DET STORSTÅTLIGA STOCKHOLM






 PROFIL

Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 
For mig, der bor op og ned ad Finlands hovedstad og er vokset op i Danmark med forestillingen om København som verdens egentlige centrum, er et besøg i Stockholm hver gang lidt af et chok.
Mit første besøg fandt sted det år, den gamle konge Gustav VI Adolf døde. Det var svært at undgå at følge med på alle løbesedlerne, mens jeg gik rundt og spejdede efter langbenede svenske piger af den slags, man havde hørt om fandtes i bataljoner.
Der var ingen!
 Dom solar sig på beachen i södern. Men kom tillbaka på vintern – då!
Og jeg, som var kommet hele den lange vej til Stockholm.
Siden har jeg været i Stockholm om vinteren eller det, der ligner, for det gør de fleste af årstiderne i Stockholm, faktisk. Sidst var i november dette år. Men det, jeg sigtede efter, var nu ikke det blomstrende nutidige, men det autentisk fortidige. Jeg var blevet anbefalet Stockholms Medeltidsmuseum på Helgeandsholmen lige under Norrbro. Til højre, når man kommer fra Gamla Stan. Og derfra kom jeg.
Inde i museet, med fødderne på en brolægning fra middelalderen, læste jeg et sagn om byens grundlæggelse:
Vi er tilbage i 1187. Da bliver Sigtuna plyndret og nedbrændt.  Borgerne lægger alt deres guld ned i en udhulet stamme eller stock, som de skubber ud i Mälaren. Hvor den flyder i land, vil de grundlægge deres nye by. Stocken går på grund på en lille ø eller holm. Navnet er klart, og byen bliver grundlagt.
Sagnet går tilbage til 1500-tallet, og i detaljen er det løgn. Men i sin kerne holder det vand, nemlig at Stockholm blev grundlagt af driftige mennesker med vovemod, tillid til vand og en fatalistisk tro på, at de skulle bide sig fast her, just precis här, og bygge og bo.
Hovedbilledet på min indre skærm af Stockholms Medeltidsmuseum er et stort rum. Midt i løber der en rest på femoghalvtreds meter af bymuren, men uden at den fylder alverden. I rummets periferi en mængde stationer, hvor man kan blive klog på alt fra sygdomme, påklædning, havebrug og byggekunst til sejlads og feltslag. Alt er arrangeret luftigt, og intet opægger til klaustrofobiske følelser. Hvad museer jo ofte gør.
Det, jeg husker bedst, var et kæmpekort over Europa med handelsveje og produkter, der blev hentet hjem til Stockholm: Øl fra Danzig, malt fra Lybeck, okser fra Jylland, sild fra Skåne, klæde fra Brügge og England, vin og stengods fra Frankrig, glas fra Sydtyskland og Italien, krydderier fra Jugoslavien, Spanien og Nordafrika, korn fra Baltikum, pels, voks, tjære, hamp og hør fra Rusland.
Så man forstår: At bo og bygge var for stockholmerne ikke identisk med at sidder derhjemme og hygge. Led efter ordet i svensk, det findes ikke, for hyggen har danskerne taget sig af.
Man får en følelse af, at svenskerne havde ladet sig besætte af den allerede længe hjemløse, nordiske vikingeånd. Og for at gøre en meget lang historie vældig kort var resultatet af al deres virksomhed, der også indbefattede deltagelse i en mængde krige, at ufattelige rigdomme blev fragtet til landet. Stockholm sprængte sine gamle bymure og blev snart Sveriges storståtliga hovedstad. Led efter et modsvar til dét ord i det danske sprog!
Men det er ikke bare det moderne Stockholms gamle bygningers antal og størrelse, der slog mig både før og efter besøget i det stille museum. Det var især alt det latin, der stod på dem med bogstaver, som guldet stråler fra, og som næsten blændede mig gennem det sjaskede vejr med slud og stiv blæst.
Det er de ord, Sverige har skrevet sig ind i historien med.
Såvel danskere som svenskere forbigår gerne i tavshed den uhyggelige årsag til, at det efter middelalderen virkelig rykkede for Sverige, så landet blev Nordens fremmeste. Den finder vi i den danske konge Christian II’s halsløst idiotiske gerning: at lade halshugge cirka hundrede trættekære svenske stormænd på Stortorget i Stockholm. Han ville redde sin egen magt og Kalmarunionen. Men skænkede i virkeligheden Sverige alle tiders gave ved at bane vejen for et Sverige forenet omkring Gustav Vasa. Det havde de nu døde hindret, og hermed havde Christian II i realiteten affyret startskuddet for Sveriges stormagtstid.
Nu, sidst i november fire hundrede og tooghalvfems år senere, skyldes den røde farve over Gamla Stan ikke blodet fra stormændene, der endeligt forenede sig i regnen langs rendestenene. Det er julens røde farve, der breder sig fra de talløse små boder, hvorfra der sælges svensk håndværk og svensk bagværk som i vore drømme om den autentiske jul.
I min næste blog skal jeg vende tilbage til Stockholm. Ikke for at fortsætte med det storståtliga Stockholm og Sveriges stormagtstid, der var tyrannisk og ond. Men for at fortælle om noget, der må kunne gøre ethvert demokratisk tænkende menneske stolt. 


ANNONCE:

 

1 kommentar:

  1. Tack Asger för en välskriven och belysande text om "problemet" med de svenska ortnamnen i Finland i bloggen "Navnet Helsingfors".

    För den som vill veta mera om våra svenska ortnamn rekommenderar jag ett besök på Språkinstitutets webbplats

    kaino.kotus.fi/svenskaortnamn

    Där kan man ta del av den officiella namnförteckningen "Svenska ortnamn i Finland" som innehåller de 5.000 viktigaste av de ca 450.000 ortnamnen i vårt land. Största delen av dem har inga finskspråkiga motsvarigheter.

    Peter Slotte
    Esbo
    Finland

    Link till inlägget 'Navnet Helsingfors':

    http://midtialt.blogspot.fi/2012/03/navnet-helsingfors.html

    SvarSlet