TYKKE





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Hun dækker halvdelen af forsiden i en lokalavis. Hun er måske tretten år. Hun smiler meget forsigtigt. Over maven holder hun et skilt med tre linjer.

SE MIG
KLAM
SMUK

KLAM er streget over. Foran SMUK er der tegnet et hjerte.
Blev syg af mobning, står der i billedets nederste, højre hjørne. Se side 3.
Uanset kønnet fik billedet på lokalavisens forside mig til at tænke på Morten Nielsens digt om Tykke. Morten Nielsen var med i modstandsbevægelsen og blev dræbt ved en vådeskudsulykke i 1944. Digtet med titlen Skæbne kom ikke med i hans eneste digtsamling, Krigere uden Vaaben, men blev udgivet efter freden.

Skæbne
Hurtige, lyse Stemmer, der hvirvlede ud i det blaa ...
du var ulykkelig, Tykke, men det ku’ vi ikke forstaa.
Svedig og fed og dum... Helvede satte paa Spring
Og væltede dig og Cyklen. Vi stod og lo omkring.
                                                             
Du sad paa den forreste Bænk ... græd ikke, nej glo, glo, glo!
naar en bange og vittig Vikar spørger om to og to.
Vikarer i første Mellem frelste en tynd Disciplin
ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløst blev til Grin.

Og da det omsider blev Foraar for os, der var femten Aar,
og Træerne stod og lyste over Pigernes bløde Haar,
og du kom, forsigtigt, alvorligt – da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt.

Nu ta’r du Hævn! Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa,
du løfter en Arm, og det skinner i Øjnenes blege blaa.
For Had og Haan og Trusler, det kan et Menneske ta’ –
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a’...

Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til Muren, saa er din Haand parat.
Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund naar du slaar,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar.

Krigen blev altså Tykkes chance for at tage hævn over dem, der hånede og latterliggjorde ham. Han kom på det forkerte hold. Om han valgte det, eller det valgte ham, er et akademisk spørgsmål. Det vigtige er, valget blev Tykkes mulighed for at komme omkring sit problem og få hævn. Samtidig er det hævet over enhver tvivl, at han er en af dem, vi skal tage afstand fra. For Hipokorpset, det tyske Gestapos Hilfspolizei, som han blev medlem af, bestod af det værste, den gode dansker kunne forestille sig – af landsforrædere.
Alligevel bliver han et problem for den selvretfærdige læser, for gennem sin evne til indlevelse i Tykkes situation har Morten Nielsen gjort Tykkes slag mod spottefuglens mund til en gengældelse, som vi naturligvis ikke kan acceptere, men som vi må forstå som et konsekvent svar på Tykkes onde år. Præcis de ord, som blev en kliché for de år, Tysklands besættelse af Danmark varede.
Dét er en ironi mod det etablerede, som det er til at tage at føle på. Og den bliver ikke mindre fremtrædende af, at versemålet, som Morten Nielsen valgte til sit digt om Tykke, er en tillempning af det heroiske over alle heroiske versemål, heksameteret.
Lige meget, hvordan man vender det, kan stemmerne i digtet ikke vride sig fri af tanken, at de selv har været med til at skabe de problemer, de håner. Det erkender digtets jeg, der som aktiv deltager i modstandskampen får sin mund smadret.
Jeg skal ikke opholde mig længe ved den såkaldte muhammedkrise, der i bund og grund også handler om mobning. Den blev startet i dag for ni år siden med Jyllands-Postens publicering af den famøse tegning af en mand med en bombe i sin turban. For lidt hån, spot og latterliggørelse, som det hed, måtte de lokale muhamedanere sgu da for satan i helvede kunne tåle. Ha-ha!
Sådan – om end lidt mere floromvundet, men med samme indhold - lød det kække, danske svar på de voldsomme reaktioner, tegningerne blev årsag til i den del af den muslimske verden, som ligger uden for Danmark. Men som Jyllands-Postens nærsynede redaktører tilsyneladende ikke anede fandtes. Og som skruede kampen mod islam i Danmark op til et højere niveau, for nu havde de jo afsløret sig, nu vidste man, hvad det var for nogle, man bekæmpede.
I dagens Danmark er det, der tager opmærksomheden, hverken den halvt glemte muhammedkrise eller de helt glemte, den gang så forhadte, sortklædte hipoer, for længst dømt ned i helvedes mørke. Ormen i danskernes paradis er unge, danske mænd, som lader sig hverve til krigere for en ekstremisme, der netop nu udspiller sig i dele af Syrien og Irak under navn af Islamisk Stat. Men samtidig med konstateringen af, at Danmark siger ja til at bekæmpe Islamisk Stat i de nævnte lande, er det nok en tanke værd, at netop Danmark er det land, hvorfra flest ekstremister har fundet vej til et liv som krigere for samme stat.
Er det den politiske holdning i Danmark, der snarere er præget af fremmedfjendtlighed og nationalisme end af internationalisme og tolerance (det sidste kaldte Natos nu netop afgående generalsekretær i sin egenskab af Danmarks statsminister ”lalleglad ligegyldighed”) - er det denne holdning, som er med til at skubbe sårbare medborgere ud i en ekstremisme, der af en stort set enig verden er blevet fordømt ved FN’s nylig afholdte generalforsamling?
Sagt på en anden måde: Er det simpelthen for umuligt for mennesker fra en anden kultur at lade sig integrere som danskere, fordi dette ikke blot kræver kendskab til sproget og overholdelse af Grundloven, men blandt meget andet forudsætter kærlighed til flæskesteg og røde pølser, et liberalt forhold til alkohol, nøgenhed i svømmehallernes bad og en overbærende indstilling til utroskab?
Har vi selv skabt det, vi bekæmper, og fået det, vi ikke forudså, nemlig et dræbende slag mod

alle de onde Aar,

som der står Morten Nielsens digt om skolekammeraten Tykke?
Det er bemærkelsesværdigt, at jegpersonen i digtet ikke tager slaget personligt forstået på den måde, at det ikke er ham selv som menneske af kød og blod, Tykke langer ud efter for at dræbe, men den spot, der er kommet ud af munden på ham.
Præcis samme afstand mellem det abstrakte udsagn og det konkrete menneske findes i Helle Thorning-Schmidts tale ved den omtalte generalforsamling i FN. Fra denne organisations talerstol, måske verdens fornemste, siger Danmarks statsminister:

ISIL represent a distorted political ideology that must be confronted, degraded and defeated by the entire international community.

Men til forskel fra Morten Nielsen slipper Helle Thorning-Schmidt ikke heldigt fra at skelne mellem sag og person, mellem de fordømmelige handlinger, og dem, der udfører dem. For Helle Thorning-Schmidt svæver som de kampfly, hun sammen med et næsten enigt dansk Folketing vil udsende, over vandene og ser ikke, som Morten Nielsen, sig selv som part i sagen og delagtig i den vold, der udspiller sig – jævnfør det morderiske mareridt med ekstremistiske guerillagrupper, der efter de vestlige luftbombardementer opstod i Libyen. Med dette udgangspunkt går hun skyldfri ind i en krig, der ikke blot skal konfrontere og besejre, men ligefrem nedværdige.
Nedværdige en ideologi, siger hun. Men ideologien bæres altså af stadig levende mennesker, som der åbenbart bliver flere af i takt med bekæmpelsen af dem.
Jeg tvivler derfor på, at bekæmpelsen af Islamisk Stat går gennem nedværdigelse, og at det gode resultat kommer som en eksplosion, der bringer lys og klarhed, skaber orden i sagerne og kan bruges i en valgkamp.
Jeg tror, at indsatsen tager længere tid, end de fleste politikere vil give sig tid til, og at den går gennem forståelse og hjælp. Her må jeg trække en tydelig streg i sandet og udgrænse Islamisk Stats blodberusede krigere og deres ledere, der lever højt på den accelererende voldsspiral, flyangrebene udløser. En såkaldt militær sejr er der et massivt beredskab til, og den er derfor mulig, ligesom den militære sejr over Saddam Hussein og hans regime var det. Men måske er den mindre ønskværdig, jævnfør Versaillesfreden efter Første Verdenskrig, der som bekendt skabte grogrund for Hitlers og andre tyskeres ønske om en ny krig til virkeliggørelse af deres drømme og hævnfølelser. 
Men hvor er beredskabet for den sejr, som ligger i at forebygge konflikter? Penge til eksplosiver er der tilsyneladende nok af, men hvor er midlerne til et ministerium for konfliktløsning, tilskyndelsen til oprettelsen af et EU-kommissariat med samme område, planerne for et pan-europæisk universitet for konfliktforskning for ikke at tale om langsigtede planer for genopbygning af krigshærgede nationer eller blot nogle håndører til inspirationen til mennesker om at tale fornuft med mennesker, før de bliver grebet af krigens galskab? De kunne være givet godt ud.
Dét ville jeg gerne have hørt statsminister Helle Thorning-Schmidt, den højeste repræsentant for et land, der bekender sig til fred, ytringsfrihed og horisontal kommunikation, uddybe fra FN’s talerstol.
Jeg er ikke blevet meget klogere af at lytte til hende. Men det blev jeg af Morten Nielsens digt om Tykke.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar