PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Med et høfligt smil stak han
dolken i sin broders hjerte.
Gammelt tankesprog
Søndagens festforestilling i de
danske medier var pressemødet med Lars Løkke Rasmussen. Tre timer og tre og
fyrre minutter tog showet. Danmarksrekord i pressemøde, siger de erfarne. De
erfarne siger også, at nu skal han til at kravle op igen, Lars Løkke Rasmussen,
både som formand for Venstre, Danmarks liberale parti, som oppositionsleder, som
statsministerkandidat og som formand for det internationale miljøinstitut GGGI.
Eller som
Lille Peter Edderkop, Danmarks mest berømte insekt, der har fået egne navn på
svensk, nemlig Imse Vimse Spindel, og som man på finsk synger om under navnet
Hämä Hämä Häkki.
Da det lange
pressemøde var slut, meldte spørgsmålet sig: Hvorfor i alverden havde man
siddet og kikket og lyttet i samfulde to hundrede og tre og tyve minutter?
Efter den første time kørte det hele jo nærmest i båndsløjfe, der handlede om:
– Datterens flybillet til syv og
tyve tusind kroner, som Lars Løkke Rasmussen havde ladet GGGI, som jo støttes
af den danske stat, betale. Ved en fejltagelse! var forklaringen.
– Bonuspoints for ca. et hundrede
tusind kroner, som nu stod på hans private konto, og som var genereret af
– eksorbitant dyre rejser i
ovennævnte organisations tjeneste, men som han slet ikke havde opdaget var så
ekstravagante, før han var blevet gjort opmærksom på det – og undskyld!
undskyld! undskyld! for det.
– Nogle småbeløb til minibar og
den slags.
Hvorfor havde
man altså siddet i næsten fire timer og lytter til tomgangssnak og leveret af
en bleg mand? Hvad ventede man på?
På det
dræbende slag, selvfølgelig! Helt ligesom i en god krimi. For eksempel Håkan
Nessers Carambole, som jeg begyndte
på lige efter maratonpressemødet.
På side 36
læser vi:
”Undskyld,”
sagde han. ”Men jeg tror, De tabte noget.”
Han holdt
venstrehånd frem en halv meter fra mandens ansigt.
”Hvad for
noget?”
Han kastede
et hurtigt blik ud over parkeringspladsen og omgivelserne. Mørket tog til for
hvert sekund nu. Ikke et menneske var at se nogen steder. Med fuld kraft slog
han røret mod mandens hoved og ramte lige over venstre øre. Uden en lyd faldt
manden om.
Læg mærke
til den indledende høflighed. Samme høflighed som hele pressemødet med Lars
Løkke Rasmussen var gennemsyret af. Men tag ikke fejl. Under det emmede lysten
til at se blod.
I gamle
dage, som oftest var rå og sjældent gode, samledes folket omkring skafotterne.
En klassisk replik fra en forestående henrettelse kommer fra delinkventen, der
sidder i sin kærre, mens folket haster forbi på vej til henrettelsespladsen.
Hvorfor skynder I jer sådan?
siger han. Der sker alligevel ikke noget, før jeg
kommer.
Lars Løkke
Rasmussen ikke blot gik ind og satte
sig ved bordet tjældet med hvide duge – ved fornemme folks henrettelser i gamle
dage kunne skafottet, har jeg engang læst, være tjældet med sorte. Men han gik også ud. Heldigvis. Rank i ryggen. Og
således overlevede han første runde. Han havde selv stået for iscenesættelsen
af showet. Hans stil havde været tilbageholdende. Angerfuld. Meget velinstuderet.
Det klarede han godt.
Spørgsmålet
er, hvor langt Lars Løkke Rasmussen efterfølgende når op på sin klatretur. Helt
op som Lille Peter Edderkop? Det bliver ikke let, for der er mange, der gerne
vil svinge et jernrør over hans politiske
hoved.
En lignende
sag fra Sverige med et sjuskehoved med dårligt omdømme melder sig uforstilt.
Det drejer sig om den svenske politiker Mona Sahlin, ligeledes statsministerkandidat,
der for nogle år siden havde svært ved at skelne mellem egne og offentlige
kreditkort. Det var småbeløb og det rene vand mod Lars Løkke Rasmussens rod.
Rodet førte
til hendes fald. Men hun kom op igen.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar