PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Dr2’s
orieterings- og nyhedsproprogram Deadline
blev den 15.9. 2014, dagen efter riksdagsvalget i Sverige, ledet af en som
sædvanlig selvsikker og oplagt Martin Krasnik. Hans mål var tilsyneladende at
bagatellisere Sverigedemokraternes politik til nordeuropæisk mainstreampolitik,
fordi den findes tilsvarende i lande som Danmark, Finland, Holland, Østrig. Som
ofte anført blev Sverigedemokraterne valgets absolutte vinder, idet partiet
fordoblede sin stemmeandel til næsten 13 pct. af de afgivne stemmer og blev
landets tredjestørste parti.
Krasnik
har gjort sig kendt gennem konfrontatoriske interviews, hvor han ikke helmer,
før han har fået svar på sine spørgsmål.
Målet er at afdække interviewofrets skjulte hensigter og fange det i usandheder,
selvmodsigelser eller dårligt gennemtænkte synspunkter og beslutninger. Noget i
den stil står der sikkert meget om i journalistikkens store lærebog, men få
lykkes som Krasnik. Han giver tilskueren en opløftet følelse af at have været
til stede, da sandheden endelig så dagens lys. Hvilket dog sjældent er en udelt
fornøjelse, for sandheden er ikke altid hverken køn eller glædespredende.
Hele
programmet kredsede om det udemokratiske ved Sverigedemokraterne. Ingen af de andre
svenske partier vil tælle dette partis stemmer med, når beslutninger skal tages.
På den holdning gik statsminister Fredrik Reinfeldt af, og den holdning deler
den kommende statsminister, Stefan Löfven, med ham.
På
denne måde har repræsentanterne for 87 procent af Sveriges vælgere sat Sverigedemokraterne
uden for indflydelse.
Dette
er faldet mange for brystet, dog ikke overtegnede. For jeg kan ikke se det
odiøse i, at politikere samarbejder med dem, de deler vurderinger med, i stedet
for at bøje sig for holdninger, der strider mod deres inderste overbevisning. Det
sidste kalder man studehandler, og uviljen mod at indgå i sådanne er i mine
øjne lige så prisværdig, som det er forkasteligt at regere på stemmer, der
underminerer ens centrale politiske vurderinger. – Afvisning af samarbejde i
det danske Folketinget med Fremskridtspartiet, et racistisk skattenægterparti,
i 1970’erne er et eksempel på en vellykket udfrysning.
Så
det var ikke udfrysningen af Sverigedemokraterne, der ramte mig med ubehag og
efterlod mig både konfunderet og nedstemt, da jeg havde set ovennævnte udgave
af Deadline.
Det
var udsendelsens demonstration af det værdiskred, der har fundet sted i dansk
politik i de seneste 15 år.
For at få den følgende del af udsendelsen
sat i et relief, der passer til dagen, bruger Krasnik fem og et halvt minut til
at interviewe to svenske politikere. Det er Carina Svensson og Pia Kinhult, der
repræsenterer Sveriges to største politiske partier, Sveriges
socialdemokratiska arbetareparti og Nya Moderaterna.
Spørgsmålene
drejer sig i al enkelhed om, hvorvidt Sverigedemokraterne er et racistisk og
antidemokratisk parti.
Af
de separate interviews fremgår det glasklart, at de to politikere deler grundsyn,
hvad angår menneskers lige værd, lige rettigheder og lige muligheder. Man skal
derfor stille mennesker lige, ikke sammenligne dem og sætte grupper op mod
grupper, diskriminere og skabe segregation. Sverige er et åbent og tolerant
land, der ikke skal sige nej til
indvandring og nej til at hjælpe mennesker i flugt og i nød, når de kommer til
Sverige.
Den
moderate politiker betoner særskilt, at Sveriges framgångssaga, altså eventyrlige succes, er en konsekvens af, at
Sverige er et åbent og tolerant land. Men også de svenske socialdemokrater har
som bekendt i deres regeringsperioder stået for præcis samme opfattelse.
Den
tredje svensker, Krasnik interviewer, er Peter J. Olsson, politisk redaktør på Kvällsposten, en sydsvensk udgave af Expressen. Kvällsposten betegner sig som liberal og politisk uafhængig. I
forhold til de to første interviews har Olsson to markante synspunkter:
–
Sverigedemokraterne er grundlagt på
nynazistiske og racistiske organisationer.
–
Sverigedemokraternes politik handler i
bund og grund om indvandringspolitik.
Som
en rød tråd i alle interviewsene fremgår det, at vandskellet mellem
Sverigedemokraternes 13 pct. af stemmerne og de øvrige svenske partiers 87 pct.
går mellem det inkluderende og det ekskluderende, mellem den holdning, at
mennesker er født frie og lige versus den holdning, at der er en grundlæggende
forskel mellem mennesker:
Nogle
er født til at køre på første klasse, andre må finde sig i at gå i vejgrøften
og blive sprøjtet til.
Det
totale opgør med denne holdning betegner begyndelsen til vores moderne,
demokratiske historie. Det finder på europæisk grund sted med Den franske
Revolution, der starter den 14. juli 1789. Opgøret var så radikalt, at stormænd
en masse, ja selv kongen og
dronningen, havnede på skafottet. Barbariet er til at brække sig over, men det
var en markering af, at alle i staten var lige for loven. Som en arv fra den
franske republiks første år er det også i dag forbudt at registrere borgernes
baggrund, hvad angår etnicitet og religion.
At
hverken Frankrig eller Sverige fungerer ideelt efter ovennævnte liberale
retningslinjer i ordets politiske grundbetydning, er åbenbart for enhver.
Alligevel gør det i mine øjne – og åbenbart også i 87 pct. af svenskernes øjne –
en afgørende forskel at bekende sig til disse idealer.
Hvad
gør man i Danmark?
Som
en indgang til den diskussion viser Martin Krasnik i udsendelsen et klip fra en
tale, den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt i Folketinget under åbningsdebatten
den 7. oktober 1999.
Jeg
har fundet den i sin helhed på Statsministeriets hjemmeside, og der er meget i
den, der fortjener at blive citeret som et udtryk for, at den danske
statsminister i oktober 1999 i lighed med 87 pct. af svenskerne i september
2014 ikke går på kompromis med humanistiske værdier som tolerance, åbenhed,
ligebehandling, frisind, og at han betragter dette som universelle og
umistelige værdier, som demokratiske stater er grundet på. Men jeg skal nøjes
med nogle få linjer – om end lidt flere end Krasnik. Jeg citerer fra
Statsministeriets hjemmeside:
For
god ordens skyld skal jeg inden citatet forudskikke den bemærkning, at Dansk
Folkeparti har støttet Sverigedemokraterne i deres anstrengelser for at markere
sig på den politiske scene og vinde stemmer. Den, der vil, kan tage det som et
udtryk for forbrødring og kalde Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti for
søsterpartier.
For der ligger jo også
i Dansk Folkepartis politik et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning.
En politik som er udansk, uacceptabel og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge
ikke i Danmark. Sådan er danskerne heller ikke. Det går ud over en masse
uskyldige mennesker. Det går ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god
til det. Det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det.
Det går ud over den tyrkiske grønthandler, der smiler selv ud over almindelig
arbejdstid, til en, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug
for mennesker. Vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som
baggrund, kommer i arbejde i Danmark.
Jeg
blev spurgt af fjernsynet udenfor, om jeg synes, stemningen i denne debat havde
været hadsk – det kommer an på, hvordan
man ser på det: Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har
diskuteret i dag om menneskesynet, om at der skulle være forskel på, hvorvidt
man nu har aner tilbage fra et fremmed land, eller man ikke har, selv om man er
dansk statsborger – så kan jeg godt
forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppe fra om Dansk Folkeparti.
Jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede.
Derfor
siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig –
set med mine øjne – stuerene, det bliver
I aldrig!
I
stedet for hænge fast i en bagatellisering af Sverigedemokraternes politik
udvikler Deadline den 15. september sig til forevisningen af det værdiskred,
der har fundet sted i dansk politik fra den bredt favnende holdning, som
statsministeren står for i 1999, til den ekskluderende og segregerende, der
blev mainstream i totusindtallet.
Dette
er udsendelsens store fortjeneste.
Som
en central person i forandringen den gang stod Claus Hjort Frederiksen fra Venstre,
Danmarks Liberale Parti. Gennem en lang række studehandler med Dansk
Folkeparti, der usvigeligt støttede regeringen bestående af Venstre og Det
Konservative Folkeparti, sikrede disse partier sig regeringsmagten i 10 år.
Ud
over Claus Hjort Frederiksen har Martin Krasnik inviteret David Trads,
journalist og forfatter og, blandt andet, tidligere chefredaktør for Dagbladet Information og for Nyhedsavisen.
Diskussionen
imellem dem med Krasnik som for en gangs skyld venlig ordfordeler følger
mønstret fra talløse tandløse diskussioner, hvor et medie vil vise sin
upartiskhed ved at konfrontere to modsatrettede opfattelser. Det hele kører
meget forudsigeligt som en pseudodialog mellem bekymrede mænd med spørgsmål,
ikke-svar og afglidninger og påstande.
Det
er alt sammen hørt før, så det vil jeg ikke trætte med. Men en passage skal
noteres fra indslagets begyndelse:
Martin Krasnik:
–
David Trads, velkommen til dig, du har i
dag rost de svenske politikere for at vende ryggen til Sverigedemokraterne.
Claus Hjort Frederiksen, topminister i den regering, der fik selv samme Dansk
Folkeparti ind i varmen fra 2001 og frem.
David
Trads, du har som sagt indtaget det meget ledige standpunkt i dag i Danmark, at
rose de svenske politikere i deres afvisning af Sverigedemokraterne. Hvorfor
det?
David Trads:
–
Jeg tror først, det er vigtigt at sige,
at det er et ledigt standpunkt muligvis i Danmark, men det er et meget normalt
standpunkt i resten af verden. For det handler jo om, at man nogle gange også
er nødt til at sige, at ord betyder noget i politik. Og det, som
Sverigedemokraterne har sagt i Sverige, og det, som Dansk Folkeparti har sagt i
mange, mange år i Danmark, det er efter min mening noget, der skubber til en
ekstremisme frem for at bidrage til, at vi får et bedre samfund.
Under
den følgende ordveksling om danske forhold, men med valget i Sverige som
bagtæppe, sidder Claus Hjort Frederiksen for det meste tilbagelænet og
forsorent smilende som den, der har bestemt historiens gang. David Trads,
derimod, er fremadlænet og kommer med sine angreb på den historie, der ikke
blev, som han ønskede, til at fremstå som en forsvarer af noget, der i Danmark
for længst er tabt. Nemlig det synspunkt på Dansk Folkeparti, som Poul Nyrup
Rasmussen udtalte i 1999:
Stuerene, det bliver I
aldrig!
For
synspunktet vandt ikke genklang hos majoriteten af danskerne, som åbenbart
heller ikke, som Trads, synes, at det er
smukt, det svenskerne gør, og at
Danmark skulle have gjort det samme.
Skal
man sukke ak, hvor forandret?
Er
det bare at vente og se, hvad de borgere, der i Danmark bliver skubbet ud som
anden rangs og danner en ny underklasse af tilsidesatte, kan finde på af vold, når
fronterne trækkes endnu tydeligere op?
Skal
vi begynde at afvente en deadline for den vold, der udspringer af deres status.
Eller
skal vi gøre noget – som i Sverige?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar