 |
| Daggert med skede |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Efter
tæppefald sad jeg selvfølgelig også og klappede, så hænderne sved. Men jo mere
de sved, jo mindre følte jeg, at der egentlig var noget at klappe af. Stykkets
sidste scene viste to unge, smukke mennesker teatralsk oven på hinanden i et
dunkelt gravkammer.
Teknisk set kom deres død af selvmord. Den bagved liggende årsag
var visheden om den evigt elskede andens død. Først fandt ungersvenden sin
livløse elskede og dolkede sig. (U)heldigvis var hun bare skindød, vågnede op, opdagede
sammenhængen, og så var det hendes tur.
Det havde været så æstetisk tiltalende alt sammen. Sergei
Prokofjevs musik, John Crankos koreografi, Balletten på Finlands Nationalopera,
instruktionen, hele scenografien. Og ikke mindst det totale samspil i
udførelsen, hvor danserne med en lethed af en anden verden overvandt
tyngdekraften med trin og spring og gebærder og efter tre timer stadig så lige
uanstrengte ud, mens de modtog tilskuernes hyldest.
OG HVAD SÅ? Hvad skal vi med sådan en gang følelsesporno?
Det var mit spørgsmål til mig selv. Skal jeg virkelig sidde her og
slå hænderne røde imod hinanden på grund af noget så meningsløst som to
selvmord.
Man dolker sig jo ikke i vore dage, man finder en udvej, man
finder en ny, man græder ud og tænker sig om, man tager en timeout, man slapper
af og bliver et nyt menneske, man går til psykolog og kæmper sig gennem
depressionstunnelen, man følger femogtyve råd i et livsstilsmagasin og kommer
videre.
Først og fremmest kommer man videre, for man er ikke en taber, man
giver ikke op, ligger ikke på den lade side og andre til last, for verden
venter jo, og ingen kærlighed er evig, der kommer altid en pige og en sporvogn
til, kun livet er unikt og uerstatteligt og døden er slet ikke på dagsordenen,
for den fører ingen steder hen.
Sproget bugner af den slags udtryk, der handler om at holde
motoren varm og gang i hjulene med et fremadrettet blik. Og det må jo være,
fordi vi elsker dem som udtryk for en negation af alt det, vi netop ikke vil,
nemlig at havne i en blindgyde og opgive os selv.
For ser man statistisk på livet i et europæisk og globalt
perspektiv, er det minsandten blevet bedre! Livslængden er forøget, sygdomme
bekæmpet, menneskerettighederne mere udbredt, krigsforbrydere dømmes ved
internationale domstole, vold, grusomheder og blodsudgydelser i form af
henrettelser, mord, krige, trafikdrab med videre er blevet radikalt formindsket.
Stenaldermenneskets risiko for at dø en naturlig død eller for et andet menneskes
hånd var fifty-fifty, i middelalderen var tortur og lemlæstelse en almindelig
straf for småforseelser, i 1700-tallet rapporteredes der hjem om bataljoners og
generalers død, nu sørger en hel nation over en enkelt falden i Afghanistan.
Pest og farsoter hærgede ustandseligt, solkongen Ludvig XIV huskes for
udtrykket La loi, c’est moi – eller på
godt dansk: Jeg gør, hvad pokker der falder mig ind.
Er det så mærkeligt, at værdien af det enkelte menneskes liv er
vokset i takt med denne udvikling, der er accelereret betydeligt i de sidste
par menneskealdre? Og at kravet til den enkelte om velbefindende og lykke samtidigt
er vokset? Og hvem befinder sig vel ved at ofre sig?
Inte
jag,
som
de også siger i Sverige.
Det er bedre at forhandle end at ofre, og Hamlets og Julies sidste
ord:
The rest is silence
og
O happy dagger
er
meningsløse, fordi de lukker af for enhver dialog.
Og alligevel sidder jeg så der sammen med tusind andre mennesker og
klapper som en rasende og er rørt og ønsker før jeg dør at se stykket sammen
med alle mine børnebørn, for at de også på den måde kan lære noget om, hvordan
livet er og fatte, at det ofte kun er gennem kunsten, vi kan nærme os de
største spørgsmål – de spørgsmål, som vi helst vil snakke os ud af med en flom
af de ypperste argumenter fra bagklogskabens køkkenhave, men som vi kan mærke
brænder hænderne røde i tilskuerrummets mørke og bagefter må skjule, fordi vi
ikke vil vise, hvor berørte vi har været.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar