PRÆSIDENTMAGT OG SANDKASSEMODEL

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Finlands præsident, Sauli Niinistö, er gennem sine tillidsfremmende initiativer tilsyneladende begyndt at gå i sine store forgængeres spor. Her tænker jeg på de to statsmænd Juho Kusti Paasikivi og Urho Kaleva Kekkonen. Efter afslutningen af krigene mod Sovjetunionen stod de begge gennem indgåelse af den såkaldte venskabs- og bistandspagt i spidsen for opbygningen af Finlands fredelige og stabile forhold til den store nabo mod øst.

De mellemliggende præsidenter, Maunu Koivisto, Martti Ahtisaari og Tarja Halonen, har haft mindre udfordringer, og har derfor ikke haft de samme muligheder for at udfolde sig på diplomatiets slappe line.

Balancekunsten, som Paasikivi og Kekkonen bemestrede, består i i god tid at indse den fornuftige samtales nødvendighed og i at effektuere den i en situation, hvor alle ens følelser skriger til en om at smide noget i hovedet på den anden part: Nedsættende udtalelser, beskyldninger, fornærmelser, skældsord, trusler. Lagkager, hvis de er ved hånden.

En sådan resultatløs eller ligefrem destruktiv mudderkastning fulgt af en stadig optrappet handelskrig – fx forsøger EU at genere russiske oligarker (så de kan tage Putin i ørerne), mens Rusland boykotter EU-producerede og EU-støttede fødevarer (hvad der fører til destruktion af mad for hundredvis af millioner kroner) – har i forhold til den eskalerende krise ved Ukraines østgrænse i alt for høj grad været niveauet for EU’s udenrigspolitik. Andet har jeg ikke kunnet forstå gennem pressens præsentation af den.

Modellen, som passende kunne kaldes sandkassemodellen, kan illustreres således:

– Det er min spand!

– Vel er det ej!

– Du er dum!

– Det er du også!

– Min far er stærkere end din!

– Min storebror er stærkere end din far!

– Kom an, hvis du tør!

– Du er bare fej!

– Det kan du selv være!

– Av, det gør ondt!

– Der er mer’, hvor det kom fra!

– Du skal få tilbage, ska’ du!

– Nå så du sparker!

Og så videre.

Omkring tusind kilometer nord for grænsen mellem Ukraine og Rusland ligger Finland. Her har jeg med et par afbrud boet siden midten af halvfjerdserne. Det er ganske mange år, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg kender meget få i dette land, som ikke ser med udpræget skepsis, frygt eller ligefrem had på den store nabo mod øst. Men jeg kender ingen, som ikke forstår situationens alvor. Og situationen i forhold til denne nabo er ALTID alvorlig. Jeg kender heller ingen, der ikke har indset, at den geopolitiske nødvendighed i form af den fælles grænse mellem to stater og to måder at opfatte verden på skal man altid se at få det bedste ud af. Det er en lærdom, finlænderne har draget af deres elskede republiks korte historie.

To nøgleord i opbyggelsen af det velfungerende forhold mellem Finland og Sovjetunionen/Rusland er samhandel og samtale.

Konsekvensen af samhandelen i form af konkrete produkter kunne af og til irritere mig voldsomt i mine første år her i Finland, fx grimme og dårligt fungerende sovjetisk producerede brødristere. Men jeg måtte snart indse, at jeg, helt elementært, i dem ristede brød i fredens tjeneste.

Hvad samtalen angår, blev jeg slået af, at diplomatisk samkvem på topniveau var karakteristisk for forholdet mellem de to stater. Ved forudanelsen af den mindste kurre på tråden gik hele apparatet i gang, stationsforstanderen fløjtede afgang for Moskvaekspressen, eller præsidenten hastede til lufthavnen. Genbesøg hørte til dagens orden.

Jeg sagde forudanelse, for netop at forgribe en beklagelig hændelse, så den ikke får lejlighed til at ligge i baghold, er en del af statsmandskunsten. Sagt med andre ord skal man aldrig lade sig tage på sengen, men altid have et beredskab. Vel at mærke af diplomatisk art.

Bättre att förekomma än att förekommas,

som et svensk her i Finland ofte brugt mundhel lyder.

Det har EU til fulde vist, at EU ikke har forstået. Samtidig vil jeg prise mig selv og verden lykkelig over, at EU ikke har et militært beredskab, for så kunne den dilettantisme, EU gennem sine halvhjertede udvidelsesfølere helt op til Ruslands grænser i rigeligt mål har demonstreret, kaste verden ud i endnu mere uoverskuelige kriser end den nuværende.

Hvad har Finlands præsident Sauli Niinistö så fået ud af sine samtaler, først i Sotsji og siden i Kiev med sine to præsidentkolleger? Det ved vi meget lidt om, men døren står nu på klem, som en tilfreds præsident udtrykte det ved ankomsten til Helsingfors i lørdags. Besøget var således en pointering af historiens lærdom, at det allervigtigste middel til at undgå misforståelser og løse konflikter er, at parterne faktisk træffes, indgår i en åben dialog. Og bliver ved med at træffes.

Vi ved også, at Niinistö gennem kendskab til sit lands historie ved, at ikke skældsord, trusler og handelskrig, men samtale og samhandel er de bedste midler til at løse konflikter. Så lad os gætte på, at han under sine besøg har haft netop denne viden med i sin bagage, og at hans præsidentkolleger har lyttet til ham og indset, at han ikke fører tom tale, fordi han gennem henvisning til et blomstrende Finland har ført tilstrækkeligt bevis for, at han har ret.

Den slags gør større indtryk end trusler, som enhver statsleder kan vride og vende til sin egen fordel, fx i et land, hvor fædrelandskærligheden og stoltheden over fædrelandet let slår over i en skræmmende nationalisme.

Præsident Niinistö har gjort, hvad det royale danske statsoverhoved efter Grundloven ikke har mulighed for. Så jeg skulle hilse og sige, at nogen fordel er der ved en republik med en stærk præsidentmagt.

ANNONCE: