SAMTALE ELLER NØDVENDIGHED





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I dagens politik vader vi i nødvendigheder.
Nødvendigheden af en fortsat stram integrationspolitik er åbenbar.
Atomkraft er jo en nødvendighed for at redde klodens klima.
Alle må dog indse nødvendigheden af at sætte velfærdsstaten på skrump for at redde den.
Signalet er hver gang, at det hjælper lige fedt at forsøge at ændre med fornuftens stemme som at skrige sig hæs i protester.
Hvor sløjt det står til med den demokratiske samtale, fik jeg for nogen tid siden et eksemplarisk eksempel på.

Det skal vi da diskutere,

lød det fra en garvet politiker – nærmest som et citat fra den store håndbog i demokrati.
Bemærkningen (fra den tidligere formand for Socialistisk Folkeparti, skatteminister Holger K. Nielsens) var svar på, at mange i hans parti ønsker SF ud af regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Men uanset hans egen positive holdning til samarbejdet blev bekendelse til netop den demokratisk samtale forsidestof i dansk presse som et signal om en regering på afgrundens rand.
Havde han i stedet sagt:

Nødvendigheden af SF’s forbliven i regeringen kan der jo  ikke herske nogen som helst tvivl om,

havde han talt som dagens politiker, der dækker sig bag bedreviden, bag formaninger, bag henvisninger til den store nødvendighed.
For demokrati er ineffektivt. Det ved vi jo.
Det sinker beslutningsprocesserne. Det er bevist.
Det bremser innovationer. Det ser man hver dag.
Det hæmmer konkurrenceevnen. Vi bliver sidst i klassen.
Det dæmper væksten. Armod står for døren.
Derfor er hurtige beslutninger, kontinuerlige innovationer og en potent konkurrenceevne nødvendige for at fremme befolkningens tre store V’er: Vækst, Velfærd og Velbefindende.
Se på Kina!
Som objekt for nødvendigheden er borgeren midlet for at nå resultater.
Er dette politik? Nej!
Ideologi? Nej!
Nyliberalisme? Nej!
Dette er moderne management i tjeneste hos den store nødvendighed.
Så er det jeg spørger:
– Hvorfor?
og
– Til hvis bedste?
 

ANNONCE:


ORD OG SKRUER – EN BETRAGTNING


Frederikke af Biskops-Arnö fik nyt ror


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr                   
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Med ord kan man danne sætninger, med skruer kan man føje de forskelligste materialer sammen til nye former. Når det rigtig lykkes, kan det ene blive til ordkunst, det andet til kunsthåndværk.
Eller der kan komme en brugsanvisning eller et dørhåndtag ud af det.
Jeg vil ikke beskrive mig selv som ordsamler. Den slags overlader jeg til professionelle ordbogsredaktører, som registrerer og klassificerer ord og fortæller om deres oprindelse, betydning og brug. Men jeg er uden tvivl en stor ordbeundrer og glad for at lære nye ord, som alene eller i selskab med andre nuancerer mulighederne for at forstå og udtrykke sig – eller giver adgang til nye oplevelser og indsigter.
Med ord kan man skabe det, som ikke før fandtes. Men man skal have fat i de rigtige. Man skal finde ud af, hvordan de skal føjes sammen, og det kræver, også når man er ude på at skabe noget nyt, der fungerer og giver betydning, kendskab til de gamle former.
Sådan ser jeg på ord, og stort set på samme måde ser jeg på min omgang med møtrikker, skruer og bolte.
Nu skal ingen tro, at jeg sådan går og samler på den slags. Eller på søm for den sags skyld. Eller planker og spånplader. Egentlig samler jeg ikke på andet end på julemærker. Det andet er bare noget, der er kommet, fordi jeg har skullet bruge det i en bestemt anledning i forbindelse med reparationer af uophængte gardiner, et miserabelt køkken, en plimsoller af en motorbåd eller til konstruktioner af ting og sager, som man ville have levet lige så lykkeligt uden. Stylter, som man falder ned fra. Fuglekasser, som katten plyndrer. Sparkebrætter, der alligevel ikke hindrer bolden i at flyver ind i naboens vinduer. Hytter, vindmøller og vandmøller og batter til stangtennis.
Til alt dette, undtagen til batter til stangtennis, går der anseelige mængder skruer og møtrikker. Og da jeg på grund af lange afstande til isenkræmmeren har gjort det til en vane hellere at købe lidt for meget af den slags end lidt for lidt og siden gemme det, der er blevet til overs, har der gennem årene samlet sig et anseeligt lager af forskelligartede hjælpemidler til at føje de forskelligste emner sammen.
I min bevidsthed og med mine hænder, der lige nu rammer tangentbordets taster og får ord og sætninger frem på skærmen, handler disse sammenføjninger også om at udtrykke sig.
Det altafgørende er at finde det rigtige materiale til formålet, men det er ikke altid så enkelt.
Er det ord, jeg savner, er det somme tider løsningen at gå på opdagelse i en synonymordbog. Og i min verden er det hver gang lige spændende at undersøge, hvilke muligheder sproget giver, både hvad angår variation og præcision. Når jeg så måske efter lang tids søgen har fundet det rigtige ord eller udtryk, er det ikke for meget sagt, at en stærk følelse af lykke overvælder mig. Skuffelsen ved ikke at finde er lige så stor. Men størst af alt er den stædige nysgerrighed.
Hvis det er en bestemt skrue, jeg mangler, er det ofte en nervepirrende oplevelse at vandre forbi isenkræmmerens udbud, der ligger i kasser eller præsenterer sig i plastikposer, hvis de tilhører den dyre, rustfrie kategori. Men det er ikke bare længden og tykkelsen, som afgør valget. Materialet, spidsen, gevindet og hovedet er af afgørende betydning for at få den letteste arbejdsgang, den optimale holdbarhed og det rigtige udtryk i det færdige arbejde.
Tag for eksempel noget så essentielt som skruens hoved. I mine egne skuffer med skruer finder jeg linsehoveder, panhoveder, halvkugleformede hoveder, flade hoveder, fladt forsænkede hoveder og franske skruer med sekskantede hoveder.
I nogle af de gamle skruer er kærven lige, men de fleste har krydskærv, nogle få har unbrakokærv, og endnu færre torxkærv. En del er af rustfrit stål, hovedparten er el- eller varmegalvaniserede, mange er af kulstål og en overraskende stor mængde af messing. Når her til lægges et større antal skruetyper beregnet til de forskelligste materialer og funktioner, som udtrykker sig i gevindets udformning på en lang skala fra groft til fint og skruernes længde og tykkelse, har vi et næsten uendeligt væld af kombinationsmuligheder. Eller hvis vi skal anskue det æstetisk: af udtryksmidler.
De florerer i min skruesamling, der i sig selv er et udtryk for, at mine jagter på skruer har givet resultat. Og hvad sådan jagt angår, kan man på forhånd være temmelig sikker på, at de rigtige skruer findes. Rationalet i dette er, at det meste af det, man er i gang med, grundlæggende betjener sig af kendt materiale. Formen, derimod, kan man efter omstændighederne forholde sig kreativt til, idet man tilpasser den hensigten, man i forvejen har med det hele – eller finder og udvikler under arbejdets gang.
Dét er det sjove. Og jo mere umuligt, ens forehavende er, desto sjovere bliver det undervejs, og når det lykkes.
På den måde kan man måske ende med at skabe godt håndværk, som fungerer og har æstetiske kvaliteter. Og godt håndværk er immervæk bedre end dårlig kunst. 


ANNONCE:

 

DEN AMERIKANSKE MØTRIK













PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Ovre i Amerika er bolte og skruer anderledes, end de er i Danmark. Og det har ikke noget at gøre med gevindet, for alle skal drejes mod højre for at komme i, og mod venstre for at komme ud.
Med solen. Og mod solen.
Forskellen ligger i målene. De er ikke ensartede. Her har vi et internationalt problem. For nogle hundrede år siden var det samme problem også lokalt dansk. Ensartede mål blev nemlig først gennemtrumfet mod slutningen af 1600-tallet. Det var den enevældige konge, der ville have orden i sagerne.
For eksempel blev en tomme nu en tomme, man kunne stole på overalt i riget. Før havde enhver snedker haft tommen lige ved hånden, det var nemlig bredden på hans egen tommeltot. Den kunne variere fra snedker til snedker. Nu blev tommen lige lang overalt. Udtrykt i dagens måleenhed, metermålet, som indførtes i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, blev den 0,261545 meter lang. Eller 2,61545 cm.
Sådan var det i Danmark.
Svenskerne skulle naturligvis have deres egen tomme. I centimeter den blev 2,4742 lang. Heldigvis gik de også over til metersystemet. Så på det punkt forstår danskere og svenskere hinanden fuldstændigt.
Englændernes tomme, som de tog med sig til Amerika, den nye verden, som den blev kaldt, passer ikke med nogen af de ovennævnte. Denne tomme, som de kalder inch, var i centimeter 2,54 lang. Det er den stadig, for den er ikke historie.
Det er det, der er problemet.
For de fleste er det abstrakt og kan let løses ved en lille regneoperation. For eksempel når man skal vælge skærmstørrelse til sin nye laptop. Tretten tommer eller femten tommer? Man googler, og vips, så er det problem løst.
Men hvad gør man, når man en sen eftermiddag sidst i september står med en specialfremstillet amerikansk bolt til en styreanordningen til en kano Made in USA, som man er ved at rigge til som sejlbåd, og mangler en møtrik? Tilnærmelsesvis seks millimeter, kunne min skydelære og jeg konstatere. Men i møtrikkernes verden gælder ingenting, der er lige ved og næsten. Stål er ubøjeligt i kravet til eksakthed. Her er det enten-eller. Er møtrikken bare lidt for lille, kan bolten ikke træde i karakter som den nødvendige forudsætning for rorets funktionsduelighed.
Mit problem var mere end alvorligt, for som bekendt er det med roret, man får styr på vinden, så man kan komme hen, hvor man vil uden at kæntre. Og møtrikken, som jeg ikke havde, men som fandtes i Amerika, var konstruktionens arkimediske punkt. Som nøglen til det hele skulle den dreje kanoen i verden.
I et splitsekund forestillede jeg mig, at hvis møtrikken ikke ville komme til mig, så måtte jeg komme til møtrikken. Men ærligt talt: At styre over Atlanten uden denne møtrik var jo en ren fantasme. Så i næste sekund hørte jeg til min forskrækkelse mig stå og travestere Richard III’s berømte ord under slaget på Bosworth Field:

A nut! a nut! my canoe for a nut!

Her var virkelig et eksistentielt valg i en nøddeskal. Mit livs Enten – Eller.
Formuleret med en velkendte aforisme:

At sejle – eller ikke at sejle, det er sagen.

Gode råd var med andre ord mere end almindeligt dyre, men som skrevet står, er det i nøden, man skal kende sine venner, og så kom jeg på det. For jeg kendte jo en, der faktisk havde boet i Amerika. Ham skulle jeg nu give chancen for at vise, hvad hans venskab var værd.
Faktisk ejede han tre møtrikker, alle forskellige, fortalte han i telefonen, som jeg i en fart havde fået op af lommen - for hvor nøden er størst, er hjælpen i den bedste af alle verdener altid nærmest. Om de faktisk var amerikanske, hans møtrikker, var han ikke sikker på, men jeg måtte få dem alle tre, han ville komme forbi om cirka en halv time, han var allerede næsten på vej, for han skulle på sightseeing med svigerforældrene fra USA.
De kom. Hans egen familie og svigerforældrene. Syv var de, og den ene af møtrikkerne passede.
Den blev monteret, mens de stod og så på.
Desværre viste det sig efter nøjere afprøvning, at hele den amerikanske konstruktion trods den rigtige møtrik var ubrugeligt leddeløs. Selvfølgelig kunne man sætte en kurs. Rent teoretisk. Men i praksis ville det være umuligt at holde den.
Det føltes, som slaget var tabt. Men skulle der dog ikke være tid til at vinde et nyt? tænkte jeg heldigvis. Og i det sene aftenlys lagde jeg en plan og gennemtænkte en ny konstruktion, som jeg blev færdig med nogle dage efter. Til den gik der et stykke vandfast krydsfiner på tolv millimeter formet som en flyvende albatros, to vinkeljern og én rektangulær og fire kvadratiske plader, atten femmillimeters og otte firemillimeters rustfrie bolte med forskelligt formede hoveder inklusive løsemøtrikker og spændeskiver, et par bøjler samt to taljer.
Så meget for at erstatte én i sig selv perfekt amerikansk møtrik. Men som jeg havde forkastet. Mit løfte til mig blev at holde øjnene åbne og forsøge at finde en passende bolt til den, så den kunne komme til nytte. Amerikansk! Hvad ellers? Den fortjente det. Den var jo blevet fragtet fra sin hjemstavn og skulle nødig fortsætte som singel, fordi de fleste af os i den gamle verden engang havde vendt tommelfingeren nedad for fod og tommer og med foragt forkastet inchen.
Om roret kom til at fungere? På landjorden så absolut. Det er helt enkelt fremragende, når det svinger gennem luften.
Men hvad det duer til, når sejlet spændes og vandet fosser omkring stævnen, vil vise sig, når isen er smeltet og vinteren ovre.
Til den tid vil jeg tage bestik af solen og sejle mod vest, mens jorden snurrer venstre om sin akse. Planen er at holde kursen helt til Amerika.
Jeg skal lade høre fra mig.


ANNONCE: