TUDE-FJÆS

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mor forlod hjemmet med en fremmed mand, da jeg var tretten. Far begyndte at drikke. Min bror blev alkoholiker. Det var så mig, der måtte sørge for den gode stemning. Men det kostede. Jeg blev tryghedsnarkoman. Kontrolfreak. Uden at ville det.

Sådan er min historie. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg gjorde det, FORDI JEG VAR NØDT TIL DET.

Hvilken ynkelig remse som baggrund for ekstreme politiske holdninger. Stakkels Tude-Fjæs, som fortiden fjernstyrede. Men hvilket held for hende, at hun finder trøst i 70’ernes og 80’ernes skamredne bemærkning om personlig uansvarlighed. ”Det er samfundets skyld”, hedder det i Steffen Brandts og TV2’s ørehænger fra 1994. Med Tude-Fjæs som kilde kunne der skrives et femte vers til de fire eksisterende. De handler om alkoholikeren, rigmanden, popstjernen og indvandreren, der alle fralægge sig ansvaret for deres eget liv.

S.O.S

Det er et nødråb.

S.O.S.

De andres skyld.

Jeg er desperat nu!

slutter sangen.

Det nye vers, det femte, skulle handle om den ulykkelige barndom som undskyldning for en demagogisk og fremmedfjendsk politisk karriere. Tude-Fjæs, nu med egen selvbiografi fra det engang gennemrespekterede forlag Gyldendal, tørster efter at blive stueren. Første skridt er, at vi forstår hende, og i den forståelse lægger mindst en halv tilgivelse.

Trygt skal Danmark være som hendes liv var før, moderen forlod hende. Det er den indre årsag til, at Mor Danmarks grænser skal spærres med farver og med pæle og rød-hvide bomme, så de fremmede, der ødelægger alt det hjemlige og hyggelige, gyser og lærer at holde sig i skindet.

Men ikke nok med det. Tude-Fjæs benyttede naturligvis medieopmærksomheden i forbindelse med lanceringen af selvbiografien til at fremføre nogle nye synspunkter. De har virkelig givet mig noget at tænke på.

For fremtiden skal der nemlig tales dansk i det danske, offentlige rum. Siger hun. Så alle kan fatte, hvad der bliver sagt. Ud fra selvbiografien forstår vi, at det rablende fuldemandssludder, som hendes far leverede, og broderen siden lærte, gjorde hende allergisk mod fremmede tungemål. De skal bandlyses fra danske gader og stræder, hvor kun dansk må tales. Uforståelige sprog hører til inden for hjemmets fire vægge, hvor man også har ret til mærkelige gulvtæpper og får lov til at spise underlig mad. Hvis bare hun og andre dansktalende danskere med leverpostejmadder i madpakken slipper for høre, se og smage noget af det.

Netop dette har givet en af mine danske venner et kompliceret problem. Hendes familie er i og for sig helt ok i den forstand, at alle i den spiser leverpostejmadder. Men med hvilke midler hun skal tvinge sine børn, som er født i Sverige og i Finland med en svensktalende finne som far, og som altid har tiltalt hende på svensk, et sprog, som jo er volapyk for de fleste danskere, men som nu bor i Danmark og taler flydende dansk, til at skifte til dette sprog, når de går sammen med hende på gaderne i Danmark? Hun påstår hårdnakket, at de ikke kan, og at tungen slår sludder for dem, når de prøver.

Jeg anbefalede hende at banke dem på plads, før sprogpolitiet kommer og gør det. Hun kunne jo få manden til at hjælpe med og holde dem. Og i øvrigt ved næste valg stemme på det danske folkeparti, der stadig går ind for forældres ret til korporlig revselse af egne børn.

Min ven, der altså havde giftet sig nogle problemer til over sproggrænsen, havde også nogle overvejelser i forhold til sin mand, børnenes far, som ligeledes tiltalte hende på svensk, og som, skam få ham, aldrig har gidet lære at tale dansk. Med hvilke midler kunne hun tvinge ham til at ændre sprog?

Omvendt hustruvold, som der til forskel fra almindelig hustruvold ikke er en århundredlang tradition for i Danmark, var vi enige om ikke duede.

Jeg anbefalede tavshed som den naturlige udvej. Samt at han på gaden skulle gå halavandet skridt bag hende, hvad kvinder jo gjorde den gang, en grænsebom var en grænsebom. Så passede pengene ligesom. Men på en helt moderne måde.

Mens vi således samtalende vandrede op og ned ad Strøget i København og talte på og om vort elskede modersmål, kom vi ind på et nyt begreb, som Tude-Fjæs også benyttede medieopmærksomheden til at lancere.

Grotesk gruppevoldtægt, havde hun kaldt det, og det er åbenbart en type, der ikke må forveksles med den velkendte gruppevoldtægt, der har en lang tradition i Danmark. Til forskel fra denne simple gruppevoldtægt begås den groteske variant af indvandrere og er meget værre. Ved slutningen af samtalen nåede vi frem til en opfattelse, at hvis danske gruppevoldtægtsmænd for fremtiden skal undgå at havne i den grimme, groteske kategori, må de virkelig lære at holde sig på måtten og tale og stønne på dansk under akten.

At det skulle mildne handlingen, kunne vi derimod ikke indse.

ANNONCE: