SHITSTORM


 
Kilde: /KL7










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  
 
Shitstorm er et nyt ord i dansk. Og et godt ord. For det er let at forstå. Og det er let at huske. Udtalen volder heller ingen problemer.
     Og så beskriver det et nyt fænomen.
     Forleddet shit, engelsk af herkomst, registreres første gang i dansk i 1968 og var den gang synonym for hash, tjald eller galar. Siden overgik ordet til sin oprindelige betydning, nemlig lort eller udråbet satans også! Eventuelt forstærket med en løftet midtfinger. Vulgariteten i udsagn og gestus fremgår af, at det er strafbart, hvis det anvendes mod politiet. Og er man i USA, for eksempel, skal man overhovedet afholde sig fra at anvende ordet i det offentlige rum.
     Det sidste led, storm, har haft indfødsret i dansk så langt tilbage, som kilderne går. Ordet hører til vikingetidens danske eksport til det engelske sprog. Det er afledt af *stura, som betyder forstyrrelse, hvilket er en god beskrivelse af en storms effekt.
     En shitstorm kan defineres som en ukontrollerbar, kollektiv, verbal mishagsytring i de sociale medier. Shitstormen bæres frem af oppiskede følelser og giver plads for vulgariteter, som engang havde betegnelsen af værste skuffe. Men som med netop de sociale mediers fremvækst i de seneste år har sprængt alle grænser for den pænhed, der, relativt set, naturligvis, tidligere kendetegnede den offentlige debat.
     Shitstormens styrke kunne måles i forbindelse med salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. På nogle dage flækkede en facebookside med to hundrede tusinde protester et politisk parti og knuste et regeringssamarbejde, som det havde taget det meste af et årti at bygge op. I Socialistisk Folkeparti slikker man nu sårene og taler om genrejsning, mens de tilbageværende partier i regeringen, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, har svært ved at skjule skadefryden over det blødende parti.
      Sådan er spillets regler, og intet ondt i det, for de kendetegner politikken i demokratiske, vestlige lande, hvor man bryster sig af, at udtryk som hovederne ruller udelukkende er en metaforisk henvisning til politikeres afkortede politiske liv.
     I vore lande er det ikke som i fx Afrikas ufærdige demokratier, hvor en folkestorm ikke nødvendigvis er en medial shitstorm, men kan tage sig konkrete udtryk i opløb, optøjer og lynchning som begyndelsen til oprør og revolter. Det hørte jeg om for et par år siden, da jeg tilbragte julen i Tanzania. Jeg behandlede emnet på et lokalt og elementært niveau i bloggen DETTE HVIDE BLIK: II.
      Mobben eller pøbelen – med andre ord de letbevægelige, vidløse, rå folkemasser båret af en eksplosiv vrede og brutalitet, er hos os heldigvis en saga blot. Eller er den?
     Læser man Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24, får man nye tanker om de fredelige, humoristiske danskere, der aldrig kan lave revolution, fordi det, som det hed i gamle dage, enten regner, eller fordi man skal hjem og spise middag. Nielsens roman lægger ud med en grusom henrettelse af en ung politiker, hvis personlige skyld i det økonomiske uføre, landet er havnet i, er til at overse, og fortsætter med en stadig mere opskruet vold.
     Danskerne er med andre ord gået fra dagens shitstorm til morgendagens blodrus.
Hvordan barbariet ligger og lurer lige under vore pæne politurer, skriver Jesper Jensen om præcis halvtreds år tidligere i digtet Det kilder:

På vor runde fortvivlede klode
          må der noen til at slås for det gode
          er der noen, der er gode og sande
          så’ det os i de nordiske lande
          se blot Alabamas gardister
          Verwoerd og hans hvide nazister
          og Eichmann, der myrded ang mass
          –  han sku fan’me ha haft en gang GAS!

Det er eftersætningen, som er tankevækkende. Vold mod negre, som det hed dengang, i Sydstaterne og i Sydafrika var der i 1960’erne intet nyt i.
     Med et måske lidt billigt ordspil vil jeg slutte med at citere en kanon, som jeg kan på fem sprog. Men det er den danske version, som giver gyset:

Mester Jakob, mester Jakob,
          sover du, sover du?
          Hører du ej klokken?
          Hører du ej klokken?
          Ding, dang, DONG!
          Ding, dang, DONG!

Hvormed jeg med letsind og ironi har afsløret mig som en rigtig dansker af den gamle skole. Men hvem sagde, at old school holder evigt?

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar