SALT OG PEBER I SÅRENE


Ole Bole løb i skole

 PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Et af min barndoms yndlingseventyr hedder Hvem der først bliver vred. Det handler om tre brødre, der efter hinanden tager tjeneste hos en bonde. Tror de. Men i virkeligheden er det jo en trold.
Akkorden er god: en skæppe sølvpenge for et halvt års arbejde fra morgen til aften. Eftersom bonden ikke vil se sure miner, opretter de desuden en gensidig aftale om, at den, der først bliver vred, skal have skåret en rem af sin bug og en rem af sin bag, og at der skal strøs salt og peber i sårene. Per og Poul kommer selvfølgelig galt af sted, fordi de følger troldens anvisninger, mens den tredje bror, Tosse-Hans, følger sit eget hoved. Trolden bliver straffet, og Hans kommer hjem med den fortjente skæppe sølvpenge.
Jeg kom til at tænke på eventyrets barbariske afstraffelse, da jeg hørte og læste om lovindgrebet efter Kommunernes Landsforenings lockout af de danske folkeskolelærere. Indgrebet er åbenbart så ensidigt på Kommunernes Landsforenings side, at generalsekretæren for Education International, der repræsenterer 30 millioner medlemmer i 172 lande verden over, har fundet anledning til at fordømme det.
At blive kørt over i den grad er trist for alle arbejdstagere og kan give rig anledning til sure miner. Men for specielt lærere er der den særlige omstændighed, at de ikke kan gå bitre og indadvendte på arbejde. Hverken den første skoledag, som var i går mandag. Eller i dag tirsdag. Eller resten af ugen eller resten af året lige til pensioneringen.
Den nedladende holdning: at alle i lederlaget over lærerne håbede på og regnede med, at lærerne som en slags forvoksede børn fik raset ud i bededagsferien, bliver til fulde bekræftet, hvis man googler lidt på lærernes første skoledag. Rundt omkring på de forskellige skoler blev de modtaget med velkomsttaler og sang, der var frugt på bordet og hyggetid på lærerværelset og andre trivselsaktiviteter, så de kunne føle sig velkomne og værdsat og tilliden kunne genetableres.
Masser af chokolade på den bitre pille, altså.
Googler man på den sindsstemning, lærerne mødte med, bliver indtrykket, at de følte sig

bange,
bitre,
forslåede,
groft og uretfærdigt behandlede,
kede af det,
ramte,
skuffede,
sårede,
usikre.

Men siger lærerne dét til pressen, til forældrene, til børnene, når de efter de fire ugers lockout træder ind i skolegården? Nej, de siger:

Jeg glæder mig til at se mine unger!

Og det er sandt, for det gør de selvfølgelig også.
Netop derfor har hierarkiet af lærerledere fra regering og Folketing til Kommunernes Landsforening og de enkelte skoleledere krammet på lærerne. For de er gidsler for deres glæden ved at undervise og deres kærligheden til eleverne. De er, som statsministeren engang sagde, hjertet i folkeskolen. Fordi undervisning for dem er en hjertesag. Legoklodser kan man fremstille med sure miner og modvilje, uden at det går ud over kvaliteten. Men underviser man på de præmisser, bliver resultatet mislykket. Det ved lærerne. Derfor smiler de.
Og derfor fremstår de i disse dage som Danmarks mest misbrugte stand. I stedet for at vise dem tillid, har man tromlet dem i forventning om, at de skal gå ind i undervisningen med glade miner. Men glade miner fortæller intet om ægte glæde.
Først sårer man lærerne. Så strør man salt og peber i såret.
Tænk, at Danmarks øverste ledere tror, at der kan komme et løft af folkeskolen ud af den behandling. Er det lønslaver, de ønsker sig? Fatter de ikke, at lærernes helhjertede medspil er af afgørende betydning for regeringens skolevision?
Fortsætter dagens ledere sådan, har de tabt. Ligesom trolden i eventyret, der fik skåret en rem af sin bug og en rem af sin bag og salt og peber i sårene.
Kort sagt: Det bliver et svidende nederlag ved næste valg. Barbarisk? Sådan er demokratiet!


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar