PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
For tanken er det, som
kristendommen prædiker om jomfrufødsel og Helligåndens nedstigning i form af en
due, noget pladder. Men det er det ikke for troen. Den har det særlige
privilegium, at den ikke kan prøves ved andet end sin egen kraft. Tror man, så
tror man, og den tro kan bære gennem ild og vand og gøre til døden pinte
mennesker til helgener.
I de fleste
andre forhold har fornuften siden Oplysningstiden været vejleder for menneskers
opfattelse af, hvad der er sandt og falsk. I vore dage i den grad, at pålideligheden
i alt, hvad der nedfældes på regneark eller skrives i disputatser, vurderes
højere end det, almindelige mennesker kan nå frem til ved at tænke sig om.
For eksempel
inden for det område, der hedder økonomi. At økonomi ikke er en eksakt
videnskab som fx matematik og fysik er en ting, det er let at glemme, når vi
lytter til eksperter inden for området.
I
virkeligheden er økonomi lige så ineksakt som meteorologi: Vi kender de
faktorer, der påvirker vejret: varme og vind, højtryk og lavtryk, havstrømme
osv., men hvordan de optræder præcis på et givet tidspunkt, og hvilket vejr,
dette resulterer i på specifikke geografiske områder, kan ikke forudsiges med
et hundrede procents sikkerhed. Somme tider passer det, men engang imellem
rammer meteorologerne helt ved siden af, som da de profeterede, at temperaturen
i Finland på Valborgsmesseaften den 30. april skulle nå 20 grader. Mandag den
6. maj kl. 7 lovede vejrprofeterne op til 17 grader, klokken 13 op til 16…
Den meget
omtalte økonomiske krise har også sine profeter. Deres trosbekendelse udgår for
tiden fra et begreb om en global økonomisk nødvendighed med direkte indflydelse
på økonomiske fællesskaber som EU, nationaløkonomier som fx den græske lige ned
til min egen lille privatøkonomi, der forgrener sig til økonomierne i Danmark,
Sverige og Finland, og kan aflæses på min bankkonto. For mig, som for de
allerfleste i disse lande, er prognosen stabil.
Prognosen
for mange af mine medmenneskers økonomi i snart sagt alle sydlige EU-lande er
også stabil. Nemlig stabilt nedadgående. I Grækenland, læser jeg, har en
voksende andel af befolkningen ikke længere råd til at begrave deres døde.
I et eller
flere år er hestekuren for disse lande gået ud på, at de skulle spare sig
gennem krisen ved hjælp af nedskæringer, arbejdsløshed, nedsatte pensioner osv.
for så at komme ud på den anden side med øget vækst som det givne resultat. I
de seneste uger har en videnskabelig begrundelse herfor fundet vej til
avisernes spalter. Jeg tænker på harvardforskerne Reinhardts og Rogoffs
påvisning af, at en statsgæld på 90 pct. eller mere af BNP hæmmer den
økonomiske vækst.
At disse
beregninger netop nu er blevet aktualiserede skyldes alene, at en studerende
har påvist elementære regnefejl i dem, samt at Reinhardt og Rogoff desuden på
en uheldig måde har været selektive i deres valg af de faktorer, de har
medtaget i deres beregningsgrundlag. Desværre lyttede blandt andre EU’s økonomikommissær
Olli Rehn til disse, som han udtrykker det, seriøse,
akademiske forskere. Men som altså nu er afslørede som falske profeter. Hermed
er tæppet revet væk under retfærdiggørelsen af de drakoniske nedskæringer i fx
Spanien, hvor arbejdsløsheden er voksende.
Jeg har
forsøgt at forstå Reinhardts og Rogoffs beregninger og argumenterne imod dem og
disses modargumenter. Det eneste, jeg er sikker på, er, at højt begavede
økonomer er uenige. På samme måde som højt begavede teologer i kristenheden i
1600’tallet var så uenige om transsubstantionslæren, at der måtte udkæmpes en
Trediveårskrig med videre, før gemytterne faldt nogenlunde til ro.
Men for lige
igen at komme ned på jorden og skære det ud i pap: Den økonomiske hanekamp drejer
sig grundlæggende om den påstand, at flere arbejdsløse skaber økonomisk vækst.
Med andre
ord: Det rene pladder.
Og nu, vi er
ved pladderet, så lad mig lige trække dogmet over alle økonomiske dogmer frem.
Det, der handler om økonomisk vækst som forudsætning for en stabil økonomi. Helt elementært er der, for
så vidt stabil kommer af stare = stå, tale om en contradictio in adjecto.
I øvrigt er
dogmet af relativ ny dato, idet det er vokset frem med 1900-tallets historisk
set enorme vækst.
Store dele
af verden sukker efter et politisk og et økonomisk opgør med denne trosartikel.
I nævnte rækkefølge. Økologer mener, at Jorden også gør det.
Det opgør kunne
befri os fra dagens pseudoreligiøse snak om nødvendighed. Og som led i en anderledes
globaliseringsbølge få os til at betragte hinanden som medmennesker i stedet
for som konkurrenter på liv og død.
Man kunne
starte med at tænke vækst som øget holdbarhed. Det går at fatte uden regneark
og Helligåndens medvirken.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar