EUROPÆISKE HOLDKÆFTBOLSJER

Megabolsje fra Designdelikatessen

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Vi er én amerikansk familie,

og vi vil rejse os eller falde

som én nation

og som ét folk.

Ordene er Barak Obamas, og de indgik i hans bejublede takketale efter det nylig overståede præsidentvalg i USA.

Alt går åbenbart i USA. I hvert fald i retorikken.

Anderledes hos os. Anvendelsen af familien Danmark virker for tiden vammel, brugen af begrebet den nordiske familie er i dag sporadisk, og dukker det så endelig op, lyder det nærmest som en del af en festtale. Som når ordene anvendes af Manu Sareen, Danmarks minister for nordisk samarbejde, der i en debatartikel i forbindelse med Nordisk Råds jubilæumssession i Helsingfors gerne vil sige noget pænt om nordisk sammenhæng, sammenhold og samarbejde.

De tider er også for længst forbi, da hver anden europæisk politiker med smør i stemmen talte om den europæiske familie. Det er der, som alle, der bare sporadisk følger med i medierne, gode grunde til. Fremdriften i EU er forsvundet, og glæden ved det allerede opnåede er fraværende. Nu gælder det mest af alt om at redde stumperne.

Allermest perifert, helt nede på bagsædet, længst væk fra dem, der skal forestille at føre den store EU-bus, finder vi Grækenland og nogle andre sydeuropæiske medlemslande. Her er der sådan en uro, at det ikke længere er sikkert at fortsætte. Hvad gør så dem, der sidder længst fremme og holder i rattet og forsøger at tyde kortet?

Jo, i mine øjne behandler de disse ulykkelige lande som forældre behandler børn på bagsædet i familiebilen: I håb om at få temperaturen lidt ned under kogepunktet, stikker de dem et holdkæftbolsje. Men det er, og det ved vi, som har prøvet det, den rene symptombehandling. Den virker, til bolsjet er suttet færdigt. Så vælder problemerne op igen, nu i forstærket form. Men chaufføren får det ofte bedre, for nu ved han da, at han har gjort sit.

På samme måde fungerer symptombehandlingen af Grækenland m.fl. lande efter alt at dømme kontraproduktivt. For flere penge til betaling af statsgælden mod flere besparelser på lønninger og pensioner hjælper naturligvis ikke på det grundlæggende problem, som er at skabe flere arbejdspladser eller ny vækst.

Jeg gentager:

SOM ER AT SKABE FLERE ARBEJDSPLADSER ELLER NY VÆKST.

Mens selvglæden i giverlandene vokser, går folk i modtagerlandene på gaden, og, som jeg hørte i radioen mandag morgen den 12.11.2012, føler mange, at de ikke har mere at miste.

Hvis dette virkelig står til troende, befinder vi os på kanten af en revolutionær situation, som slet ikke bliver bedre af, at ungdomsarbejdsløsheden, og det ikke blot i Grækenland og andre sydeuropæiske lande, men det gælder i EU generelt, bare vokser. En tabt generation på fjorten millioner unge europæere tales der om i en undersøgelse, som Eurofond, EU’s eget forskningsagentur, netop har udsendt.

Hvilken potentiel revolutionsarmé! Men til hvilket europæisk forår?

Ved at være delagtig i hele miseren godkender den danske regering de facto en politisk holdning, som den selv netop har droppet som vejen frem i det danske nationale projekt. Som det måske huskes, blev denne nye holdning lanceret af fremtrædende socialdemokrater i en kronik i dagbladet Politiken dette efterår. Det gøres her klart, at politikernes hovedforpligtelse ikke er

at omfordele økonomisk fra rig til fattig […] men at tage alle til rådighed stående midler i brug for at skabe en veluddannet befolkning.

Hermed har socialdemokraterne med en voldsom debat som den uundgåelige konsekvens fraveget deres traditionelle politik, der var uanset hvad at lade en grænseløs solidaritet udmønte i soleklare rettigheder til omfattende økonomisk støtte til medborgeren i nød. I sin oprindelse var der tale om en politik, som bekæmpede en elementær nød, som heldigvis få i dagens Danmark kender fra andet end historiebøgerne. Historisk set var denne politik god og nødvendig, fordi den virkeliggjorde en anstændig behandling af samfundets svageste i en verden, hvor forskellen mellem lidt og mindre kunne være forskellen mellem liv og død.

Grundholdningen i den nye politik er ikke først og fremmest at dele penge ud, så modtageren kan klare dagen og vejen eller terminen og undgå bankerotten, men gennem hjælp til uddannelse, uddannelse og atter mere uddannelse at sætte borgerne i stand til at hjælpe sig selv. For det har borgerne ifølge tankegangen et potentiale til. Der er altså tale om nogle opgaver, der skal løses, og nogle projekter, der skal udføres, for at borgerne i deres ikke-selvforskyldte ulykke kan hjælpes til at hjælpe sig selv.

Men dette er ikke den grundholdning, der ligger bag EU’s såkaldte krisehjælp. Der er ikke tale om et tilbud, der kan virkeliggøre muligheder, men om et misforstået sikkerhedsnet. Det er muligt – den påstand dukker stadig hyppigere op i pressen, at det udelukkende er skabt for at friholde banker i Tyskland og Frankrig for milliardtab på lån til Grækenland, og at det således skal sikre et ubrydeligt sammenhold mellem insolvente banker og regeringer.

Hvad jeg derimod er sikker på, er, at Danmark med sin delagtighed i den fortsatte misere er ude af trit med sin grundopfattelse, som den blev fremlagt i den omtalte kronik, og den praksis, som dagpengereformen, der jo ikke blot er socialdemokraternes værk, udmøntede.  

Det tegner ikke godt for nationer eller unioner, der er i splid med sig selv, og som ingen forenende stemme forsøger at samle. De står til at falde.

Og det hjælper ikke at stikke et nok så stort bolsje.

Den citerede kronik fra Politiken d. 20.8.12, ”Socialdemokraterne er bedst for Danmark”, er skrevet af Henrik Sass Larsen  (gruppeformand), Bjarne Corydon (finansminister), Mette Frederiksen (beskæftigelsesminister) og Carsten Hansen (minister for by, bolig og landdistrikter).

ANNONCE: