PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Den
gamle landsbysladders drivkraft var forargelse. I dag ser unge Paradise Hotel
for at forarges over deltagerne. En dansk børnebogs titel, Døde børn børster ikke tænder, har fået forargede voksne til at
bombardere forlagets facebook-side. En oppositionspolitikers seks hundrede og seksoghalvfems
(jo, 696) spørgsmål i Folketinget til en minister angående støtte til danske
museer fik forargelsen i medierne til at koge. En dansk TV-reklame om undertøj
fra Jack & Jones har forarget svenskerne, hvis ombudsmand har taget affære.
Mentalt set rimer forargelse på hemmelig fryd, så sandt den gode
forargelse er vand på den enkeltes egen lille mølle og giver en skøn følelse af
at være bedre.
Når forargelsen altså ikke rammer en selv. For så er den noget
klister, det ikke er til at få af igen. Som for eksempel da en nyudnævnt dansk
udenrigsminister droppede Hillary Clinton og i stedet tog på ferie. Sådan en
forargelse hænger fast som de slimede tråde fra en brandmand, man uforsigtigt
er svømmet ind i. Og selv om man skraber efter med en kniv, er det ikke til at
få det hele væk, og rødmen og kløen sidder altid tilbage.
Det geografiske udgangspunkt for min egen forargelse denne uge er
Sparhallen nogle kilometer nord for Mariehamn på Åland. Sparhallen havde
indkøbt tre hundrede fem kilo kød og solgt godt to hundrede og halvtreds kilo
af det som oksefilet. I runde tal svarer det til et par tusind måltider -
eventuelt fordelt på et lige så stort antal kødspisere.
Endelig blev en kunde mistænksom. Hun var svensker og syntes, at
kødet lignede den falske oksefilet, som for et par uger siden blev opdaget i
Sverige. Hun alarmerede Ålands miljö- och hälsoskyddsmyndighet (ÅMHM), som sendte
en prøve til Livsmedelsverket i Sverige. Efter analyse af kødet blev det
fastslået, at der var tale om - farvet svinekød.
Forargelsens
første niveau er forargelsen over skiderikker, der snyder godtfolk – men den er
blandet med en vis undren over, at et par tusind kødspisere kan tage så
grueligt fejl.
Jeg hørte nyheden i radioen om morgenen den 31. oktober og fik den
gentaget i det landsdækkende Yle fem (se: http://arenan.yle.fi/tv/1686045), der også bragte et interview
med Sparhallens levnedsmiddelsindkøber. Han konstaterede, at køb af kød bygger
på gensidig tillid mellem købmand og sælger. En repræsentant for ÅMHM tilkendegav
i samme indslag, at man på Åland har købt kødet i god tro. Det blev oplyst, at
farvestofferne til det falske oksekød normalt anvendes til slik og sodavand, og
at der ikke forelå rapporter om, at nogen var blevet syge af at spise kødet.
Vox populi i indslaget blev repræsenteret af tre personer. Den
første blev spurgt om smagen, men svarede med at henvise til farven, som var
autentisk. Den anden mente, at det hele ikke var så farligt, for kødet kunne da
spises. Den tredje talte om at blive vred, når den slags bedrageri blev opdaget.
Men smagen – det centrale i forholdet mellem okse- og svinekød? Hvad
med smagen? Reporteren berører den, men spørgsmålet blev viftet væk og ikke
fulgt op. Alt handlede om tillid og sundhed og om, at man ikke må bedrage.
Men hjælp! Det er jo smagen, man betaler dyrt for. En saftig og
blodig bøf, som smelter i munden. Ingen er tilsyneladende interesseret i netop
dét.
Forargelsens
andet niveau retter sig da mod kødspisere uden en kvalificeret opfattelse af,
hvad de putter i munden. To hundrede og halvtreds kilo. To tusind munde. Ha-ha,
de sku’ ta’ og smage efter, sku’ de. Være opmærksomme og få et bedre liv, nu de
alligevel betaler dyrt for det. For oksekød koster, selv i Sparhallen.
Men der er to tilføjelser, som bringer os op på forargelsens tredje niveau. Den første
er en velkendt, men gerne bortglemt sandhed, her formuleret af Det Etiske Råd i
Etik og Livets Byggeklodser for gymnasiet (se: http://etiskraad.dk/Temauniverser/Etikoglivetgym/Stamcellekoed.aspx):
Da
der går 7 kg korn til at producere 1 kg oksekød, 4 kg korn til at producere 1
kg svinekød og 2 kg korn til at producere 1 kg fjerkræ, kan der brødfødes
betydeligt færre kødspisere end vegetarer på det samme areal.
Den anden tilføjelse drejer sig om forurening i form af
drivhusgasser. For mens koen står og gumler, prutter den methan, så det vil
noget: Fire tons klarer en ko pr. år. En almindelig gennemsnitsbil er oppe på
2,7 tons drivhusgasser. (http://ing.dk/artikel/95334-landmaend-risikerer-prut-afgift-for-dyrenes-methanudslip)
Mens mennesker i store dele af verden enten lider nød eller
direkte sulter, og enorme orkaner står i kø for at demonstrere den
menneskeskabte klimaforandring, lader vi i den rige verden os altså snyde til
at tygge kød, som vi ikke genkender smagen af samtidig med, at vores i grunden
meningsløse fråseri bidrager til verdens elendighed.
Jo, en god forargelse er herlig, en rigtig renselsesproces. Lige
nu, efter anstrengelsen med at skrive den ned, giver den mig lyst til et stykke
med roastbeef og tyk, hjemmerørt majonæse. Og lidt brød under. For skams skyld.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar