KARABODEN






  



PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Tilegnet min ven Peter,
hvis sortimentskasse med skruer faldt på gulvet.

Jeg så dem igen i dag. Et lidt ældre par ved hylden med tilbehør til boremaskiner. Det drejede sig åbenbart om en roterende rasp. Han stod forrest i sin blåternede flonelsskjorte og en slidt brianhat fra et eller andet byggefirma, hun, mager og ivrig, i ubestemmelig grønt, lænende sig frem og betragtende hans hånd. Ville han hænge raspen tilbage? Hun rablede noget af sig med lav stemmeføring og så skråt op på ham. Han lod igen blikket glide hen over udbuddet af tilbehør, var der andre roterende raspe, som passede bedre? mens han trak underlæben ind mellem tænderne og rynkede panden.
Et øjeblik efter hængte han raspen tilbage med den lille lyd, det giver, når tænderne slipper læben, og gik videre til de store bor, dem på over 14 mm. Hun fulgte efter. I ånden med en afstand på tre skridt som på et billede, der hang i min barndoms klasseværelse. Det viste en mand og en kone på en sti, i baggrunden en landsbykirke. Hun holdt hænderne foran maven og så på ham, han havde stok og høj hat.
Sådan gik man i gamle dage, sagde læreren. Den gang bestemte manden farten.
Den orden er siden da gået i opløsning, men ét sted hersker den uindskrænket, og det er i karaboden. I min finske verden findes karaboden under navne som Motonet og Biltema. Men også dele af Bauhaus, K-Rauta og Clas Ohlson gør sig fortjent til betegnelsen til trods for deres mere blandede udbud, for eksempel af tapeter og fliser til badeværelset. Hvor æstetikken er afgørende, er kvinden ofte i første række, og diskussionen fri.
Men når det drejer sig om den funktionalitet, som er afgørende i forbindelse med pakninger, roterende raspe, rundsave, brækjern, limtyper og opbevaringskasser for slet ikke at tale om søm, skruer, bolte, spændeskiver og så videre – så er manden konge, og konen har til nøds fået lov til at komme med for at vælge farven på skruetrækkerens skaft.
Men helst er man, som mand, alene. Skridtene er små og tøvende, når man er kommet til den udvalgte hylde. Med mindre man er en rigtig, autoriseret håndværker, altså, for sådan en ved jo, hvad der findes, og hvad han skal have, og hvordan det fungerer. Men vi andre, amatørerne – og glem ikke, at amatør kommer af amor, som betyder jeg elsker, vi amatører går rundt langs reolerne, hvis indhold vi registrerer og memorerer – også for en anden gangs skyld. Vi er filosoffer med en højt udviklet empati for det praktiske, og i karaboden er vi midt i paradiset af dimser med de forskelligste funktioner, vi kombinerer og korrigerer på stedet de mentale arbejdstegninger til netop det arbejde, der radikalt skal forbedre hjemmet, båden, bilen. Whatever.
Det er slidsomt, efter en halv time kan man være mere træt i hovedet end efter to timer på en kunstudstilling, men så går man til kassen og lægger dimsen på båndet, og jæs mand! nu er den hjemme, nu har man, hvad man skal bruge, man løfter lidt på brianhatten og tørrer sveden af panden, det her skal nok komme til at hænge sammen som planlagt – og i øvrigt, engang, ved en ny, kun halvt planlagt fornyelse af loftet i arbejdsværelset, så ved man, at der i netop denne butik findes billige teleskopstøtter, som giver den tredje hånd, man altid står og mangler.
Og man ved med sig selv, at får man for meget af alt, så skal man bare gemme det i en systematisk orden, så det kan genfindes og indgå i nye, endnu ikke påtænkte kombinationer.
Man er glad, når man kommer hjem, befriet for en tung byrde, som også var stenaldermandens, man har gjort første del af arbejdet, resten vil gå som en leg. Præcis – og nu ved jeg, at jeg står i fare for at blive overfaldet af en hær af feminister – som konen, kvinden, pigen er glad, når hun kommer hjem fra shoppingrunden i modebutikken, hvor manden, hvis han da er inviteret med, må indtage samme ydmyge holdning som kvinden i karaboden. Hun løfter armene og lader den nye bluse glide over hovedet og strammer til ved hofterne. Sådan! Det var et godt køb, og passer præcis til skoene, som hun aldrig har fået brugt, fordi de ikke rigtig passede til noget før denne bluse kom ind i hendes liv.
Émile Zola, fransk romanforfatter fra sidste halvdel af 1800-tallet, kaldte ikke for ingenting Paris’ første stormagasin, Le Bon Marché, for damernes paradis.
Hvem taler foragtfuldt om stereotype kønsrollemønstre? Jamen for mig gerne! Nemlig indtil kvinder betragter besøg i karaboden som et kald og med samme lidenskab og tålmod som i modebutikken går ind for netop den dims, som manglede for at gøre livet en lille smule lykkeligere.



ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar