DE TRUEDE BØRN

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Danske børn er truede. Af en fremtidsvision. Den indebærer, at alle lærere i 2020 skal have linjekompetence i de fag, de underviser i. Og så sker det værst tænkelige. I løbet af en skoledag vil børnene møde et virvar af forskellige lærere.

Trygheden er dermed gået fløjten. Den tryghed, som er så karakteristisk for dagens folkeskole. Og som ligger i at begrænse antallet af lærere pr. klasse mest muligt.

Hvis ovenstående lyder fjollet, er det ikke min skyld. Det er i al sin korthuggethed et referat af en kritik, som skolenetværk, embedsfolk, elever, lærere og forskere har rettet mod regeringens reform af Folkeskolen. Den er kaldt den mest omfattende reform af Folkeskolen nogensinde og er i disse dage til behandling i Folketinget.

Alternativet til regeringens fremtidsvision om linjefagskompetence i alle undervisningstimerne er at fastholde det velprøvede princip om, at eleverne møder så få lærere som muligt i løbet af en skoledag. Med andre ord forsvarer alternativet den generalistmodel, der hidtil har været fremherskende. Med et tvetydigt udtryk kunne man også kalde den generalistmodellen.

Denne model indebærer blandt andet, at lærere daglig underviser i fag, hvor kompetencen tilegnes i løbet af undervisningsforløbet. I den bedste af alle verdener fungerer modellen udmærket, og jeg er overbevist om, at den på et tidligere tidspunkt i undervisningens historie har været fuldt berettiget. Men i dagens undervisningsverden? Her kræver en løbende tilegnelse af kundskabsmængden og af didaktikken i et nyt fag et kolossalt overskud af en lærer med fuldt timetal.

Eller sagt på en anden måde: Seminariernes linjefagsundervisning ville være rent til grin, hvis generalister som en del af deres daglige arbejde kunne undervise med samme kompetence som en lærer med linjefag.

I en nøddeskal handler det om relationen mellem elev og lærer. Den skal være god, og den frygter man vil fordufte med det væld af lærere, der følger af reformen.

– Fornærmer jeg nogen, når jeg påstår, at en god relation lærer og elev imellem bygger på gensidig tillid-selvtillid?

– Fornærmer jeg nogen, når jeg påstår, at gensidig tillid-selvtillid er forudsætningen for motivation og den deraf følgende koncentration?

– Fornærmer jeg nogen, når jeg påstår, at godt humør i en undervisningssituation hænger uløseligt sammen med, at lærere og elever har tillid til hinanden, og at denne tillid mere end noget andet motiverer eleverne og lærerne til at fokusere og koncentrere sig?

Om hvad? Om emnet, for pokker! Om det faglige. Det er det, der definerer relationen mellem elev og lærer. Det er det, der gør skolen til en arbejdsplads. Også for eleverne. Og til en god arbejdsplads, hvis eleverne føler, at de lærer noget, og lærerne indser det samme.

Dårlig undervisning skaber uro i klassen og er spild af både lærernes og elevernes tid. Og når uro og følelsen af meningsløshed opstår, så har vi begyndelsen til et socialt problem. Sådanne sociale problemer er der masser af i dagens skole. Men de hører lige så lidt hjemme her som lærerens kompetence til at løse sociale problemer.

Lærernes kompetence består i at bringe deres faglige kundskaber i spil på en sådan måde, at eleverne bliver grebet og føler sig trygge i arbejdet med dem.

Sagt med store ord skal der oparbejdes kærlighed til faget. Det kan tage tid og kan være svært. Sværere for nogle end for andre.

Lad os for et øjeblik vende påstanden på hovedet og spørge, hvad had og frygt i skolen fører til? Lærer eleverne noget med en pisk over nakken? Det er absolut muligt. Bedre end nogen anden har. Hans Scherfig beskrevet netop dette i romanen Det forsømte forår.

Og, spørger jeg så, hvad får man så ud af det, man har lært af frygt? Personlige problemer, for eksempel. Dårlige sociale relationer. Et liv i rædsel for egen utilstrækkelighed. Stress. Manglende positive føleler for det, man beskæftiger sig med.

Kundskaber i alle slags nyttige fag læres i vore dage over alt på kloden. Denne spredning af kundskaber er vokset frem i det 20. århundrede, og det er kun glædeligt. Men for et lille land som Danmark giver den globale konkurrence, som udspringer heraf, problemer med at hævde sig og overleve med høj levestandard. Det hører og læser vi om nærmest hver dag. Hvad er der at gøre ved det?

Ned med lønnen, siger nogle.

Jeg siger: Frem med kærligheden i og til undervisningen. Det kræver faglig kompetence hos lærerne, og det skaber det samme hos eleverne. Men foregår undervisningen efter disse retningslinjer, skaber den en merværdi ud over de nøgne kundskaber: Den lyst til at gå videre, som kan udtrykke sig i kreativitet.

Dette er Danmarks chance. Hvis den ikke forfølges, er børnene virkelig truede. Det er i den nye skole, den skal blive til virkelighed.

PS Når det drejer sig om lærernes faglige kompetence, skulle jeg hilse og sige, at skolelærerne i Finland er akademisk uddannede. At dette har givet høj score i Pisaundersøgelserne, har ingen betvivlet. Så kan man i øvrigt mene om dem, hvad man vil.

ANNONCE: