PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Novembermørket giver anfald af
tristesse. Det er en velkendt floskel. Men lad det være nok så meget en floskel.
Det passer. Igen. Igen. Hvert år.
At lyset
stråler fra den latinske guldalders prosa fra for rundt regnet to tusind og
halvtreds år siden og gør verden forunderligt tydelig er et lige så banalt og
forslidt udtryk. Men karakteren af kliché gør det ikke mindre sandt.
Hvorom
alting er. November og latinske guldalderskrifter passer som fod i hose til
hinanden, hvis man vil adspredes og komme til et sted, hvor verden fremstår
gennemskuet og klar i stedet for som her i november, hvor alting mister
konturerne i melankoli og livstræthed.
Ad Herennium, en lærebog i retorik, som er stilet til en
vis Gaius Herennius, er en sikker vej ud af novembermørket. Værket er
formodentlig skrevet 86-82 f.Kr., forfatteren er ukendt. Det er den ældst
bevarede systematisering af romersk retorik og tydeligt influeret af græsk
tradition. Lærebogen nød betydelig anseelse i samtiden, og ikke mindst i
middelalderen og i renæssancen havde den stor gennemslagskraft.
I den
europæiske kulturtradition er Ad
Herennium faktisk en af de mest læste bøger og måske en af de vigtigste,
fordi den formidler et paneuropæisk sprogligt fællesskab i en retorisk
tradition, som er beundret og benyttet fra Bosporus til Thule og fra Vladivostok
og hele den lange vej over Europa og Atlanten til San Fransisco. Lyt for
eksempel til Barak Obama, han kan traditionen, og det er ikke i USA, at den er
opfundet.
At sproget,
som retorikken forstås og udtrykker sig i, i de sidste par hundrede år ikke er latin,
men en lang række nationalsprog, kan man i forbifarten notere som en gevinst.
For nationalsprogene tilgodeser som bekendt samtlige sine borgere, mens latinen
efter Romerrigets fald var og blev de lærdes omgangssprog.
Ad Herenniums fysike omfang er beskedent. Værket er
inddelt i fire bøger med fra syvogtyve til niogtres mindre afsnit på oftest
under en side. I den svenske udgave fra 2009, omhyggeligt oversat og
kommenteret af den store svenske latinist Birger Berg, er omfanget af selve
teksten på små et hundrede og halvtreds sider.
Men man skal
ikke lade sig narre. Vil man tilegne sig det fornødne teoretiske og praktiske
kendskab til de tre taletyper, der behandles, er der, uden overdrivelse,
studier nok til et halvt liv. Ikke fordi teksten er svært tilgængelig på grund
af en dialektisk kompleksitet, der fortaber sig i et begebsfilosofisk mørke.
Den er svær, fordi den i al sin enkelhed lægger moment til moment i sin
udtømmende redegørelse for de tre taletyper:
– rettergangstalen (genus
iudiciale),
– den politiske tale (genus
deliberativum),
– den lovprisende eller
panegyriske tale (genus demonstrativum).
Som
uprætentiøs illustration til forståelse af strukturen i hver enkelt taletype
kan man holde sig opbygningen af et godt gammeldags tov for øje. Det er, som sikkert de færreste nu for tiden ved, slået af tre eller fire reb, såkaldte kordeler. Kordelerne er klappet sammen
af dugter, dugterne tvundet af snore, der, som navnet siger, er snoede,
nemlig af fibre. Jo tykkere og mere
solidt tovet er, desto flere enkeltelementer indgår der i kordeler, dugter,
snore og fibre.
Rebslagerens
faglige termer er overskuelige, og praksis i rebslagergaden er at gå med rumpen
først, mens man slår de oprindelige fibre sammen til et tov, hvis enkeltdele på
forhånd er blevet snoet, tvundet og klappet sammen i indbyrdes modsat retning.
Det færdige
tov røber ikke umiddelbart det tankearbejde og den erfaring, der er nedlagt i
det. Det er der bare som en funktionel helhed – helt som den måde som for
eksempel rettergangstalen ifølge Ad
Herennium skal fremstå på. For, som forfatteren gang på gang påpeger, så
skal den retoriske tale fremføres som udtrykte den stundens indgivelse, ikke
som noget, der giver indtryk af at være udformet efter en bestemt plan, viser
retorisk begavelse og praler af en god hukommelse – sådant kunne jo opvække tilhørernes
mistænksomhed for at blive udsat for en planlagt manipulation.
Men for at
kunne beherske denne det umiddelbare udtryks teknik kæves der netop systematisk
indlæring af en samling regler, efterligning af forbilleder samt daglig øvelse.
Den første,
nødvendige forudsætning for talen er at udtænke argumenter, disponere stoffet,
finde en behagelig sproglig udformning, memorere det hele for til sidst at give
det en til situationen passende fremførelse. På latin kaldes disse fem grundpiller
i retorikken inventio, dispositio, elocutio, memoria og actio.
Udformningen
af talens argumentation berører alle de seks dele, en tale er opbygget af,
nemlig indledning, fremstilling af selve sagen, præcisering af talerens
standpunkt, beviser, modbeviser samt afslutning. I den i særklasse sværeste
taletype, rettergangstalen, er afprøvning af fakta gennem formulering af
spørgsmål et gennemgående træk i alle talens dele. I sammenhæng hermed
forbindelse skal seks forskellige faktorer tilgodeses, nemlig sandsynlighed
(probabile), udelukkelse (conlatio), tegn (signum), indicium (argumentum),
efterfølgende adfærd (consecutio) og sammenfatning af beviserne (adprobatio).
Af disse vil
jeg gå lidt videre med det tredje moment, signum
– eller tegn på, at der er stræbt efter en passende lejlighed til at udføre den
skændige gerning, der er centrum for rettergangen. Dette moment inddeles i
tidspunkt, tidsrum, belejligt øjeblik, håb om at det skal lykkes at udføre
gerningen og håb om at undgå opdagelse.
Hermed er
jeg slet ikke færdig med alle de regler, der bør iaggtages i rettergangstalen,
langt mindre har jeg berørt værkets mange eksempler fra skønlitteraturen og
tidligere rettergange, som illustrerer reglerne. Hvad jeg med ovenstående har
ønsket er blot at give en smagsprøve på Ad
Herenniums grundlæggende stræben efter at opstille et heldækkende og
udtømmende regelsæt i den ene af de tre behandlede taletyper. Ligeledes bør jeg
for god ordens skyld nævne, at perspektivet i fremstillingen af reglerne for
rettergangstalen altid er dobbelt, idet sagen ses fra såvel anklagerens som
forsvarerens standpunkt.
Hvordan man
for et par tusind år siden, da noter, manuskripter og andet skriftligt
huskemateriale ikke fandtes, kunne forventes at holde orden i den flodbølge af
regler, Ad Herennium lader skylle ind
over læseren, giver værket også et bud på. Læseren undervises kort sagt i en
memoreringsteknik, som nutidens hukommelsesatleter har taget til sig. Men disse
anvisninger på systematisk træning af den menneskelige hukommelse skal jeg ikke
her gå i dybden med. Jeg skal nøjes med at påpege, at et grundlæggende
udgangspunkt er at forbinde de dagligdags og velkendte begreber og hændelser,
der let glemmes og sammenblandes, i en systematisk orden med steder (loci) og
billeder (imagines), som er prægnante og usædvanlige for at de derved kan
huskes.
Og kan man
nu alle ovennævnte regler og fremgangsmåder plus de syv gange syvoghalvfjerds,
som jeg har sprunget over, så er man endelig kommet til talens femte grundpille
actio, nemlig dens fremførelse. At den også bestemmes af et væld af regler,
behøver jeg næppe at nævne.
Ingen tvivl
om, at Ad Herennium er en fremragende
bog om retorik, som alle, der vil udtrykke sig prægnant og overbevisende både
privat og offentligt, burde terpe og tilegne sig. Samtidig er den, som så meget
andet skriftligt fra den tidsalder, så fikseret i sit regeltyranni, at det er
til at brække sig over. Det gjorde jeg ikke, da jeg for snart en del år siden
bestod studentereksamen med blandt andet et helt rimeligt resultat af den
mundtlige eksamen i latin.
Jeg gik i
stedet sammen med en åndsfælle ned i skolens læskur og brændte mine latinbøger.
Blad for blad. Italia terra est. Nauta sum. Pyramus et Tisbe. Cæsar. Cicero og
hele balladen gik op i luer. Det var selvfølgelig dumt. Alligevel kan jeg, her
midt i november, lune mig lidt ved erindringen om ilden i de medbragte
bradepander fra gasovnen derhjemme. Det var min tidlige begyndelse til et
oprør, ungdomsoprøret, der for en tid bragte meget godt gennem frigørelse fra
gamle mønstre med sig.
PS. Billedet er fra Knopar till sjöss. Snoningen af snorene
i dugterne til højre og i midten går i øvrigt den forkerte vej.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar