FREMMEDE VOKSNE











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Jeg ser for mig, hvordan han kommer trækkende med sin cykel hen ad den smalle skovsti. Den er sort, gammeldags, og han er selv lidt oppe i årene og det, man kalder velsoigneret. Med hånden på en pind, han har klemt fast i bagagebæreren, går en pige. Hun er otte-ni år, har han vurderet. Hun småsnøfter. Han vender sig ofte og siger, at nu er der ikke langt igen, snart er de ude på den store vej, som fører til campingpladsen. Der finder de sikkert hendes mor, og hvis de ikke finder hende med det samme, lover han en stor is. Pigen smiler for første gang.
I netop dette øjeblik dukker moren op. Hun styrter hen til pigen, som straks begynder at græde.
– Hvad har han gjort ved dig, råber hun og løfter hende op.
– Han… han har lovet mig en stor is.
Manden med cyklen er min gode ven. Han cykler gerne rundt i de danske bøgeskove og ser en masse, som jeg ikke anede fandtes. På den aktuelle tur så han den omtalte pige, der stod og græd.
Det var på et hængende hår, at han slap fra episoden uden tæsk. Et øjeblik efter gensynet med moren kom faren nemlig kørende. Efter morens rapport ind ad den åbne bilrude om den udlovede is, rev han døren op og sprang hen til min ven, der stod bag sin cykel.
– Jeg synes, I skal sige tak, fordi jeg har fundet jeres pige.
– Har han rørt dig? Manden løftede næverne.
– Han sagde, jeg skulle holde fast i pinden.
– Pinden?!?
Min ven tog pinden i bagagebæreren, gav den til manden og cyklede væk.
Det er en episode, som har sat sig i mig, og som dukker op, hver gang jeg er i nærheden af fremmede børn. For eksempel, når jeg har hjulpet en mor med barnevogn ned fra lokaltoget til Helsingfors. Oftest udløser det ingen reaktion overhovedet. Får jeg et blik, er det gerne mistænksomt. De gange, jeg har indkasseret en tak og et venligt smil, kan let tælles.
Helt ærligt – når hjælpsomhed og venlighed i forbindelse med børn bliver besvaret med mistænksomhed, føler jeg mig krænket. Hvis man da ellers kan bruge dette ord om voksne i en tid, hvor det næsten synes forbeholdt børn.
Sådan var det ikke dengang, jeg voksede op. Og det er godt, at det ikke er, som det var den gang.
Den gang sad lussingerne løst, og barnets ret til at ytre sig i forhold til voksne var snævre. Barnet skulle kende sin plads, og den var på et niveau, der i bogstaveligste forstand gav begrebet op-dragelse mening.
Udviklingen mod et bedre og mere jævnbyrdigt forhold mellem børn og voksne har sat sig juridiske spor. Milepæle er her det danske forbud fra 1967 mod at revse skolebørn legenligt, De Forenede Nationers ”Konvention om Barnets Rettigheder” fra 1989 og ”Afskaffelse af revselsesretten” gennem Lov nr. 416 af 10. juni 1997, hvor følgende stadfæstes:

Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

Jeg vil nævne, at lovforslaget blev vedtaget i Folketinget med 52 stemmer for: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. 51 stemte imod: Venstre, Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Dansk Folkeparti og Jacob Haugaard (uden for partierne).
Forældres omklamring af deres børn i forhold til fremmede voksne har naturligvis mange årsager, der alle er aspekter af et moderne barneliv.
For eksempel opfattelsen af børn som status og en investering, der skal kaste glans over familien. Her til kommer den almindelige privatisering med dens generelle noli me tangere-syndrom. Måske er det ikke så sundt, at børn sidder hele dagen og spiller på computer, men så ved man da i det mindste, hvor de er. Børn går ikke længere gennem åbne døre ind og ud af hinandens hjem, besøg forudsætter telefonisk aftale og i mange tilfælde transport. Trafikøgningen gør det livsfarligt for børn at færdes på egen hånd. Og ja, så er der blandt meget andet naturligvis pædofilifaren, som dagens debat heldigvis har gjort synlig, men som også skræmmer voksne til overdrevne forholdsregler, jf. Søren Vinterbergs film Jagten.
I forhold til den krænkelse af en voksen, der finder sted i denne film, er de krænkelser, jeg har været udsat for, helt uanselige og fortjener næppe at blive nævnt. At jeg har gjort det skyldes kun, at de bygger på samme mekanisme, som er mistillid og deraf følgende vilje til kontrol og mulig afstraffelse.
Der er masser af penge i kontrol, mens tillid er gratis, idet der kvitteres for den med et tak! Måske er netop dét fejlen, for kan det gratis virkelig være noget værd?


ANNONCE:


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar