KIDS' NEWS

                                                                          

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  Skal børn vide alt?
Det mente Spørge Jørgen, som er en velkendt skikkelse i en dansk billedbog. Derfor kom han hele tiden rendende med sit hvorfor? Det kunne hans far ikke lide, så han gav ham klø for at dæmpe hans spørgelyst. Forfatteren, hun hedder Kamma Laurents, står helhjertet bag kløene, og ydermere vrænger hun ad Jørgen i omkvædets

Hvoffer hvoffer dit og hvoffer dat?

Billedbogens tekst var først en sang, skrevet til en børnetime i radioen i 1938. I 1944 blev den illustreret af Robert Storm Petersen. Han ser Jørgen som alt andet end en dum og plagsom unge, men som en videbegærlig fyr, der stormer ud i verden på sine små ben.
På den måde serverer billedbogen Spørge Jørgen sine læsere for to holdninger. På venstresiden en tekst, som den voksne kan forstå dybden i, for hvor er børn altså ofte irriterende med alt deres spørgeri! På bogens højresiden har vi en frisk fyr, som vil vide alt om alt muligt.
Og hokus pokus er der lagt op til to måder at indleve sig i bogen på, og det er sikkert grunden til dens umådelige popularitet. Flere end 300.000 eksemplarer er den trykt i, og står derfor som en af den danske børnelitteraturs mest udbredte værker.
Mit eget standpunkt er klart. Jeg står på barnets side på samme måde som den såkaldte reformpædagogik, der havde et opsving i 1940’erne, gør det. Den havde og har sit eget lærerseminarium, Frøbelseminariet på Frederiksberg, og hvis jeg skulle koge dens pædagogik ned til en enkelt sætning, må det være den, at barnets eget spørgsmål er vejen til viden og erkendelse.
Med det udgangspunkt er det indlysende, at jeg blev glad for nyheden om, at fra den 25. april er Berlingskes nye børneavis Kids’ News for de 6-12 årige på gaden. Oven i købet på papir.
Det lyder lidt gammeldags, det med papir. Men seriøst som en mulighed for fordybelse og ikke som et hurtigt konsum af noget, der flimrer forbi på en skærm.
Målsætningen er ifølge chefredaktøren Jonas Stenbæk Christoffersen at formidle nyheder fra den voksne dagsorden til børn, men også stof, der er relevante for målgruppen. For eksempel  artikler om Syrien og Ukraine og videnskabelige spørgsmål, et solointerview med Danmarks statsminister, men også vittigheder, historier om dyr, idolstof og krydsord.  
Undervisningsministen, Christine Antorini, kalder Kids' News et værdifuldt redskab til at styrke børns interesse for samfundet, og tager på den måde udgangspunkt i den side af avisprojektet, der handler om at gavne.
Hun er her helt på linje med målsætningen for Danmarks første børneavis, hvis titel også tidstypisk var på fransk, nemlig Magazin des Enfants (1779-82). Målsætningen var at skaffe børnene såvel

værdig Tidsfordriv som ædel Nytte.

(Den historisk kyndige knytter straks årstallene for Magazin des Enfants til den Oplysningstid, der var forudsætningen for vores demokrati – men det skal jeg lade ligge her).
Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen siger på lidt mere moderne dansk, at Kids’ News skal være et redskab til mere viden og god underholdning. Et synspunkt, som måske ikke er kontroversielt i en snæver kreds af oplysningsfreaks, men det er værd at tænke på, at det slet ikke er alle steder hverken i vores eget samfund eller i den store verden, at man opfatter barnet som en borger, der bør udsættes for kundskaber om den verden, det rent faktisk lever i. Synspunktet er velkendt fra ovennævnte Oplysningstid og angik den gang voksne borgere.
Så hatten af for Berlingske og Kids’ News. Projektet indgår i en stolt tradition, og jeg er helt sikker på, at billedbogens Jørgen hurtigt ville være at finde blandt avisens kernelæsere.
Hvis han ellers hver fredag kunne få lokket de nødvendige 29 kroner fra sin galhodede far.
Og hvis den ellers holder, hvad den lover, børneavisen Kids’ News.


ANNONCE:

 

DRUKTUR













PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Her gik man med begyndelsen til brune kinder lige midt i den tidligste forsommer i mands minde og glædede sig til en ny dag med lune vinde, hinkende børn og fuglekvidder – og så dumper den elektroniske avis, forbandet være den! direkte ind på morgenbordet.

Klimatet tränger fåglarna norrut,

lyder den dramatiske overskrift på side 14. Efter nogle få linjers læsning står artiklens pointe iskoldt for mig: De nordlige fuglearter bliver drevet længere mod nord eller højere op i fjeldene, indtil de ikke kan komme længere.
Så dør de.
Artiklen er fyldt med tal, grafer og fuglearter, det virker alt sammen gennemtænkt og pålideligt, så det passer godt med min generelle opfattelse af, at Hufvudstadsbladet ikke løber med en halv vind i den slags spørgsmål.
Lettere deprimeret lukker jeg for min finlandssvenske avis og trykker min danske, dagbladet Information, frem. På side 3 får det yderste venstre i form af partiet Enhedslisten ordet: Dets recept på at redde klimaet hedder bæredygtig beskæftigelse og grøn produktivitet.
Lyder det ikke godt?
Igen er der en masse tal, som det er svært at forholde sig til, men konklusionen – her i to punkter - er klar nok:
- Gennemføres forslagene, vil det kun udgøre en dråbe i havet. Med andre ord og set i lyset af ovenstående, vil det ikke standse fuglenes flugt mod nord og intetheden.
- Partierne til højre for det yderste venstre værdsætter de mange gode, grønne tanker, og dem vil de så kikke nærmere på.
Jamen Halleluja! siger jeg bare. For eksempel på vegne af de nordlige fuglearter, som snart ikke har noget sted at tage hen.
Jeg kunne også citere et gammelt ordsprog, hvis mening en moderne bybo måske har lidt svært ved at forstå:

Mens græsset gror, dør horsemor.

Det var så det?
Nej, ikke helt.
Menneskeheden har stadigvæk en trøst: Bedøvelse fra den ydre verden. Den tager sig uendeligt mange udtryk nu for tiden. Lige fra ørehøjttalere med yndlingsmusikken til den gamle klassiker: Alkohol.
Dét kan for resten også nydes under musikalsk udfoldelse. En snapsevise, for eksempel.
Her kommer en, jeg holder meget af, den passer godt til den tidlige sommer rundt omkring os og afsynges, gerne til akkompagnement af fuglenes kvidren, på melodien til børnesangen Der bor en bager:

Vi gamle børster,
vi går og tørster,
i sommervarmen
vi bøjer armen.
Nu ingen snakken
tilbage med nakken,
og lad os smage
på gibbernakken.

Tømmermændene kommer. Garanteret.


ANNONCE:




KULTUR – DET ER IKKE



Piet Hein,foto: Store Danske






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Jeg har ryddet op på en væg, hvor jeg gennem længere tid har kylet alle slags udklip op. Et par af dem har jeg ikke nænnet at smide væk, et af dem gemmer jeg her. Forfatterens navn findes ikke med på udklippet, men mon det kan være andre end – Piet Hein? Og efter retskrivningen at dømme før 1948.

Kultur – det er ikke en fin Menuet
i en Fortids-Frednings-Forening,
men det at man slaas for sin Modstanders Ret
til at slaas for den modsatte Mening.
                                                           


Piet Hein, foto: Per Pejstrup

                                                                              ***


ANNONCE: