AT MASKERE SIG – ELLER IKKE







 





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Når der er maskebal, er det på forhånd aftalt, at alle skal bære maske, for at ingen skal kunne genkende nogen. Det kan være en uskyldig fornøjelse, men det kan også være en efterligning af de romerske saturnalier, hvis idé var at ophæve de sædvanlige standsforskelle som kompensation for social undertrykkelse.
Men masker og maskerader er ikke nødvendigvis forbundet med specielle situationer, selve livet kan ses som én stor maskerade, hvor alle bærer de masker, som moder, sædvaner og kultur pålægger. Sådant kan for eksempel ytre sig i såkaldte gode manerer, der er olien i det såkaldte gode samværs maskineri. Det drejer sig om at holde Takt og Tone, som etikettebogsforfatteren Emma Gad i begyndelsen af 1900-tallet skriver om i bogen af samme navn.
Ludvig Holberg, dramatiker, essayist, forfatter til Danmarks første bog om folkeret med meget mere, vender to hundrede år tidligere gang på gang tilbage til dette at maskere sig. Han skriver:

De fleste Mennesker ere masquerede, og ligesom Comoedianter paatage sig fremmede Skikkelser, saa længe som Spillet varer. Naar Rullen er spillet, og Masquen aftages, legges allerførst for Lyset, om det haver været skrømt eller Alvor.

Om formålet med maskspillet i Holbergs forfatterskab lades vi aldrig i tvivl. Her ligger den intelligentes og snarrådiges chance for at nå frem til fornuftige løsninger på problemer, som skabes af forbenede magthierarkier.
Det tilbagevendende eksempel i komedierne er indgåelse af ægteskab, hvor den behændige intrigemager, ofte en kvinde blandt tjenestefolket, drejer den forstokkede familiepatriark en knap, så ikke hans, men hans barns interesser tilgodeses i valget af ægtefælle.
Udvides perspektivet fra familie og ægteskabsindgåelse til holbergtidens hierarkiske samfund både i og uden for Dannark, er ovenstående budskab om fornuftens og oplysningens forrang begyndelsen til den borgerlig omvæltning. Den starter som bekendt i Frankrig i 1789 og breder sig efterhånden til alle oplyste stater. Og set fra det sejrende standpunkt, det borgerlige demokratis, er det klart acceptabelt, at målet helligede midlet. For det var et enormt fremskridt, at feudaløkonomi blev afløst af kapitalisme, og at først mænd, siden kvinder fik stemmeret til parlamentariske forsamlinger.
Altså længe leve den omvæltning, der starter med maskeraden og bygger på intelligente ræsonnementer. Den, der har hovedet med sig, sejrer. Eller som Jesper Oldfux formulerer det negativt i komedien Jacob von Thyboe:

Ingen bliver hengt, fordi han stiæler, men fordi han ikke forstaar Konsten at stiæle ræt.

Hundrede år senere, i første halvdel af 1800-tallet, finder vi B.S. Ingemann. Han skrev blandt andet de første danske historiske romaner, der blev virkelige bestsellere, og en række morgen- og aftensange for børn.
Ingemanns produktion er forankret i historie og kristendom, og for den, der har let ved udenadslære, er hans mundrette vers svære at komme fri af.
Et af hans digte, I alle de riger og lande, hører til i De små synger, min barndoms foretrukne sangbog – ikke foretrukket af mig, men af de voksne, der bestemte, hvad jeg skulle synge.
Sangens jegfortæller er Danmarks myteomspundne nationalhelt Holger Danske med rod i middelalderen. Han er en rigtig krigskarl, hvis kendetegn blandt andet er, at han slår ridderhjelmen op og fægter med åben pande / for, hvad jeg for alvor tror.  
Jeg skal citere sidste vers:

Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.

Sangen er åbenlyst et moralsk imperativ til ikke at løbe med halve løgne og trekvarte sandheder, men altid at sætte krop bag sine ideer og handlinger. Kaste handsker og udkæmpe dyster. Budskabet, som i den samtidige melodi af J.C. Gebauer formidles i marchtakt, virker ophøjet og rigtigt. Desuden er det, det kan jeg bevidne, som skabt til øretæver.
Jeg kom til at tænke på sangen, da jeg for-jeg-ved-ikke-hvilken-gang så et billede fra Ukraine med en person klædt i camouflageuniform og med en hætte over hovedet, så kun øjnene var fri. Og ikke blot tænkte jeg, jeg stillede mig på ét ben foran min kone og lirede hele sangen af.
– Hvorfor kæmper de ikke med åben pande? spurgte jeg og kastede mig efter min patetiske optræden igen over iPadden, min kilde til nyheder uden grænser. Et øjeblik efter kom der et billede op af franske specialstyrker i gang med en anti-piratoperation uden for Somalias kyst, også de var maskerede, lidt varmt, formodentlig, men ellers, alt taget i betragtning, helt fornuftigt og acceptabelt. Så faldt mine tanker på anarkistgruppen Anonymous’ demonstranter forklædt bag Guy Fawkes-masker. Og på de danske frihedskæmpere, som under Besættelsen, afsluttet for 69 år og 2 dage siden, formummede sig, for at de ikke skulle blive fanget og henrettet.
Men her mærker jeg, at jeg er ved at vikle mig ind i et morads af problemer med idealistiske, moralistiske, pragmatistiske m.v. løsninger – alt efter situationen og den enkeltes udgangspunkt. Jeg beder derfor i al uskyldighed læseren selv fortsætte ræsonnementet, og ikke glemme, at grundlaget for løsningen hver gang ligger i oplysning, oplysning og stadig mere oplysning.


ANNONCE:

 

1 kommentar:

  1. Tak for redegørelsen og tankerne. Her til morgen er nyheden rettens stadfæstelse af forbudet mod burka og Kabab eller-hvad-det- hedder. Og jeg går og filosoferer over "det åbne ansigt" og de dybe værdier der ligger bag "at vise sit ansigt" Herren lade sit ansigt lyse over jer og så videre .., om beduinhøvdingen, der nedlader sig til at se på den fremmede. Også jeg kom til at tænke på "Ingen formummet skælm" i I alle de riger og lande - - men jeg spørger mig selv: Hvem er det, Ingemann i den historiske situation, polemiserer imod ??
    Nå, men sjovt på Nettet at finde én, der tænker som mig selv. Juli 2014.
    Venligst Peter fra Ry, cand.teol. og forfatter

    SvarSlet