PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Tilegnet min ven Peter,
hvis sortimentskasse med
skruer faldt på gulvet.
Jeg så dem
igen i dag. Et lidt ældre par ved hylden med tilbehør til boremaskiner. Det
drejede sig åbenbart om en roterende rasp. Han stod forrest i sin blåternede
flonelsskjorte og en slidt brianhat fra et eller andet byggefirma, hun, mager
og ivrig, i ubestemmelig grønt, lænende sig frem og betragtende hans hånd.
Ville han hænge raspen tilbage? Hun rablede noget af sig med lav stemmeføring
og så skråt op på ham. Han lod igen blikket glide hen over udbuddet af tilbehør,
var der andre roterende raspe, som passede bedre? mens han trak underlæben ind
mellem tænderne og rynkede panden.
Et
øjeblik efter hængte han raspen tilbage med den lille lyd, det giver, når
tænderne slipper læben, og gik videre til de store bor, dem på over 14 mm. Hun
fulgte efter. I ånden med en afstand på tre skridt som på et billede, der hang
i min barndoms klasseværelse. Det viste en mand og en kone på en sti, i baggrunden
en landsbykirke. Hun holdt hænderne foran maven og så på ham, han havde stok og
høj hat.
Sådan
gik man i gamle dage, sagde læreren. Den gang bestemte manden farten.
Den
orden er siden da gået i opløsning, men ét sted hersker den uindskrænket, og det
er i karaboden. I min finske verden findes karaboden under navne som Motonet og
Biltema. Men også dele af Bauhaus, K-Rauta og Clas Ohlson gør sig fortjent til
betegnelsen til trods for deres mere blandede udbud, for eksempel af tapeter og
fliser til badeværelset. Hvor æstetikken er afgørende, er kvinden ofte i første
række, og diskussionen fri.
Men
når det drejer sig om den funktionalitet, som er afgørende i forbindelse med
pakninger, roterende raspe, rundsave, brækjern, limtyper og opbevaringskasser
for slet ikke at tale om søm, skruer, bolte, spændeskiver og så videre – så er
manden konge, og konen har til nøds fået lov til at komme med for at vælge
farven på skruetrækkerens skaft.
Men
helst er man, som mand, alene. Skridtene er små og tøvende, når man er kommet
til den udvalgte hylde. Med mindre man er en rigtig, autoriseret håndværker,
altså, for sådan en ved jo, hvad der findes, og hvad han skal have, og hvordan
det fungerer. Men vi andre, amatørerne – og glem ikke, at amatør kommer af
amor, som betyder jeg elsker, vi amatører går rundt langs reolerne, hvis
indhold vi registrerer og memorerer – også for en anden gangs skyld. Vi er
filosoffer med en højt udviklet empati for det praktiske, og i karaboden er vi midt
i paradiset af dimser med de forskelligste funktioner, vi kombinerer og
korrigerer på stedet de mentale arbejdstegninger til netop det arbejde, der
radikalt skal forbedre hjemmet, båden, bilen. Whatever.
Det
er slidsomt, efter en halv time kan man være mere træt i hovedet end efter to
timer på en kunstudstilling, men så går man til kassen og lægger dimsen på
båndet, og jæs mand! nu er den hjemme, nu har man, hvad man skal bruge, man
løfter lidt på brianhatten og tørrer sveden af panden, det her skal nok komme
til at hænge sammen som planlagt – og i øvrigt, engang, ved en ny, kun halvt
planlagt fornyelse af loftet i arbejdsværelset, så ved man, at der i netop
denne butik findes billige teleskopstøtter, som giver den tredje hånd, man
altid står og mangler.
Og
man ved med sig selv, at får man for meget af alt, så skal man bare gemme det i
en systematisk orden, så det kan genfindes og indgå i nye, endnu ikke påtænkte
kombinationer.
Man
er glad, når man kommer hjem, befriet for en tung byrde, som også var
stenaldermandens, man har gjort første del af arbejdet, resten vil gå som en
leg. Præcis – og nu ved jeg, at jeg står i fare for at blive overfaldet af en
hær af feminister – som konen, kvinden, pigen er glad, når hun kommer hjem fra
shoppingrunden i modebutikken, hvor manden, hvis han da er inviteret med, må
indtage samme ydmyge holdning som kvinden i karaboden. Hun løfter armene og
lader den nye bluse glide over hovedet og strammer til ved hofterne. Sådan! Det
var et godt køb, og passer præcis til skoene, som hun aldrig har fået brugt,
fordi de ikke rigtig passede til noget før denne bluse kom ind i hendes liv.
Émile
Zola, fransk romanforfatter fra sidste halvdel af 1800-tallet, kaldte ikke for
ingenting Paris’ første stormagasin, Le Bon Marché, for damernes paradis.
Hvem
taler foragtfuldt om stereotype kønsrollemønstre? Jamen for mig gerne! Nemlig
indtil kvinder betragter besøg i karaboden som et kald og med samme lidenskab
og tålmod som i modebutikken går ind for netop den dims, som manglede for at
gøre livet en lille smule lykkeligere.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar