidt forsigtigt i slutningen af forrige årtusinde og accelererede i nullerne, og jeg garanterer for, at hvis det er en aktivitet, der bringer verden frem, så er tusindårsriget nærmere end i min studietid, da vi uophørligt trænede hjernen og med forkærlighed lod kroppen forfalde. Og nedlod vi os til fysiske aktiviteter, var det mestendels for at få moralsk  frirum til en ny brandert.

På den måde ville vi gøre os til fremtidens vindere. At mange fine tanker blev forløst via alkohol og stoffer er en kliché, som jeg må have med for yderligere at underbygge den tids mangel på omsorg for kroppen.

I dag er det taberen, der vågner med tømmermænd og længsel efter mere fjolletobak. Forestillingen om, at det alternative samfund skabes gennem endeløse nætters diskussioner, er død. Det alternative samfund er her allerede, og adgangsbilletten er et medlemskab til fitnesscentret.

Men den markante forskel mellem den gang og nu går ikke mellem krop og ånd og har intet med olympisk idræt at gøre. Den ligger på et andet niveau. Den drejer sig om kritik set i forhold til et jeg og et vi. Viljen til at indgå i kollektive bevægeler for at virkeliggøre sine væsenskræfter, som det hed, er lysår fra den verden, hvor kroppen dyrkes på skovstier eller i fitnesscentre. Her forbedrer man verden individuelt ved at tabe kilo og få synlige muskler. De fattige og fede er selv ude om, at de er færdige, de kan jo bare tage sig sammen og gøre lige som mig, for helvede!

Her er der ikke tale om kollektiv omsorg i socialistisk forstand, men om liberalistisk aggressivitet og den selvhævdelse og selvforskønnelse, som Facebook på det åndelige plan er dagens uovertruffen formidler af.

Problemet er bare den omgivende virkelighed, som det ikke er til at komme uden om. For mens musklerne vokser og lungekapaciteten forøges hos enkeltindividerne, så plager gældskriser stadig flere centrale europæiske lande, antallet af arbejdsløse vokser på verdensplan, og det økonomiske kredsløb er ude af balance. For slet ikke at tale om klimaet.

I dag, syvogtres år og én dag efter Hiroshimadagen, da den første atombombe viste en måde at udslette verden på, plager det mig, at undervegetationen af verdensforbedrere i min del af verden frembringer flere sveddråber på panden end konstruktive ideer til kriseløsninger.

PS

For at gøre det helt klart, så er jeg ikke modstander af hverken Fanden, Fitness og Facebook.

- Fanden har altid været en spore til at tænke gode tanker og virkeliggøre dem.

- Fitness dyrket med måde giver en krop, som tankerne kan arbejde bekymringsløst i.

- Facebook er i dag, hvor afstanden mellem venner tenderer mod at blive tusindvis af kilometer, en ny og god måde at fastholde et socialt liv på.

 ANNONCE: