PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Ovre i Amerika er bolte og skruer
anderledes, end de er i Danmark. Og det har ikke noget at gøre med gevindet,
for alle skal drejes mod højre for at komme i, og mod venstre for at komme ud.
Med solen.
Og mod solen.
Forskellen
ligger i målene. De er ikke ensartede. Her har vi et internationalt problem.
For nogle hundrede år siden var det samme problem også lokalt dansk. Ensartede
mål blev nemlig først gennemtrumfet mod slutningen af 1600-tallet. Det var den
enevældige konge, der ville have orden i sagerne.
For eksempel
blev en tomme nu en tomme, man kunne stole på overalt i riget. Før havde enhver
snedker haft tommen lige ved hånden, det var nemlig bredden på hans egen
tommeltot. Den kunne variere fra snedker til snedker. Nu blev tommen lige lang
overalt. Udtrykt i dagens måleenhed, metermålet, som indførtes i Danmark i
begyndelsen af 1900-tallet, blev den 0,261545 meter lang. Eller 2,61545 cm.
Sådan var
det i Danmark.
Svenskerne
skulle naturligvis have deres egen tomme. I centimeter den blev 2,4742 lang.
Heldigvis gik de også over til metersystemet. Så på det punkt forstår danskere
og svenskere hinanden fuldstændigt.
Englændernes
tomme, som de tog med sig til Amerika, den nye verden, som den blev kaldt,
passer ikke med nogen af de ovennævnte. Denne tomme, som de kalder inch, var i centimeter 2,54 lang. Det er
den stadig, for den er ikke historie.
Det er det,
der er problemet.
For de
fleste er det abstrakt og kan let løses ved en lille regneoperation. For
eksempel når man skal vælge skærmstørrelse til sin nye laptop. Tretten tommer
eller femten tommer? Man googler, og vips, så er det problem løst.
Men hvad gør
man, når man en sen eftermiddag sidst i september står med en
specialfremstillet amerikansk bolt
til en styreanordningen til en kano Made
in USA, som man er ved at rigge til som sejlbåd, og mangler en møtrik?
Tilnærmelsesvis seks millimeter, kunne min skydelære og jeg konstatere. Men i
møtrikkernes verden gælder ingenting, der er lige ved og næsten. Stål er
ubøjeligt i kravet til eksakthed. Her er det enten-eller. Er møtrikken bare
lidt for lille, kan bolten ikke træde i karakter som den nødvendige
forudsætning for rorets funktionsduelighed.
Mit problem
var mere end alvorligt, for som bekendt er det med roret, man får styr på
vinden, så man kan komme hen, hvor man vil uden at kæntre. Og møtrikken, som
jeg ikke havde, men som fandtes i Amerika, var konstruktionens arkimediske
punkt. Som nøglen til det hele skulle den dreje kanoen i verden.
I et
splitsekund forestillede jeg mig, at hvis møtrikken ikke ville komme til mig,
så måtte jeg komme til møtrikken. Men ærligt talt: At styre over Atlanten uden
denne møtrik var jo en ren fantasme. Så i næste sekund hørte jeg til min
forskrækkelse mig stå og travestere Richard III’s berømte ord under slaget på
Bosworth Field:
A nut! a
nut! my canoe for a nut!
Her var
virkelig et eksistentielt valg i en nøddeskal. Mit livs Enten – Eller.
Formuleret
med en velkendte aforisme:
At sejle – eller ikke at sejle,
det er sagen.
Gode råd var
med andre ord mere end almindeligt dyre, men som skrevet står, er det i nøden,
man skal kende sine venner, og så kom jeg på det. For jeg kendte jo en, der
faktisk havde boet i Amerika. Ham skulle jeg nu give chancen for at vise, hvad
hans venskab var værd.
Faktisk
ejede han tre møtrikker, alle forskellige, fortalte han i telefonen, som jeg i
en fart havde fået op af lommen - for hvor nøden er størst, er hjælpen i den
bedste af alle verdener altid nærmest. Om de faktisk var amerikanske, hans møtrikker, var han ikke sikker på, men jeg
måtte få dem alle tre, han ville komme forbi om cirka en halv time, han var
allerede næsten på vej, for han skulle på sightseeing med svigerforældrene fra USA.
De kom. Hans
egen familie og svigerforældrene. Syv var de, og den ene af møtrikkerne
passede.
Den blev
monteret, mens de stod og så på.
Desværre
viste det sig efter nøjere afprøvning, at hele den amerikanske konstruktion
trods den rigtige møtrik var ubrugeligt leddeløs. Selvfølgelig kunne man sætte
en kurs. Rent teoretisk. Men i praksis ville det være umuligt at holde den.
Det føltes,
som slaget var tabt. Men skulle der dog ikke være tid til at vinde et nyt?
tænkte jeg heldigvis. Og i det sene aftenlys lagde jeg en plan og gennemtænkte
en ny konstruktion, som jeg blev færdig med nogle dage efter. Til den gik der
et stykke vandfast krydsfiner på tolv millimeter formet som en flyvende
albatros, to vinkeljern og én rektangulær og fire kvadratiske plader, atten
femmillimeters og otte firemillimeters rustfrie bolte med forskelligt formede
hoveder inklusive løsemøtrikker og spændeskiver, et par bøjler samt to taljer.
Så meget for
at erstatte én i sig selv perfekt amerikansk møtrik. Men som jeg havde
forkastet. Mit løfte til mig blev at holde øjnene åbne og forsøge at finde en
passende bolt til den, så den kunne komme til nytte. Amerikansk! Hvad ellers?
Den fortjente det. Den var jo blevet fragtet fra sin hjemstavn og skulle nødig
fortsætte som singel, fordi de fleste af os i den gamle verden engang havde
vendt tommelfingeren nedad for fod og tommer og med foragt forkastet inchen.
Om roret kom
til at fungere? På landjorden så absolut. Det er helt enkelt fremragende, når
det svinger gennem luften.
Men hvad det duer til, når sejlet spændes og
vandet fosser omkring stævnen, vil vise sig, når isen er smeltet og vinteren
ovre.
Til den tid
vil jeg tage bestik af solen og sejle mod vest, mens jorden snurrer venstre om
sin akse. Planen er at holde kursen helt til Amerika.
Jeg skal
lade høre fra mig.
ANNONCE: