UDRENSNING

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Billedet viser en ældre mand med briller og bundne hænder. Hans overkrop er i fald fremover, men støtten fra to uniformerede vogtere holder ham oprejst. Det er en mand på vej mod sin død. Men inden den endelige afslutning skal han konfronteres med mændene med de stive nakker bag en mørkbejdset skranke. Når de har talt det magtfuldkomne sprog, hvor alle andre ord end imperativet dø er ligegyldige, har andre mænd, også de med wc-kolde ansigter, opgaven endegyldigt at skille ham af med livet.

Det er Jang Song-thaek, billedet viser. Han var onkel til og mentor for Kim Jong-un, Nordkoreas øverste leder, før sit totalt uventede fald landets næstmægtigste mand, nu udraderet af Nordkoreas officielle historie.

Iscenesættelsen af fald og forsvinden er et klassisk udtryk for den totalitære leders magtfuldkommenhed. At der i dagens verden er så forholdsvis langt mellem den type rapporter om radikale udrensninger er et velkomment tegn på fremskridt. Meninger, der går på tværs af de herskende, henvises i stadig flere lande til den del af det politiske landskab, der hedder oppositionen. Dér kan det være koldt, men det er ikke dødens kulde. Og har for eksempel en minister talt uredeligt – og det er jo sket flere gange i Danmark i den seneste tid - klarer hun eller han sig med livet og mindst halvdelen af æren i behold.

Med rapporten om den nordkoreanske eneherskers koldblodige magtudøvelse og det grusomme billede af Jang Song-thaek begyndte nogle versestumper fra sekstenhundredtallets Danmark at rumstere i mit hoved. Jeg fandt dem frem. De er fra landets første avis, Den danske Mercurius, der blev skrevet af magisteren og poeten Anders Bording. Ikke på flad, demokratisk prosa, den form hører en senere tid til med krav om samtale på lige fod. Bording skrev på fuldfjedrede alexandrinere, et versemål, som forbindes med heroiske hændelser med fyrster og halvguder m/k i centrum. Det er i netop deres miljø, højt hævet over de grå hverdagsmenneskers uendeligt trælsomme liv, det følgende udspiller sig.  

”Det er hof lefnetz art. Hof-trappen er bestrøed

Med ærter vel saa tæt/som volde fald oc stød.

I dag ved Herre-bord/med ord/som Centner Veye:

I morgen mindre værd/end det som Folk udfeye.

Thi voct dig/Hofmand/vel: Fryct Gud/og giør dit kald:

Vær Kongen huld og tro: Det er mit raad for fald.”

Versene er fra det herrens år 1667 eller syv år efter enevældens indførelse i Danmark. Linjerne refererer dog ikke til enevoldsstaten Danmark, de er skrevet som en udenrigspolitisk kommentar. Men den, der læste dem den gang, kunne ud fra lokale erfaringer nikke indforstået. For sådan var det også i kongerigerne. Her var menneskets skæbne og historiens gang bestemt af samfundsordenens vertikalitet med Gud og den guddommeligt sanktionerede enevælde som den øverste og urokkelige instans. Her var det frie fald til den absolutte bund en mulighed. Magtens centrum blev repræsenteret af tronstolen, og magtudøvelsen var indbygget i et system af urokkelig magtfordeling, der blev reproduceret gennem arveriget.

Dette kunne, som i andre diktaturer, medføre en arbitrær magtudøvelse, der fulgte despotens mavefornemmelser. En kongedatter, Leonora Christina, kunne havne i fængsel i næsten to og tyve år, fordi hun overglinsede dronningen. Også stormænd kunne falde, hvis de ikke tog sig i agt for ærterne på hoftrappen.

Det gjorde Peter Schumacher med adelsnavnet Griffenfeld ikke. Hans historie er ekstra gribende, fordi den indeholder både en spektakulær opstigning og en grusom afsked med magten.

Som søn af en borgermand i København, faderen var vinhandler, var en stilling som kongens arkivar det højeste, han med rimelighed kunne håbe på. Men han blandede sig i administration og politik, forfattede Kongeloven i 1665, blev kancelliråd og medlem at Statskollegiet og Højesteret. Et år efter den middelmådigt begavede og udsvævende Christian V’s tronbestigelse i 1670 blev han udnævnt til gehejmeråd og i 1674 til rigskansler. Som sådan samlede han udenrigs- og indenrigspolitikken under sig.

To år senere blev han fængslet og dødsdømt. På retterstedet blev han benådet til livstidsfængsel.

Sådan skete i datidens dobbeltmonarki Danmark-Norge. Det er heldigvis længe siden. Omkring to hundrede og halvtreds år skulle der gå, før det royale diktatur blev afskaffet, først med Grundloven af 1849 og siden med anerkendelsen af parlamentarismen i 1901.

Hvis det kommer til at gå lige så langsomt i Nordkorea, skal vi frem til midten af to tusind to hundredtallet, før der i landet findes et rimeligt grundlag for udøvelse af demokrati.

Tanken er chokerende. Også, fordi den maner til eftertænksomhed om den lange historie, der, alle forskelle til trods, er Danmarks vej mod folkestyret.

ANNONCE: