PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Da jeg gik
i skole, var der engang et kæmpeslagsmål i skolegården. De indblandede blev
naturligvis straffet behørigt med lussinger, eftersidninger og et hundrede
ganges afskrivning af sætningen: Jeg må
ikke slås i skolegården. Med skønskrift.
Alligevel,
eller måske netop derfor, syntes vores lærer i historie, at han for at forebygge
lignende kamphandlinger med kedelige resultater i form af næseblod, knækkede
brillestel og sæbeøjne, måtte undervise os i forskellen mellem en diplomat og
en gadedreng.
En
diplomat, fortalte han os, var et meget klogt menneske, som vidste alt om den
stat, han var diplomat for. Derfor var han blevet udset til at handle på sin
stats vegne, og var der noget, der gik galt for ham, så var nederlaget også
hans personlige.
Her
holdt vores lærer hånden mod sit hjerte for at illustrere de nederdrægtige
følelser, der overmandede en diplomat, som ikke forstod sit embede.
Men
en diplomat var ikke diplomat sådan lige ud i luften. Han var altid diplomat i
forhold til andre stater. Og nu blev det svært. For ligesom diplomaten skulle
kende sin egen stat, var det også hans arbejde at kende den stat, han skulle
arbejde i som diplomat. Heri indgik selvfølgelig, at han skulle vide, hvor
mange kanoner, krigsskibe eller soldater staten rådede over. Eller med henblik
på fredeligt samarbejde have kendskab til hvor meget korn, olie eller kaffe,
det andet land producerede og gerne ville sælge. Og hvor mange æg og
flæskesider, det ville importere.
Netop
dette var, sagde læreren, vejen til fred og velstand. For jo mere staterne
involverede sig i hinanden og blev gensidigt afhængige, jo flere aftaler og
alliancer, der blev indgået, jo mindre var de interesseret i at komme op at
slås. For så ville alt det gode, de havde skabt sammen, jo blive brudt ned på
et øjeblik. Og i stedet ville der opstå en elendighed, som ingen almindelige
mennesker ville være tjent med. Og i et demokrati er det jo de almindelige
mennesker, der bestemmer, tilføjede han strengt.
Vigtigst
af alt, men også som det sværeste! skulle diplomaten lære den fremmede stats ledere
at kende. Han skulle vise dem respekt, og de skulle lære at respektere ham og
hans stat.
Gensidig respekt! kaldte min lærer det. Med
udråbstegn.
Måske
kunne diplomaten i virkeligheden ikke lide de fremmede herskere, fordi de
elskede at prale med deres egne kræfter og slå om sig med provokationer. Derfor
gjaldt det først og fremmest om at finde de områder, hvor man kunne tale
fornuft med dem.
Startede
diplomaten som en anden gadedreng med at sige:
Du er dum!
og svaret
var:
Det kan du selv være!
var man i
færd med at tale en konflikt op, og så kunne slagsmåleet være der i løbet af
nul komme fem. Eller krigen.
I
stedet for at stå og vise de muskler, som den anden alligevel vidste, at man
havde, skulle man bruge tiden til at tale pænt til hinanden om de fælles
interesser og udviklingen af dem.
Dog:
Helt nede på bunden af en konflikt lå der ofte et reelt indhold. Som for
eksempel i forholdet mellem Finland og Sovjetunionen før Vinterkrigen startede.
Sovjet syntes, at det var i deres legitime interesse, at den fælles grænse blev
flyttet mod vest, fordi den lå alt, alt for tæt ved Leningrad. Der havde den
ganske vist ligget i mange år, men i og med Finlands nære og varme forhold til
det nazistiske Tyskland frygtede Sovjetunionen, at grænseområdet kunne blive et
område for opmarch for tyske tropper.
Var
frygten velbegrundet? Sandsynligvis, sagde læreren og fortsatte med at
fortælle, at man i Finland ikke ville høre tale om at afstå noget som helst. Og
var Sovjetunionen dum nok til at angribe, så var man i Finland helt sikker på,
at Sverige, England og sikkert også USA ville ile landet til undsætning.
Enden
på den diplomatiske konflikt, der snart blev til en krig uden hjælp fra de
nævnte stater, var et ærefuldt nederlag.
Af helt samme slags som dem, vi danskere plejer at lune os ved.
For
eksempel efter krigene i 1801 og 1807, hvor vi forsvarede os heltemodigt mod den
engelske overmagt, men hvor resultatet trods alt blev det sørgelige, at Danmark
mistede sin status som en stormagt på de syv have, fordi englænderne helt
enkelt tog vores flåde.
Eller
tag krigen i 1864 mod Preussen og Østrig, som resulterede i, at Danmark blev
formindsket med en tredjedel. Årsagen til krigen lå i den såkaldte
Novemberforfatning, der, efter Preussens mening, ikke tog det fornødne hensyn
til det tyske mindretal i hertugdømmerne Slesvig-Holsten.
Men
et ærefuldt nederlag blev det, også
det! for vi forsvarede os tappert, også uden for eksempel en svensk
hjælpeekspedition på 20.000 mand, som man havde håbet på, og der blev udgydt
meget blod.
Den
gang led diplomatiet nederlag, sagde læreren, fordi lederne levede i en
drømmeverden og tænkte i modsætninger og ikke i de sammenhænge, som de snilde
diplomater arbejdede på at få i stand.
Man
opførte sig kort sagt som gadedrenge, der begynder slagsmål efter måske
indbildte fornærmelser og uden at tænke på konsekvenserne. Dem måtte gadedrengene
så selv stå for i form af blå mærker og brækkede næser, mens dem, der bar
følgerne af dårlige diplomaters og magtgale lederes skældsord mod hinanden, var
almindelige mennesker.
Her
sluttede hans forelæsning, men i dagens anledning, nu, da Ukraine og Krim er på
alles læber med EU-ekstremister i Kiev, som tror på, at EU vil give dem guld og
grønne skove, og Ruslands-ekstremister på Krim, som tror på, at Rusland vil
give dem guld og grønne skove, er det svært ikke at henvise til, hvordan
Finland efter dyre lærepenge fandt sin plads mellem øst og vest:
Det
kan siges kort:
I
forhold til øst er der ingen institutionelle konflikter, hvilket ikke står i
vejen for et intimt samarbejde med vest, der med tiden er blevet udbygget.
Grundlaget for det hele er gensidig respekt og forståelse. Og indadtil, det
hører med, var dagens menu i mange år slid og afsavn.
Jeg
vil gerne tilføje, at også på mindretalsområdet kan Finland tjene som eksempel.
Jeg tænker her ikke først og fremmest på Finlands svensktalende mindretal, hvis
status som sprogligt mindretal er grundlovssikret. Stjerneeksemplet er Åland,
der i 1917 ønskede løsrivelse fra Finland, Riket, som det blev kaldt derovre,
men som efter en plan udarbejdet af Nationernes Forbund, en forløber for FN,
blev en autonom del af Finland med uindskrænket ret til at beholde sprog,
kultur og sædvaner.
Dette
blev ordnet i mindelighed og uden, at et skud blev løsnet. Og, så vidt jeg
erindrer, uden trusler og skældsord. Men det indebar ikke, at man i bibelsk
forstand vendte den anden kind til. Man stod på sin ret og fik et kompromis,
man kunne leve med.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar