QUI BONO?

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Broer og buer forbinder. Det var ideen bag motivet på eurosedlerne, som fra 2002 blev det gangbare fysiske betalingsmiddel i 12 af EU’s medlemslande. Siden har endnu 6 lande forenet sig med kredsen af eurobrugere.

Tanken bag euroen og den symbolske betydning af billederne på sedlerne er smuk. Det handler, ligesom hele ideologien fra Kul- og Stålunionens tid over Romtraktaten og EF til EU, om fredeligt samarbejde over landegrænserne.

Indlemmelsen af en lang række tidligere Öststater efter den kolde krigs afslutning styrkede i en periode fredstanken. Jo længere mod øst, EU voksede, des stærkere blev freden sikret, tænkte man. Det gjorde i hvert fald jeg.

At Fællesmarkedet var skabt for og havde haft held til at afholde Tyskland og Frankrig fra at bekrige hinanden med militære midler forekom mig at være en lidt patetisk påstand. Åndsarbejdet bag imponerede ikke. Men at lande fra Warszawapagten, skabt som et kommunistisk modværn til det kapitalistiske NATO, trådte ind i EU, gjorde mig glad og tryg. I mange år havde jeg faktisk et avisudklip med et kort af EU før og efter østudvidelsen hængende over mit skrivebord, og jeg må tilstå, at mine varme følelser for EU som fredsprojekt voksede ikke så lidt.

Den gang indså jeg ikke, og mange med mig, at freden efter den kolde krigs afslutning burde være fulgt af en form for grænsedragning eller af en internationalt stadfæstet konstatering af, at grænsen mellem Øst og Vest i og med kommunismens fald var ophævet. I stedet skete der det, at Vest uden åbenbare principielle overvejelser flyttede mod Øst, efter at Øst var holdt op med at være Øst og i og med den tilstræbte overgang til et vestligt økonomisk system havde tilsluttet sig Vest.

Således blev grænsen mellem Øst og Vest ophævet som i et drømmesyn.

Men på et tidspunkt, og det tidspunkt kom så efter den olympiske fred i Sochi, måtte opvågningen ske og det stolte Rusland føle sig trådt over tæerne af EU’s og NATO’s fremmarch mod øst. Det blev et vågent mareridt. Anledningen var som bekendt nogle stupide love, de var den nye Kievregerings første, der begrænsede de etniske russeres rettigheder på halvøen Krim.

Derefter gik det som bekendt slag i slag efter en agenda, der ikke var EU’s, NATO’s, USA’s og da slet ikke Kievs.

Ruslands effektive indlemmelse af halvøen i Rusland har ”rystet det sikkerhedspolitiske verdensbillede” for at citere NATO’s generalsekretær. Pressen flyder over med udsagn af denne art, sanktioner og handelskrig vedtages. Og modsanktioner, naturligvis. Hvis ikke det  var så alvorligt, kunne det sammenlignes med optrapningen til et børneslagsmål i en sandkasse, inden den voksnes stemme siger:

Hej! Ta’ nu li’ og opfør jer ordentligt og leg sammen igen, I ved, hvad jeg mener.

Hvor blev den smukke tanke om fredeligt samarbejde over landegrænserne af? Hvor var EU’s udstrakte hånd mod Rusland, da konflikten fik et ansigt i og med EU’s og Ruslands forskellige tilbud til Ukraine?

Det havde ikke været let at nå resultater, men det blev ikke engang forsøgt! Hvor var det topmøde, der tog initiativet til det?

Med andre ord: Hvorfor viste EU ikke rettidig omhu? Det er ikke, fordi de er dumme i EU. Eller i NATO. Eller i USA. Eller mangler erfaring.

Qui bono? spørger jeg. Til hvis fordel? På nuværende tidspunkt har jeg ikke andet svar, end at det er den mest afskyelige af alle industrier, våbenindustrien, der kommer til at tjene på konflikten, der dag for dag bliver talt op.

Og jeg spørger igen: Er konflikten og den deraf følgende oprustning et kalkuleret middel til at redde den skrantende vestlige økonomi? Er konflikten det eftertragtede middel til at samle EU i et stærkt forsvarssamarbejde og i en enig udenrigspolitik? Som bekendt findes der ikke noget, der forener bedre end en rask lille krig, men også trusler om krig kan have en kolossal effekt på at få folk til at finde sammen.

Storpolitik er ikke hensigtsløs, og dumme i EU, det er de ikke!

Så hvorfor ikke komme med et tilbud om samarbejde, som Rusland ikke kan modstå? Det ville være i overensstemmelse med EU’s hele idégrundlag. Var det ikke det - med resultaterne fred og velfærd, som var meningen?

***

Set fra et dansk synspunkt er det ekstra beskæmmende, at den, der førte ordet under EU’s østudvidelse, Anders Fogh Rasmussen, er en af dem, der på højeste niveau er med til at sætte dagsordenen for en nedkøling af den vilje til fred og velstand, som denne udvidelse satte på Europas dagsorden.

ANNONCE: