PILATES OG BILLEDBØGER





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

– Pilates er som at læse en billedbog, sagde min gamle ven til mig.
Vi stod i gymnastiksalen og så hinanden an, som man nu gør i gymnastiksale. Det vil sige med diskretion.
Vi var lige klare med timen i pilates, en gymnastikform, som hun har dyrket i det meste af en menneskealder. For mit vedkommende var det den første lektion, og jeg havde sandt at sige svært ved at fatte, hvad det gik ud på.
Og det var ikke bare, fordi de fleste af forklaringer var på finsk og handlede om alt andet end rigtig mandegymnastiks bøj–og–stræk og op–og–ned og frem–og–tilbage. Hovedårsagen var, at jeg havde svært ved at forbinde noget praktisk med de instruktioner, jeg havde forstået rent sprogligt. De kredsede alle sammen om nogle muskler i kroppens dybe lag, som jeg engang må havde lært at beherske, men ikke længere anede, at jeg havde. Og langt mindre kunne finde og aktivere.
Bækkenbunden, for eksempel. Og mellemgulvet. Aktivering af sædemusklerne, som åbenbart ikke var identisk med at stramme balderne. Desuden det der med åndedrættet, som skulle tilpasses i forhold til at spænde musklerne og slappe af. Det hele skulle komme indefra, og selv om det således ikke burde kunne ses udenpå, havde gymnastikfrøkenen flere gange været henne hos sin nybegynder og forklaret med flere ord og berøringer, hvordan jeg i sideliggende stilling for eksempel skulle sænke ribbenene og løfte bækkenbunden. Samtidigt. Og desuden puste ud, når jeg spændte musklerne, og suge luft ind, når jeg slappede dem. Eller var det omvendt?
Alt skulle udføres langsomt og under den største opmærksomhed for at udvikle muskler og muskelgrupper og koordinere dem. Med det formål at give indre støtte til kroppen, hele korsettet! som hun sagde, og balancen.
Det sidste forstod jeg. Kun ikke hvordan.
Som vi stod der tilbage i gymnastiksalen efter lektionen, min gamle ven og jeg, forklarede hun mig langsomt og med mange kropsbevægelser, hvad hun mente med parallellen mellem det, vi lige havde været igennem og læsning af billedbøger. Jeg skal sammenfatte hendes vejledning i følgende abnorme sætningskonstruktion:

Hvad det handler om er at gå langsomt og metodisk ind i sig selv og med skærpet opmærksomhed opdage nogle for længst glemte forudsætninger for at kunne observere hver lille detalje i en billedbog og samtidig se samspillet mellem alle detaljerne i en overordnet helhed og i et æstetisk perspektiv med ens eget indre barn og barnet i det hele taget som centrum.

– Og, tilføjede hun med armene over kors under brystet, – når du så er færdig, er du træt som efter en lang rejse fuld af oplevelser, en rejse, som du har foretaget mest ind i dig selv og inde i dig selv, anspændt til det yderste. Men du er også afslappet i hele kroppen og langt ind i sjælen, fyldt af velbefindende som kun den er, der har hengivet sig selv til den yderste grænse.
– Katharsis? forsøgte jeg mig med. – Eller orgasme?
– Du kan selv vælge, smilede min ven. – Og så skal du, tilføjede hun, - vælge bøger uden alt det der pædagogiske klister, som bare er med for at det skal fange forældre og bedsteforældre og andre med dankort og sedler i tegnebogen. Du skal kort sagt vælge efter det æstetiske.
– Vælge og vælge, sagde jeg, – hvis jeg skal vælge sådan helt frivilligt, bliver det nok litteratur i retning af bungeejumping.
– Thrillere, konstaterede hun.
– Netop, svarede jeg. – Eller krimier. Bøger, hvor man kort sagt hele tiden farer imod den langt uddragne afslutning uden at behøve at tænke for meget.
Hun så lidt for længe på mig. Nikkede farvel og forsvandt ind i damernes omklædningsrum.
Og jeg skyndte mig hjem for at afslutte læsningen af Henning Mankells krimi Den femte kvinnan.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar