KRIGSTRAUMER

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Vi hade aldrig haft gran i huset. Far kunde inte tåla doften av barren. Han hade suttit på sin post på Karelska näset i ett kamouflage av gran; han hade suttit där och tvingats se ”när fan gick lös”, som han uttryckte sig. Det var det enda han någonsin berättade om kriget.

Hvad denne far havde holdt for sig selv handlede om at ligge og vente på de sovjetiske soldater, som kom i angrebsbølge efter angrebsbølge. Og først skyde, når afstanden til dem var halvtreds meter. Og siden, når ammunitionen var ved at slippe op, vente, til afstanden var tyve meter.

Det er, hvad der står mellem linjerne i Peter Sandströms novelle ”Låt din ängel gå”, og det véd den, der kan sine finske krige under Anden Verdenskrig: Vinterkrigen (1939-40) og Fortsættelseskrigen (1941-44). For hver dræbt finlænder, 88.000 i alt, var der mellem fem og ti dræbte russiske soldater. De præcise tal er aldrig gravet frem af de sovjetiske arkiver. Hvis de overhovedet findes.

Tallene giver måske en vag opfattelse af, hvad de mange hundrede tusinde finske frontsoldater bar med sig hjem. I gennemsnit. Således også faderen i de ovenfor citerede linjer. Efter krigen rørte han aldrig et våben, står der i lidt senere i novellen. Han bandt blomster og dyrkede grøntsager.

I størstedelen af novellen dvæler jegfortælleren, hans søn, ved begravelsen. Den er foregået i april. Det er, og det ved læseren også, uden at det behøver at blive nævnt, den måned, da man så småt begynder at mærke forårets liv i den finske vinterverden. Begravelsesfølget er fåtalligt, for faderen var gammel. Tre frontkammerater nævnes ved navn.

Men novellens tid er en anden end april. Den foregår julen efter faderens begravelse, og novellen var, tro det eller ikke, Svenskfinlands største avis’, Hufvudstadsbladets, julenovelle den 24. december 2013.

En julenovelle om krig, død og begravelse?!?

Netop! Men det er ikke det hele.

Novellen starter med, at sønnen, en åbenbart noget rodløs forfatter på julebesøg i sit barndomshjem, finder en stor, ny økse under sin mors seng. Ikke, fordi han mistænksomt snuser rundt, men fordi han er ved at støvsuge lejligheden, mens moderen er til – endnu – en begravelse.

Men har man introduceret en økse,

tung, en sådan som man kunde klubba djur med,

skal den naturligvis bruges. Da natten næsten er forbi, vågner fortælleren af, at nogen står ved hans seng. Det er moderen.

Hon hade yxan i nävarna. Hon tittade mig rakt i ögonen, hennes blick var mörk, och det var som om jag hade skådat rakt in i hennes svarthet, ett mörker som inte borde ha varit där, som om jag hade betraktat himlavalvet och med ögat sökt en stjärna som alltid hade funnits, men tvingats begripa att dess plats nu var tom, en insikt som kunde växa  till ren och skär förtvivlan. Så blinkade mor med båda ögonen. Vi måste ha en gran, sa hon.

Himmelhvælvet i mors øjne. Det tabte genvundet. Novellen slutter med dans. Ikke i stuen, men i skoven blandt granerne. Danse, det kunne faderen. Han selv har aldrig danset, sønnen. Nu byder han sin mor op.

Dette var så juleunderet i Peter Sandströms novelle, at personerne er kommet et stykke nærmere fredens normalitet forstået som en tilstand uden for indflydelse fra krigen.

Faderen i novellen deltog i kampene på Det karelske Næs. De måske hårdeste kampe fandt sted i slaget ved Suomussalmi fra den 7. december 1939 til den 8. januar 1940. Her standsede og massakrerede en  finsk skibataljon på et tusind otte hundrede mand sammen med tilkaldte bataljoner de fremrykkende sovjetiske styrker udrustet med kampvogne og artilleri. Målet var at skære Finland over på midten. Var det lykkedes, havde krigen været tabt for Finland.

I slaget ved Suomussalmi var de skiløbende finner stort set kun udrustet med håndskydevåben. Desuden med knive og bajonetter. Det numeriske forhold var ti tusind finner mod halvtreds tusind russere. Resultatet blev omkring femogtyve tusind dræbte russere. Finland mistede et tusind soldater.

Da krigen var slut og soldaterne hjemsendt, kunne mange af dem ikke falde i søvn, og når de endelig sov, fik de mareridt. De led af forfølgelsesmani og kunne uden anledning eksplodere i raserianfald. Koner blev mishandlet, børn tævet, og der var masser af slagsmål i og uden for værtshuse.

Peter Sandströms novellesamling Till dig som saknas (2013) handler om krigens tab. Ikke talt i faldne og sårede, tabt land og bortsprængte bygninger. Men om de blodige spor, den afsluttede krig trækker gennem to generationer.

Sandströms novellesamling er utrolig berørende. Lavmælt og fortalt med den nye historiske bevidsthed om krigene, som langsomt er ved at vokse frem i Finland. Den blev belønnet med den finske statsradiofonis, Yles, litteraturpris 2013. I et tv-interview placerede enmandspriskomiteen, professor i nordisk litteratur ved Helsingfors Universitet, Ebba Witt-Brattström, novellerne på verdenslitteraturniveau.

Jeg giver hende ret. Novellerne fortjener at blive læst viden om. Også i Danmark, hvor krigserfaringerne vokser med billigelse fra store dele af befolkningen.

Her er noget at tænke over. Noget at lære.

ANNONCE: