REGNEARK OG HELLIGÅND




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


For tanken er det, som kristendommen prædiker om jomfrufødsel og Helligåndens nedstigning i form af en due, noget pladder. Men det er det ikke for troen. Den har det særlige privilegium, at den ikke kan prøves ved andet end sin egen kraft. Tror man, så tror man, og den tro kan bære gennem ild og vand og gøre til døden pinte mennesker til helgener.
I de fleste andre forhold har fornuften siden Oplysningstiden været vejleder for menneskers opfattelse af, hvad der er sandt og falsk. I vore dage i den grad, at pålideligheden i alt, hvad der nedfældes på regneark eller skrives i disputatser, vurderes højere end det, almindelige mennesker kan nå frem til ved at tænke sig om.  
For eksempel inden for det område, der hedder økonomi. At økonomi ikke er en eksakt videnskab som fx matematik og fysik er en ting, det er let at glemme, når vi lytter til eksperter inden for området.
I virkeligheden er økonomi lige så ineksakt som meteorologi: Vi kender de faktorer, der påvirker vejret: varme og vind, højtryk og lavtryk, havstrømme osv., men hvordan de optræder præcis på et givet tidspunkt, og hvilket vejr, dette resulterer i på specifikke geografiske områder, kan ikke forudsiges med et hundrede procents sikkerhed. Somme tider passer det, men engang imellem rammer meteorologerne helt ved siden af, som da de profeterede, at temperaturen i Finland på Valborgsmesseaften den 30. april skulle nå 20 grader. Mandag den 6. maj kl. 7 lovede vejrprofeterne op til 17 grader, klokken 13 op til 16…
Den meget omtalte økonomiske krise har også sine profeter. Deres trosbekendelse udgår for tiden fra et begreb om en global økonomisk nødvendighed med direkte indflydelse på økonomiske fællesskaber som EU, nationaløkonomier som fx den græske lige ned til min egen lille privatøkonomi, der forgrener sig til økonomierne i Danmark, Sverige og Finland, og kan aflæses på min bankkonto. For mig, som for de allerfleste i disse lande, er prognosen stabil.
Prognosen for mange af mine medmenneskers økonomi i snart sagt alle sydlige EU-lande er også stabil. Nemlig stabilt nedadgående. I Grækenland, læser jeg, har en voksende andel af befolkningen ikke længere råd til at begrave deres døde.
I et eller flere år er hestekuren for disse lande gået ud på, at de skulle spare sig gennem krisen ved hjælp af nedskæringer, arbejdsløshed, nedsatte pensioner osv. for så at komme ud på den anden side med øget vækst som det givne resultat. I de seneste uger har en videnskabelig begrundelse herfor fundet vej til avisernes spalter. Jeg tænker på harvardforskerne Reinhardts og Rogoffs påvisning af, at en statsgæld på 90 pct. eller mere af BNP hæmmer den økonomiske vækst.
At disse beregninger netop nu er blevet aktualiserede skyldes alene, at en studerende har påvist elementære regnefejl i dem, samt at Reinhardt og Rogoff desuden på en uheldig måde har været selektive i deres valg af de faktorer, de har medtaget i deres beregningsgrundlag. Desværre lyttede blandt andre EU’s økonomikommissær Olli Rehn til disse, som han udtrykker det, seriøse, akademiske forskere. Men som altså nu er afslørede som falske profeter. Hermed er tæppet revet væk under retfærdiggørelsen af de drakoniske nedskæringer i fx Spanien, hvor arbejdsløsheden er voksende.  
Jeg har forsøgt at forstå Reinhardts og Rogoffs beregninger og argumenterne imod dem og disses modargumenter. Det eneste, jeg er sikker på, er, at højt begavede økonomer er uenige. På samme måde som højt begavede teologer i kristenheden i 1600’tallet var så uenige om transsubstantionslæren, at der måtte udkæmpes en Trediveårskrig med videre, før gemytterne faldt nogenlunde til ro.
Men for lige igen at komme ned på jorden og skære det ud i pap: Den økonomiske hanekamp drejer sig grundlæggende om den påstand, at flere arbejdsløse skaber økonomisk vækst.
Med andre ord: Det rene pladder.
Og nu, vi er ved pladderet, så lad mig lige trække dogmet over alle økonomiske dogmer frem. Det, der handler om økonomisk vækst som forudsætning for en stabil økonomi. Helt elementært er der, for så vidt stabil kommer af stare = stå, tale om en contradictio in adjecto.
I øvrigt er dogmet af relativ ny dato, idet det er vokset frem med 1900-tallets historisk set enorme vækst.
Store dele af verden sukker efter et politisk og et økonomisk opgør med denne trosartikel. I nævnte rækkefølge. Økologer mener, at Jorden også gør det.
Det opgør kunne befri os fra dagens pseudoreligiøse snak om nødvendighed. Og som led i en anderledes globaliseringsbølge få os til at betragte hinanden som medmennesker i stedet for som konkurrenter på liv og død.
Man kunne starte med at tænke vækst som øget holdbarhed. Det går at fatte uden regneark og Helligåndens medvirken.


ANNONCE:

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar