TAL OG TALENT


?



PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Rasmus er en ung mand i min omgangskreds. Han er god til at ta’ mennesker. Ikke bare dem på hans egen alder. Og min. Også børn og gamle. Man føler sig set af ham, han lytter og reflekterer. I hans selskab føler man sig altid velkommen, tryg og betydningsfuld. Desuden er han begavet med et smittende humør og evne til at gennemføre det, der engagerer ham.
Det gjorde lektielæsning på intet tidspunkt i hans gymnasietid. Der var så meget andet. I foråret kneb han sig gennem studentereksamen. Resultatet kunne han ikke bruge til noget –  ikke engang til at komme ind på den læreruddannelse, han med henvisning til ovennævnte egenskaber syntes, at han passede til, og havde lyst til.
Men nu er det så heldigt, at uddannelsesinstitutionen har ændret reglerne for optagelse. I stedet for at stirre sig blind på gennemsnittet indkalder man til en samtale. Her forsøger erfarne lærere og pædagoger at nå frem til, om kandidaten af andre grunde kan betragtes som velegnet til lærergerningen, som det lidt patetisk hedder.

Til trods for gennemsnittet blev Rasmus fundet velegnet, og han har netop påbegyndt uddannelsen. Om nogle år vil vi, der troede på ham som et menneske, hvis studie- og erhvervsidentitet ikke skulle bestemmes ud fra gennemsnittet af hans studentereksamen, finde ud af, om vi havde ret.
Jeg kom til at tænke på Rasmus under læsningen af Michael Bjerrings kronik i Dagbladet Information den 20. august 2014. Mor, er det okay, at jeg dropper universitetet? hedder den. Michael Bjerrings problem er det stik modsatte af Rasmus’. Hans

karaktergennemsnit på 11,8 fra gymnasiet gjorde det ugleset, at jeg ’bare’ ville være folkeskolelærer. Spild af talent, mente omverdenen.

Men i et sabbatår havde Michael taget et vikariat som lærer og fundet ud af, at det var det, han ville være. Sammenlignet med de højere uddannelser, hans topkarakterer havde banet vejen til: statskundskab, medicin, jura, er læreruddannelsen imidlertid lavstatus med et fald af ansøgere på 16 pct. i år, fortæller han i kronikken. I omgivelsernes øjne var han således i gang med at lade sit talent gå til spilde, han var uambitiøs og uden blik for de økonomiske og sociale fordele, der følger med en højere uddannelse.
I stedet tror han, at hans såkaldt lavere uddannelse som lærer opfylde hans lyst til fællesskab og forandring. Og at folk med højere uddannelse skulle være mere samfundsgavnlige end resten, anerkender han ikke.
Helt realistisk skriver han:

Der er jo brug for alle: Dygtige og passionerede akademikere, der bor i huse bygget af drevne tømrere, hvis børn får en god og solid uddannelse i folkeskolen af motiverede lærere og fagligt stærke pædagoger.

Jeg giver ham ret, det er ikke karaktergennemsnittet, der skal styre valg af uddannelse. Det skal engagementet, lysten, troen på, at man kan udrette noget. Det er den måde, man forholder sig til sin omverden på, der viser talentet.
Her mødes Rasmus og Michael.
I samme segment finder vi Albert Einstein, hvis resultater iflg. hans egen overbevisning ikke hidrørte fra særlige begavelser, men af hans talent til at være lidenskabeligt nysgerrig. Altså af den måde, han forholdt sig til sin omverden på.
En sådan egenskab giver næppe mange points til studentereksamen.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar