FINLAND OG NATO

 Kan så mange stater tage fejl?

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Et Nordisk Neutralitetsforbund – hvordan lyder det i dag?

Tanken blev fremsat i 1952 af Finlands daværende statsminister Urho Kekkonen, og den var så  vovemodig, at han ikke bogstaveligt talt stod bag den på en talerstol, men, indlagt på et hospital for en her helt uinteressant sygdom, i stedet udgav den i skriftlig form under titlen Pyjamastalen.

Hvorom alting er: Kekkonen stod selvfølgelig bag sin tale, og dens skriftlige form hindrede langt hen, at han blev mistolket. Med til billedet hører også hans stærke betoning af, at Venskabs- og Samarbejdspagten med Sovjetunionen skulle fastholdes.

Pyjamastalen har hidtil ført en skyggetilværelse i Kekkonenforskningen, men det var faktisk her, at Finland en af de første gange efter de katastrofale krige mod Sovjetunionen stikker næsen frem for at få et internationalt samarbejde mod Vest i stand.

Mig bekendt foreligger den mest udtømmende behandling af Pyjamastalen på dansk – nemlig i en bachelorafhandling til Aarhus Universitet indleveret efterårssemestret 2013. Med til sagen hører, at det var professor Henrik Meinander, Helsingfors Universitet, der gav ideen til afhandlingen. Dens forfatter er Tove Albjerg.

Ideen og virkeliggørelsen af denne afhandling hviler således på et internationalt samarbejde, omend i beskeden form. Og netop den beskedne form var signifikant for finsk udenrigspolitik indtil Finlands forbeholdsløse medlemsskab af De Europæiske Fællesskaber (1995). Før da var den stående vittighed om denne politiks geografiske og indholdsmæssige rækkevidde en tur til Reykjavik med emnet diskussion af torskekvoter på dagsordenen.

Finske statsministres og præsidenters rejser mod øst var derimod hyppige, og statsbesøg i Helsingfors på højeste niveau fra det store naboland mod øst indgik i bestræbelserne på at pleje landenes fælles interesser: fred og samhandel.

Med et negativt ladet begreb talte man om finlandisering, hvilket står for det mindre lands realpolitiske tilpasning til det større lands krav.

Det var dén gang – og den gang føles i dag, den 20. maj 2014, som for meget, meget længe siden.

Lad mig bare tage ét eksempel, forsiden på søndagens Hufvudstadsbladet. Hovedrubrikken lyder:

SFP-hyllning till Nato.

Underrubrikken uddyber:

Finland bör gå in i Nato och det fort, krävde ett flertal delegater på SFP:s partidag.

SFP står naturligvis for Svenska Folkpartiet – Finlands bredtfavnende, svensksprogede parti, og inde i bladet kan man læse, at modstand mod Natomedlemsskab er en tilbagevenden til forne tiders finlandiseringspolitik, og at det er på tide at få opdateret landets udenrigspolitiske doktrin.

For god ordens skyld skal jeg tilføje, at det naturligvis er krisen i Ukraine, der har givet momentum til Natodebatten. Den politiske elite har længe været for, mens majoriteten af såkaldt almindelige mennesker har været skeptiske eller imod.

Helt uvidenskabeligt har jeg de sidste par dage stillet tilfældigt udvalgte personer i min bekendtskabskreds spørgsmålet:

NATOMEDLEMSSKAB ELLER EJ?

Et par stykker var for med argumenter som i ovenstående.

En argumenterede for, at Ukrainekrisen er en videreførelse af Stalintidens politik med dens russificering af nabolandene gennem deportation af russere. Ruslands argument ved annekteringen af Krim var således netop beskyttelse af russisk sprog og kultur. I de østlige provinser af Ukraine er argumentet det samme. I Estland findes tilsvarende et stort russisk mindretal. At det i den nuværende situation ikke er brugt som argument for russisk ekspansion, skyldes udelukkende estisk Natomedlemsskab.

Men de fleste af mine bekendte var skeptiske eller imod. Argumenterne kan samles som følger:

– Så dumt bare at opruste, det koster!

– Ved at bevare Finlands alliancefrihed sikres de bedste handelsmæssige relationer til det gamle Sovjet (jo, sådan lød betegnelsen for Rusland).

– Når Ukrainekrisen er ovre, vil Finland blive belønnet for sin indsats for at have bevaret status quo, det vil sige det gode forhold, til Rusland.

– Fortsat alliancefrihed giver Finland lidt større frihed til at fatte selvstændige beslutninger.

Og så det idealistiske argument:

– Med et Natomedlamsskab ophæves troen på, at gode relationer mellem lande kan skabes, opretholdes og forstærkes gennem fornuftige argumenter, der bygger på troen på fred, samarbejde og velstand som alment eftertragtede værdier. Selve Natotanken, så rigtig den eventuelt var engang, er for Finlands vedkommende begyndelsen til en negation af heraf. Og hvad kan en negation af troen på fred, samarbejde og velstand ikke føre til?

Svaret lod min kilde blæse i vinden.

ANNONCE: