PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Grav et hul! sagde arbejdsformanden Graves, og
så begyndte Tape, Gringo, Drain, Jess, Herbert, Down, Wales og jegfortælleren at
grave på den mark et sted i forstæderne, hvor de var blevet sat af. Efter nogle
dages arbejde bliver de enige om, at de graver på det forkerte sted, de kaster
hullet til og begynder på et nyt. Imens går snakken om hullet, om dets
udstrækning, dybde, funktion. Er det til at spytte i? Er det til at kneppe i?
Er det en kælder, en bunkers. Hvem skal bo der?
Men
uden konklusion.
Graves mente et lille
hul, [siger Jess
så] vort hul er for stort, men vi kan
gøre, hvad vi vil, for vi kunne ikke vide, hvad han ville, vi kan bare gøre,
som vi selv vil og gøre hullet netop så stort, som det passer os. Hullet kan jo
gøres mindre igen, om så skulle være.
På
et tidspunkt dukker Graves op igen. På spørgsmålet om hullets dybde svarer han
meget alvorligt, at
det var planen, at hullet skulle graves helt ned til kineserne, ganske
nøjagtigt til spaden rørte ved den første kineserfod.
Dét
er den meningsløse mening med graveriet.
Novellen
slutter:
Vi er i øjeblikket
godt to kilometer nede i jorden. Vi er alle på det rene med, at der er et
stykke vej igen.
Seebergs
novelle er fra 1962 og med i en absurdistisk bølge med filosoffer som Albert
Camus, dramatikere som Samuel Beckett og Eugene Ionesco – for ikke at glemme
Franz Kafka, som dog skrev sine prosaværker om meningsløshed og afmagt nogle
årtier tidligere.
Når
jeg for nogle dage siden kom til at tænke på Hullet, havde det en både himmelvendt og en jordnær årsag, som
samles i billedet af de heftige regnskyl, monsterregn,
som de kaldes med reference til skumle væsener, der tilbringer det meste af
deres tid i det dunkle.
Men
når de så viser sig:
HJÆÆÆÆLP!!!
Det
var dette hjælp, der hen over
Øresund, Sverige, Østersøen, Den finske Bugt og lige til Esbo nåede mine ører
med efterfølgende billeder af vand, der fosser ned i danske kældre, presses op
af danske kloakker og flyder i danske gader.
Millimetermængden
pr minut var mindre end i fjor, men overraskelsen den samme, og hvad angår
beredskabet til at modtage dette års floder af vand var der heller ikke sket
nogen ændring.
Grav
et hul! sagde jeg til mig selv. Og så begyndte jeg. Samtidig bestilte jeg
drænrør og grus, efterså tagrender og sikrede mig, at kloakåbningerne er uden
tilbageløb.
Temmelig
udansk! vil jeg påstå med henvisning til mine kære landsmænds grundfæstede
optimisme og lyssyn, for selv den værste styrtregn går jo ret beset over, og i
virkeligheden er det ikke så slemt, bedre end sidste år i hvert fald. Danmark
ligger der jo stadig, ved nærmere eftertanke blev det bare lidt vådt.
Nej!
grav et hul, tænker jeg med finsk realisme. Ikke et hul ned til kineserne, ikke
et skyttehul for Nato eller et hul til at spytte i. Det er helt unødvendigt.
Men et hul, der bygger på forudseenhed og afbøder de bølger af truende vand,
som vi ved kommer.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar